Aktivering af kontanthjælpsmodtagere har fejlet i næsten 30 år

I starten af 1990'erne blev retten til bistandhjælp betinget af, at man faktisk forsøgte at få et arbejde, og siden slut-1990’erne har kommunerne haft pligt til at aktivere ledige på bistand – det, der i dag hedder kontanthjælp.

På trods af det har cirka 12-15 procent af den voksne befolkning permanent været på offentlig forsørgelse. Det viser en ny videnskabelig artikel i European Journal of Social Security. Aktivering, sanktioner, stramninger og lavere kontanthjælp har ikke haft nogen målbar effekt på gruppen af svage ledige, som ikke er i a-kasse.

Det gælder både i Danmark og i resten af velfærdsstaterne i Europa.

Hvordan kan det være, at man i snart 30 år ikke har formået gøre noget, som for alvor virker?

»Problemet er, at man ikke har vidst, hvad man skulle gøre. De her borgere har flere og meget større problemer end arbejdsløshed,« siger professor i økonomi på Aarhus Universitet Michael Rosholm.

De er for eksempel ramt af psykisk sygdom, misbrug, har siddet i fængsel eller har været omsorgssvigtet som børn.

Store sociale problemer, som står i vejen for job, og som ikke bliver løst af for eksempel jobtræning eller virksomhedspraktik.

Stramninger virker for stærke ledige

Op gennem start 2000’erne har politikerne i stigende grad lovgivet om, hvad kommunerne skulle gøre for at få ledige i job. Kommunerne er blevet straffet økonomisk, hvis de ikke gjorde, som lovgivningen sagde.

I lovudviklingen har man inddraget forskning i, hvad der virker for ledige, som er medlem af en a-kasse.

For eksempel nyuddannede, som er ledige i en periode, inden de får deres første job.

Her har forskning vist, at flere kommer i arbejde, når man skærer i dagpengene og korter dagpengeperioden.

»Når man har lavet lovgivning omkring aktivering af svage ledige, har man brugt forskning fra gruppen af stærke ledige og forudsat, at når det virker med sanktioner for stærke ledige, så er det også det, vi gør i forhold til socialt udsatte på kontanthjælp,« fortæller Sophie Danneris, der er postdoc på Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet.

Både Sophie Danneris og Michael Rosholm forsker i måder at få socialt udsatte på kontanthjælp i job.

Og de er enige om, at videnskabelig evidens i denne sammenhæng er blevet brugt forkert af politikerne.

»Sanktioner har vist sig at virke for dagpengemodtagere. Problemet er, at for at en sanktion skal virke, så skal du have mulighed for at reagere på den. Det har du ikke, hvis du ud over at være ledig også har massive problemer med for eksempel misbrug eller psykisk sygdom. Derudover kræver det jo også, at der faktisk står nogen virksomheder, som vil ansætte de her mennesker, og det gør der ikke uden videre,« siger Michael Rosholm.

Det er Sophie Danneris enig i:

»Beskæftigelsesområdet er et rigtig godt eksempel på den negative effekt, forskning kan få, når den kommer i hænderne på politikere og bliver brugt til at legitimere den politik, man gerne vil føre,« siger hun.

Der mangler forskning i, hvad der hjælper

Sophie Danneris’ forskning viser, at det er helt uholdbart, når forskningen bruges på den måde. Hun har for eksempel lavet en kortlægning af forskning i aktiveringsindsatser.

Konklusionen er, at der i høj grad mangler forskning i, hvad der hjælper socialt udsatte på kontanthjælp.

I sit ph.d.-projekt fulgte hun 25 socialt udsatte ledige på kontanthjælp i to år.

Resultatet var, at mange af de indsatser, som er blevet indført for at få folk til finde et job, faktisk gør det modsatte – nemlig skubber dem længere væk fra arbejdsmarkedet.

\ Læs mere

Kontanthjælpsloft kan føre til omsorgssvigt

Sanktioner har i bedste fald ingen effekt

De seneste sanktioner, som er indført over for svage ledige, er det moderne kontanthjælpsloft, hvor regeringen sammen med Dansk Folkeparti har sat en lavere grænse for, hvad man samlet set kan modtage i offentlige ydelser, når man er på kontanthjælp.

Loftet trådte i kraft i oktober 2016.

Før loftet var der meget lille forskel på de samlede ydelser fra det offentlige, når man er på kontanthjælp, og det man ville kunne tjene, hvis man fik et job med mindsteløn.

Når forskellen mellem kontanthjælp og mindsteløn bliver større, kan det bedre betale sig at arbejde, og det vil få flere til at finde et arbejde, sagde politikerne.

Den slutning er dog direkte i strid med, hvad man ved fra forskningen, siger Sophie Danneris.

»Den forskning, der findes, viser, at det i bedste fald ingen effekt har, når man laver den type stramning. I stedet har det sandsynligvis en negativ effekt. Igen er problemet, at for at en sanktion skal virke, skal folk have mulighed for at reagere på det, og det har de her mennesker ikke,« siger hun.

Til gengæld får de sværere ved at klare hverdagen, når de har færre penge at gøre godt med, og det kan gøre det endnu sværere at få et arbejde.

Samtaler virker, men er blevet brugt forkert

Et andet eksempel på, at politikerne har brugt videnskaben forkert, er i forhold til samtaler med de ledige på kontanthjælp.

En forskningsgennemgang lavet for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har vist, at flere samtaler mellem den ledige og sagsbehandleren har en positiv effekt på, om folk kommer i job.

Vel at mærke hvis der er tale om stærke ledige, som er i a-kasse og måske er ledige i en periode efter endt studie eller mellem to job.

»Fordi man ved det, lovgiver politikerne om, at ledige skal have så og så mange samtaler. Det bliver et krav til kommunerne, at de ledige skal have et bestemt antal samtaler, og kommunerne bliver straffet økonomisk, hvis de ikke lever op til det,« fortæller Sophie Danneris.

Problemet er, at forskningen også viser, at samtalerne skal holdes, når der er noget at tale om, og når det giver mening for den ledige.

»Og det hænger jo ikke sammen, når man er tvunget til at holde et bestemt antal samtaler. Her bruger man fra politisk side god forskning helt forfejlet,« siger Sophie Danneris.

Nu skal kommuner gøre det, der virker

For at være sikre på, at kommunerne gjorde det, folketingspolitikerne havde besluttet, fik kommunerne frem til 2016 penge fra staten ud fra, hvilke indsatser de gav de ledige.

På den måde sikrede man, at de indsatser og sanktioner over for ledige, som var besluttet i Folketinget, også blev gennemført i kommunerne.

Om det fik flere i job eller ej, så man mindre på.

Med refusionsreformen i 2016 er det lavet om, så kommunerne nu får penge fra staten, alt efter hvor hurtigt de ledige kommer i job.

Det er på mange måder positivt, mener Sophie Danneris.

»Refusionsreformen er et skridt i den rigtige retning, hvor kommunerne nu får et større incitament til at køre videre med de indsatser, som virker, og droppe dem, der ikke virker.«

Problemet er, at nogen kommuner spekulerer i kun at investere i de ledige, som har størst chance for at komme i job.

»De prioriterer pengene der, hvor de kan få det hurtigste udbytte – på de ledige med størst sandsynlighed for succes, mens de svageste kun får minimumsindsatsen,« siger hun.

Hun understreger dog også, at nogle kommuner har valgt den omvendte strategi, hvor man investerer massivt i indsatser til både stærke og udsatte ledige.

Det gælder for eksempel i Silkeborg og Hjørring.

Borgerne vil gerne arbejde

Uanset om man som kommune vælger den ene eller anden strategi, er man fælles om udfordringen: At vi faktisk ikke ved, hvordan vi får flere af de socialt udsatte kontanthjælpsmodtagere i job.

Før 1990’erne brugte man offentlige ressourcer på at give de ledige deres bistandshjælp.

Siden slutningen af 1990’erne og op gennem 2000’erne har man derudover brugt tid og ressourcer på at forsøge at få flere kontanthjælpsmodtagere i job. Uden held.

Var det ikke bedre at spare aktiveringsindsatsen og bare lade folk få deres kontanthjælp?

Nej, mener forskerne:

»I mit ph.d.-studie, hvor jeg fulgte 25 meget forskellige kontanthjælpsmodtagere med meget forskellige problemer, gik en ting igen: De ville alle sammen gerne have et arbejde. De havde ikke lyst til at blive plantet på forsørgelse,« siger Sophie Danneris.

\ Læs mere

Kampagne stempler arbejderklassen som uønsket

»Det er et langt sejt træk at få folk i arbejde«

Når de gerne vil have et arbejde, og de oven i købet har større økonomisk incitament til at få det – hvorfor sker det så ikke?

»De har brug for hjælpen og støtten til at få et job. Det er et langt sejt træk. Samtidig sker der mange ting i systemet, som spænder ben for deres vej i job,« fortæller Sophie Danneris.

For eksempel kunne hun se, at det er vigtigt, at de ledige har én sagsbehandler, som følger dem. Alle de ledige, hun fulgte, oplevede i den toårige periode sagsbehandlerskift. Nogle blot et enkelt og andre op til fire eller fem skift.

Skiftende havde store negative konsekvenser for den enkelte borgers oplevelse af sammenhæng og fremdrift mod beskæftigelse.

Resultatet bakkes op af nye fund i det nationale BeskæftigelsesIndikatorProjekt.

Her finder man, at mere end 40 procent af de aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere oplever sagsbehandlerskift over en periode på 60 uger, og at det har en direkte negativ indvirkning på, om de kommer i job.

Michael Rosholm er helt enig:

»Vi skal udvikle indsatser, som kan hjælpe denne her gruppe. Det er vi først lige kommet i gang med. Vejen til job for dem er lang. Så du kan ikke bare udvikle en indsats, give den et halvt år og så måle effekten i, om flere er kommet i job,« siger han.

Når man skal måle, om en indsats har haft effekt, skal man ifølge Michael Rosholm have nogen andre effektmål end job eller ej. Bliver folk bedre til at mestre hverdagen og deres problemer, får de et bedre netværk?

\ Læs mere

Dansk skattemodel kan modarbejde grønt erhvervsliv

\ Læs mere

Meningsløs aktivering er bedre end ingenting