Ældste tilfælde af kræft fundet i 1,7 million år gammel tå
29 juli 2016

Kræft er ikke kun en sygdom, som vi mennesker i nutiden kæmper med. En 1,7 million år gammel tå-knogle fra Swartkrans-hulen i Sydafrika har vist sig at have kræft. Det er dermed det ældste tilfælde af kræft i mennesker hidtil. Det skriver nationalgeographic.com.

Forskerne har lavet 3D-billedanalyser af knoglens indre, hvor de kunne måle knoglens tæthed. Her fandt forskerne ifølge nationalepgraphic.com små pletter, hvor tætheden var større. Pletterne var formet som små blomkål, og det ledte forskerne til, at det tidlige menneske formentlig har haft knoglekræft.

Kræfttypen hedder osteosarcoma og er ifølge forskerne en aggressiv knoglekræft, som i dag oftest rammer børn og ældre.

»Du kan spise palæo-kost, du kan leve i så rent et miljø som muligt, men risikoen for at udvikle kræft er oldgammel, og det er i os, uanset hvad vi gør,« siger Edward Odes, der er medforfatter og forsker ved University of Witwatersrand, til nationalgeographic.com.

Fordi forskerne kun har haft en knoglen fra en tå på venstre fod, har de ikke kunnet bestemme, hvilken art af mennesket det er. De ved heller ikke, om knoglekræften var personens endeligt. Men det har ifølge forskerne påvirket personens evne til at gå og løbe betydeligt.

Resultaterne er publiceret i det videnskabelige tidsskrift South African Journal of Science.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.