Adopterede kæmper med slægtskab

Mange jublede, da et flertal i Folketinget den 17. marts i år vedtog, at homoseksuelle skal have lov til at adoptere børn på lige fod med heteroseksuelle og enlige. Men adoptionsforsker Lene Myong Petersen var knap så begejstret.

Hun støtter fuldt ud lovændringen, men savner en langt mere kritisk adoptionsdebat. For debatten har indtil nu mest handlet om, hvorvidt homoseksuelle kan være lige så gode forældre som heteroseksuelle, hvad konsekvenserne for deres potentielle adoptivbørn bliver, hvis de skal vokse op med to forældre af samme køn, og hvordan reaktionen vil være i børnenes fødelande, hvis forældreparrene er homoseksuelle.

Men den store historie om transnational adoption taler ingen om: Den, der handler om, hvordan den hvide middelklasse fra det globale Nord får børn fra det globale og fattige Syd. Eller om hvad transnational adoption faktisk betyder for dem, det hele handler om: de adopterede.

Adoption – en win-win-situation for alle?

Ifølge Lene Myong Petersen bliver transnational adoption i den offentlige debat fremstillet som en win-win-situation for alle.

»Men man taler ikke om, hvordan transnational adoption også er en velfærdsydelse, som dækker et reelt behov for børn i Danmark, og hvilke forhold der gør sig gældende for de mennesker, som afgiver børn. Ligesom man heller ikke problematiserer, hvordan hverdagslivet for transnationalt adopterede udspiller sig i Danmark,« siger hun.

I næsten fire år har hun på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet, forsket i transnational adoption. Resultatet er ph.d.-afhandlingen ‘Adopteret – Fortællinger om transnational og racialiseret tilblivelse’.

Hun har interviewet i alt 35 mænd og kvinder, der er blevet adopteret hertil fra Korea, og de viser, at de adopterede opfattes både som ‘danskere’ – og så alligevel ikke altid.

For er man sine danske forældres barn – eller de biologiske forældres? Er man ‘dansker’? Er man mere ‘dansker’ end en 2. generationsindvandrer med pakistansk baggrund? Og er der noget, der binder en sammen med andre adopterede fra Korea – eller har man intet tilfælles?

»Slægtskab er interessant, fordi det er en grundlæggende konstruktion i samfundet. Slægtskab siger noget om i hvilke konstellationer, vi kan leve sammen – hvilke relationer bliver mulige, og hvilke bliver ikke? Hvem er det muligt at være i familie med, og hvem ikke? Og det handler helt grundlæggende om tilblivelse,« siger Lene Myong Petersen.

En rigtig familie

Fordi de fleste mennesker lever gennem forestillingen om, at en rigtig familie består af ét forældrepar eller alternativt: kun én forælder – bliver det svært for den adopterede at have en fortælling om sig selv i hvilken, han eller hun faktisk kan have to sæt ligeværdige forældre, de biologiske og adoptivforældrene.

»Det biologiske slægtskab og adoptivslægtskabet konstrueres som gensidigt ekskluderende: Man har forladt det koreanske slægtskab for at få et nyt dansk slægtskab. Og det er ikke umuligt at jonglere med begge dele, men det kræver noget mentalt arbejde, fordi man hele tiden bliver stillet i situationer, hvor man skal tage stilling til; hvem er det, der er mine rigtige forældre? Hvor mange forældre kan jeg have? Vi tænker os selv igennem en slægtskabsmodel, hvor man kun har ét sæt rigtige forældre,» siger Lene Myong Petersen.

Og i den transnationalt adopteredes tilfælde falder valget på de danske forældre.

Nogle af de interviewede har adoptivforældre, der oplever et biologisk slægtskab som truende for deres egen forældreposition. Andre støtter deres børn i forsøget på at opsøge biologiske forældre.

Netop denne søgen efter et biologisk ophav har man som tv-seer kunne følge med i gennem Danmarks Radios seersucces Sporløs. En del af programmets cases er voksne adopterede, der finder frem til deres biologiske rødder. Og her spindes, ifølge Lene Myong Petersen, en interessant ende. For mange cases ender nemlig med, at de søgende faktisk finder ud af, at de i virkeligheden mest er danskere – og at det er den danske adoptivfamilie, der er deres ‘sande’ familie.

Slægtskab og etnisk identitet

Netop danskhed er et væsentligt kriterium for slægtskab.

For hvad gør man, når man som adoptivforælder ønsker for sit nye barn, at det skal vokse op i tolerance og accept og blive mødt af sine omgivelser præcist på samme måde som alle klassekammeraterne i skolen, der er født af en hvid, dansk far og mor?

Man sørger for at fortælle sit barn, at det er ligesom alle andre: dansker. »Du kommer hjemmefra,« siger en mor, når datteren spørger, hvad hun skal svare, når de andre børn spørger, hvor hun kommer fra. De personer, Lene Myong Petersen har interviewet, oplever sig alle sammen som danske i en eller anden grad. Og dog. At få studenterhue og gå på højskole udelukker nemlig ikke spørgsmål om, hvor kommer man fra. Eller det at blive udspurgt til sociale sammenkomster om, hvorvidt man har overvejet at søge efter sine biologiske forældre.

I familierne bliver der til gengæld ikke talt meget om forskellen på hudfarven. Og det sker ifølge Lene Myong Petersen bl.a. ud fra en tankegang om, at vi lever i et samfund, hvor race ingen betydning har.

»Men der opstår så et skisma. På den ene side opdrages adopterede med forestillingen om, at vi lever i et farveblindt samfund, og på den anden side erfarer mange adopterede, at de bliver udpeget som anderledes i forhold til en hvid norm,« siger hun.

Gennem sit interviewmateriale kan Lene Myong Petersen konstatere, at mange af interviewpersonerne – især da de var yngre – valgte hvide partnere som kærester. For andre forbliver det utænkeligt at have en asiat som partner. Måske fordi man med en hvid partner i højere grad bliver aflæst som dansk.

»Hvis man vælger en hvid partner, så kan race som kategori gøres umarkeret: Race betyder ikke særligt meget for mig, det er jo bare naturligt, at jeg i Danmark vælger en hvid person. Hvorimod man, hvis man vælger at rette sig mod en asiatisk partner, risikerer at signalere: Race, og måske endda adoption, betyder rigtig meget for mig,« forklarer hun.

Altruisme skjuler en ulig verden

På den ene side opdrages adopterede med forestillingen om, at vi lever i et farveblindt samfund, og på den anden side erfarer mange adopterede, at de bliver udpeget som anderledes i forhold til en hvid norm.

Lene Myong Petersen

Lene Myong Petersen ønsker med sin afhandling at kvalificere og pirke til den danske adoptionsdebat.

Hun peger på, at transnational adoption generelt er genstand for en stærk idealisering i offentligheden. Det ses som udtryk for en altruistisk gerning af den danske stat og aktørerne på feltet, at de sørger for, at børn fra det fattige syd kan få nye slægtskaber i det rige nord. Den diskurs har også været fremherskende i hele debatten om homoseksuelles ret til at adoptere.

Hun håber derfor, at hendes forskning vil blive brugt til at revurdere nogle af de herskende forestillinger om transnational adoption.

»Jeg synes ikke, at transnational adoption per definition er forkert, men den idealisering, der pågår, tildækker de asymmetriske magtforhold og uretfærdigheder, der også gør sig gældende. Med konstruktionen af transnational adoption som en nærmest romantisk slægtskabsform, kan man så undlade at tale om, hvorfor der egentlig er behov for transnational adoption. Det er der fordi, der er fattige mennesker, ulige fordeling af de økonomiske ressourcer i verden, mangel på menneskerettigheder osv. Alle de ubehagelige spørgsmål bliver udvisket med de her stadige idealiseringer,« siger hun.

Adoptionsforskeren undrer sig også over, hvordan det biologiske slægtskabs betydning bliver understreget, når danske børn bliver tvangsfjernet, og man taler om, at det er vigtigt, at de bevarer en relation til deres biologiske forældre. Der bortadopteres nemlig forsvindende få børn i Danmark i forhold til antallet af adoptioner af udenlandsk-fødte børn.

Men når det er de udenlandsk-fødte børns relationer til biologiske forældre, det handler om, så er logikken den omvendte. Danmark praktiserer kun lukkede, anonyme adoptioner, hvilket betyder, at først når adoptionen er kommet i stand, så har de biologiske forældre ingen rettigheder eller kontakt til barnet. Her er altså ingen principper om, at det er vigtigt, de bevarer en relation til det biologiske ophav.

»Den forskel, synes jeg, er meget tankevækkende,« siger Lene Myong Petersen.

Lavet i samarbejde med KVINFO.