I dag er det nøjagtig 30 år siden, at det tidligere Beatles-medlem John Lennon blev skudt foran sit hjem på Manhatten.
Om aftenen den 8. december 1980 skød og dræbte den 25-årige Mark David Chapman John Lennon for øjnene af hans kone Yoko Ono.
Som det så ofte sker, når et ikon lider en spektakulær død, stod konspirationsteorierne straks i kø.
Den dag i dag gisnes der stadig om, hvorvidt det måske i virkeligheden var den amerikanske efterretningstjeneste, der med Chapman som redskab tog livet af Lennon.
Der er ingen tvivl om, at John Lennon ideologisk set næppe har været CIA's kop te, og efterretningstjenesten forsøgte da også at forhindre, at han fik permanent opholdstilladelse i USA.
Men enkelte teorier går endda så vidt som til at nævne hypnose som mordvåbnet. En metode CIA faktisk tidligere havde lavet forsøg med.
Således skulle Mark David Chapman have været hypnotiseret i gerningsøjeblikket.
Mark David Chapman, der i 1981 indrømmede mordet, og den dag i dag stadig sidder fængslet og afsoner en dom på mellem tyve år og livstid, har dog ikke nævnt noget i den retning. I september i år fik han endnu engang afslag på sit ønske om prøveløsladelse. Først i 2012 får han chancen igen.