3.800 år gammelt: Arkæologer finder hidtil ældste guldartefakt i Sydtyskland
Guld Fund Arkæologi Tyskland

Arkæologer har fundet et artefakt af guld sammen med de jordiske rester af en kvinde, der døde for 3.800 år siden. (Foto: Yvonne Mühleis, LAD Esslingen).

Arkæologer har fundet et artefakt af guld sammen med de jordiske rester af en kvinde, der døde for 3.800 år siden. (Foto: Yvonne Mühleis, LAD Esslingen).

Kilde: 
31 maj 2021

Arkæologer har fundet de jordiske rester af en kvinde, der levede for 3.800 år siden i Tyskland.

Sammen med hende fandt de et artefakt af guld.

Artefaktet er det ældste, man har fundet hidtil i Tyskland, og der er tale om en guldspiral, der formentlig blev brugt til at sætte håret med.

Det blev fundet i Tübingen i det sydvestlige Tyskland og består, udover guld, af 20 procent sølv, 2 procent kobber og spor af tin og platin.

Det skriver Live Science.

Arkæologerne bag fundet mener, at guldobjektet stammer fra Cornwall i England.

»Fund af metaller fra denne periode er yderst sjældne i den sydvestlige del af Tyskland. Guldet fra Tübingen-distriktet er bevis for, at vestlige grupper fra blandt andet Storbritannien og Frankrig fik større og større indflydelse i det centrale Europa i denne periode,« skriver arkæologerne i studiet, ifølge Live Science.

Kvinden var 20 år gammel, da hun døde, og hun blev fundet i fosterstilling. Det vides ikke, hvad kvinden døde af.

Da guldartefaktet blev fundet sammen med kvinden, tyder det ifølge arkæologerne på, at kvinden højst sandsynlig havde en høj social status i samfundet.

Studiet er publiceret i tidsskriftet Praehistorische Zeitschrift.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.