1,5 minut i dommedag: ‘Dommedagsuret’ er rykket historisk tæt på midnat
Offentliggørelsen af Dommedagsurets klokkeslæt anno 2023

Det metaforiske mål for menneskehedens trusselsbillede er blevet opdateret hvert år siden 1947. (Foto: Jamie Christiani / Bulletin of the Atomic Scientists)

Det metaforiske mål for menneskehedens trusselsbillede er blevet opdateret hvert år siden 1947. (Foto: Jamie Christiani / Bulletin of the Atomic Scientists)

25 januar 2023

Da Berlinmuren og Sovjetunionen faldt, stod viserne på 10 minutter i midnat. I 2002, i kølvandet på 11. september 2001, viste Dommedagsuret 7 minutter i midnat.

Nu er uret blevet opdateret igen, og aldrig før har Dommedagsurets visere stået så tæt på midnat - klokken er 90 sekunder i dommedag. 

Det skriver organisationen bag, Bulletin of the Atomic Scientists (BAS), i en pressemeddelelse.

 

For 76 år siden, i 1947, blev Dommedagsuret skabt for at kunne signalere til verdens befolkning, at menneskehedens udslettelse var mere eller mindre nær. På det tidspunkt stod viserne på 7 minutter i midnat. 

Hvert år siden er uret blevet opdateret af BAS, der blandt andre tæller 18 nobelpristagere, for at indikere hvor stor en eksistentiel trussel menneskeheden står overfor lige nu, og i år er urets visere altså rykket et tik tættere på midnat.

Urets klokkeslæt afspejler i år blandt andet Ruslands vedvarende invasion af Ukraine, klimakrisen og biologiske trusler såsom ukontrolleret spredning af COVID-19.

For at afgøre visernes placering mødes BAS’ videnskabs- og sikkerhedsbestyrelse, hvis medlemmer har baggrunde i diplomati, kernefysik, klimaforandringer og militærhistorie, hvert halve år for at diskutere de foranderlige trusler, som menneskeheden står overfor. 

De seneste tre år, i kølvandet på klimaforandringerne, cyberkrig og corona-pandemien, har klokken ifølge Dommedagsuret været 100 sekunder i menneskehedens udslettelse, hvilket vi også har skrevet om her på Videnskab.dk. Ifølge BAS var det altså det tætteste menneskeheden havde været på at udslette sig selv. 

Indtil nu.

»Vi lever i en tid med hidtil uset fare, og Dommedagsurets klokkeslæt afspejler den virkelighed,« fortalte Rachel Bronson, der er præsident og CEO for Bulletin of the Atomic Scientists, på et pressemøde den 24. januar.

Urets visere kan heldigvis godt stilles tilbage, hvis BAS vurderer, at menneskeheden ikke længere er i overhængende fare for udslettelse. Hvordan det kan gøres, har BAS’ præsident et bud på.

»USA’s regering, dens NATO-allierede og Ukraine har utallige kanaler til dialog; vi opfordrer ledere til at udforske dem alle for at skrue tiden tilbage,« sagde Rachel Bronson på pressemødet. 

aeh
 

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.