Ældgamle kultiske figurer fra havbunden snød arkæologer i årevis
Fønikien jernalder artefakter kult skib havet arkæologi

Fønikerne ofrede formentlig til deres guder ved at smide offergaver i havet. (Foto: Jonathan J. Gottlieb)

Fønikerne ofrede formentlig til deres guder ved at smide offergaver i havet. (Foto: Jonathan J. Gottlieb)

Kilde: 
03 september 2020

Udfor Israels nordkyst ligger et 2.500 år gammelt fønikisk skibsvrag, hvor man har fundet et væld af statuetter og lerkrukker.

Søfartsriget Fønikien opstod for 5.000 år siden, i det der i dag er Libanon, og i tre årtusinder sejlede dets folk Middelhavet rundt og spredte deres kultur. De handlede, førte krig og grundlagde byer så langt væk som det moderne Spanien, indtil de blev udslettet af Romerriget i år 146 f.v.t.

I årevis antog man, vel forståeligt nok, at de hundredevis af artefakter, der er fundet omkring vraget, havde været ombord på skibet, da det sank.

Men det viser sig nu ikke at være tilfældet, og nu er vi blevet lidt klogere på fønikisk kultur, skriver New York Times.

Fønikere ofrede til guder smed artefakter amuletter figurer i havet

Her ses nogle af de hundredevis af figurer, fønikierne formentlig brugte som offergaver. (Foto: Jonathan J. Gottlieb)

De mange statuetter og krukker var nemlig øjensynligt offergaver, som blev smidt i havet over en periode på omtrent 400 år - fra det 7. til 3. århundrede f.v.t..

Det konkluderer et hold arkæologer fra University of Haifa i Israel, anført af adjungteret professor Meir Edrey i samarbejde med professorer Assaf Yasur Landau og Adi Erlich.

Eftersom fønikerne tilbragte så lang tid på bølgerne, er det kun naturligt, at deres religion i høj grad omhandlede søfart og havet, skriver New York Times.

Mange af statuetterne har relation til gudinden Tanit, moderen til de fønikiske guder, som stod for frugtbarhed og graviditet.

Arkæologerne mener, at Tanits tilbedere regelmæssigt sejlede ud til det samme sted for at ofre gaver til gudinden ved at kaste dem i havet, skriver New York Times.

Skibsvraget - og artefakterne, som er spredt i halvanden kilometers radius omkring det - blev opdaget af spydfiskere i 1972.

Det var forskelle i artefakters udførelse og stilarter - hvilket typisk betyder, at de blev fremstillet i forskellige tidsperioder - som fik et nyt hold arkæologer til at se dem efter i sømmene.

Studiet hvor arkæologerne fremlægger deres resultater, blev offentliggjort i The International Journal of Nautical Archaeology.

cll

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.