Åbne storrumskontorer mindsker direkte samtaler mellem kollegaer

Op gennem 00'erne blev det mere og mere moderne på virksomheder og offentlige arbejdspladser i Danmark, at medarbejderne skulle sidde i storrumskontor. Og i hele den periode har fordele og ulemper ved de store kontorer været flittigt diskuteret. (Foto: Shutterstock)

Kilde: 
06 juli 2018

Man skulle måske tro, at når man sidder sammen på et stort kontor, vil man naturligt kommunikere mere verbalt.

Men det er ikke nødvendigvis tilfældet, skriver Science Alert.

Konklusionen stammer fra et nyt studie lavet af forskere fra Harvard University.

Når væggene rives ned, bliver folk faktisk mere tilbøjelige til ikke at tale sammen ansigt til ansigt. I stedet skriver de sammen via email og chat.

I studiet fulgte forskerne en gruppe medarbejdere på en arbejdsplads, som skulle gå fra enkeltmandskontorer til storrumskontor.

Ved hjælp af såkaldte sociometriske badges, som medarbejderne havde på, målte forskerne ansigt-til-ansigt-kontakt, før og efter væggene var revet ned.

De direkte samtaler mellem medarbejderne blev reduceret med 70 procent i storrumskontoret.

Samtidig steg email og chat med 50 procent.

Ifølge forskerne er det ikke nødvendigvis tegn på, at arbejdsmiljøet og det kollegiale sammenhold bliver dårligere, men det er noget, man bør være opmærksom på, vurderer de.

mb

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.