10 mest læste artikler: Det var Videnskab.dk's læsere optagede af i 2019
Vi kan afsløre, at hunde, 5G og klima er nogle af de emner, Videnskab.dks læsere har været allermest optagede af i 2019. Se top 10-listen her.
hunde mest læste artikler videnskab.dk

Videnskab.dks læsere er optaget af mange forskellige ting. Særligt klimaet og vores logrende følgessvende har været populære emner her på sitet. (Foto: Shutterstock)

Videnskab.dks læsere er optaget af mange forskellige ting. Særligt klimaet og vores logrende følgessvende har været populære emner her på sitet. (Foto: Shutterstock)

Mange emner har været på dagsordenen, som har sat bekymringer i hovedet på jer læsere i det forgangne år.

Her har videnskaben heldigvis kunnet komme til undsætning og punktere skrøner i snart taget alle udformninger.

Særligt om hunde. Hele to af årets ti største læserhits har nemlig omhandlet menneskets bedste ven.

Se eller gense historierne i vores top 10 over årets mest læste artikler herunder.

10. Frygten for 5G spreder sig på et uvidenskabeligt grundlag

En science-fiction-forfatter spredte i 2019 frygt blandt danskerne.

Næsten en kvart million af os så hans video om 5G på Facebook, hvor han advarede om degenerede fostre i gravide kvinders maver og kræft i alle os andre.

Om Videnskab.dk's læsere også frygtede det kommende 5G-netværk, som regeringen har planer om at rulle ud i det danske land i 2020, vides ikke, men I var i hvert fald vilde med denne her artikel om det.

Videnskabsjournalistikken kom om ikke andet til undsætning. For var der hold i forfatterens skrækscenario?

Svaret var nej fra flere af de forskere, vores journalist har talt med.  

Så bare rolig. Du skal ikke frygte det superhurtige internet og de mange, nye master, der følger med.

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

9. Har hunde godt af at spise vores madrester?

Men hvad så med vores små, behårede følgesvende? Gør vi klimaet og dem en tjeneste ved at servere vores madrester for dem?

Eller – ak og ve – skal vi være bange for at give lille Fifi ondt i maven af hakkebøffer og bolognese, vi ikke selv kan spise?

Nogle ting bør man bestemt afholde fra at give sin hund.

Hvad det er, ved Videnskab.dk heldigvis. Du kan se en liste nederst i vores artikel, som er den 9. mest læste i 2019.

8. Energi-professor: Drop solceller på dit tag

2019 var som bekendt et valgår, og mange politiske eksperter mener, at valget cementerede, at danskerne har hovedet fulde af klimabekymringer.

Det blev nemlig i 2019, at den stigende CO2-udledning for alvor kom på dagsordenen. Vi var blevet klimatosser.

Det må vi indrømme, at vi også er på Videnskab.dk. Vi har iværksat initiativet ’Red Verden’, hvor vi med hjælp fra læsere og forskere samler og spreder viden om, hvordan vi passer på vores stadigt varmere Jord.

Stort tema i gang


I en konstruktiv serie undersøger Videnskab.dk, hvordan mennesket kan redde verden, og hvordan vi hver især kan gøre en forskel hjemme fra sofaen.

Som en del af serien giver forskere gode råd, baseret på deres egen forskning.

Du kan få og give gode råd i vores Facebook-gruppe Red Verden.

Og det har I læsere været glade for.  

I artiklen om solceller har rigtig mange af jer læst om, hvordan vi – i vores godhjertede forsøg på at leve klimavenligt – ofte er til fals for husråd og skrøner, der kan have den modsatte effekt på udledningen, end vi havde tilsigtet.

For eksempel når det kommer til solceller.

7. Hvor meget bør du veje?

Vores BMI er koblet til vores dødsrisiko. Så op på vægten med dig, for at se om du er en af dem, der skal være bange for at lide en for tidlig død oven i juletidens overflod af andefedt, flæskesteg og tyk, brun sovs.

Eller måske ikke.

Der er nemlig en del debat om, hvad der overhovedet er den ideelle vægt. Blig klogere på, hvad der er op og ned, i vores 7.-mest læste artikel.

6. Er elbiler bedre for klimaet end benzin- og dieselbiler?

Apropos vores andet læserhit om solceller og de mange gode råd, der måske ikke er så gode endda, har flere af vores læsere stillet spørgsmålstegn ved, om elbilen nu faktisk er så god for klimaet, som den påstås at være.

Det enkle svar er et klart ja. Elbiler er bedre. Men ja'et er ikke helt uforbeholdent.

Ligesom solceller har elbiler nemlig også en del udfordringer, der kommer med den ellers umiddelbart så rene og fine indpakning.

5. Historikere: Nej, Rasmus Paludan er ikke nazist

Klimaet kom som nævnt på dagsordenen ved årets valg, men dét gjorde en mand i farverige jakkesæt, men med et knapt så farverigt menneskesyn også: den racismedømte advokat Rasmus Paludan og hans parti Stram Kurs.

Meget blev Paludan kaldt og sammenlignet med undervejs i valgkampen. Det var svært for medier og meningsdannere at finde ud af, hvordan man skulle beskrive den særegne politikere og hans kontroversielle udtalelser.

En ting, der kom til at fylde meget i den debat var, da Weekendavisens chefredaktør Martin Krasnik i en leder kaldte Paludan for nazist.  

Vi faktatjekkede hos en række historikere, om den påstand nu også holdt i videnskabens verden.

4. Blodmåne 21. januar 2019: Hvornår og hvorfor er der måneformørkelse?

I den helt klassiske ende af videnskabsjournalistikken har vi også et læserhit om måneformørkelsen i januar sidste år. Det var mange af jer læsere interesserede i at vide mere om.

I artiklen kan man læse om, hvad penumbraen og umbraen betyder for formørkelsens udseende, og hvordan astronauters guldvisirer på månen gjorde stjernekig til en ekstra smuk oplevelse. Og så får man et overblik over, hvornår det særegne og fascinerende naturfænomen kan opleves igen.

3. »Jeg forsker i overgreb mod børn, og dette tænkte jeg, da jeg så Leaving Neverland«

En af årets mest omtalte og foruroligende dokumentarer var ’Leaving Neverland’, der herhjemme blev vist på DR 1.

Her fortalte to unge mænd James Safechuck og Wade Robson om, hvordan popsangeren Michael Jackson igennem en årrække angiveligt havde misbrugt dem, mens de havde en nær relation til den omdiskuterede musiker som små børn.

I kommentaren, som var den tredjemest læste artikel udgivet her på Videnskab.dk, beskriver forensisk psykolog Nadia Wager, hvordan mennesket historisk, teoretisk og kulturelt forholder sig til overgreb mod børn, og hvordan relationen mellem den pædofile og barnet opstår.

Samt hvilken betydelig rolle, familien kan spille i den sammenhæng.

2. Hvor gammel er din hund egentlig i menneskeår? Det giver ny formel svaret på

Den der myte om, at 'et menneskeår er syv hundeår' holder ikke i retten. I hvert fald ikke ifølge et nyt studie.

I den næstmest læste artikel i år illustrerer en graf forholdet mellem vores egen og vores pelsede venners aldring ved hjælp af en lys labrador og den folkekære og Oscarvindende skuespiller Tom Hanks.

Mere er der vel ikke at sige, end at Videnskab.dk's læsere virkelig er hundemennesker!

1. Dansk HPV-skandale afblæst: Piger blev ikke syge af vaccinen

Den suverænt mest læste artikel på Videnskab.dk handler om den omdiskuterede HPV-vaccine.

Danske piger blev i 2014-15 vaccineret mod livmoderhalskræft. Sidenhen blev mange syge. Flere satte spørgsmålstegn ved, om de danske myndigheder havde slækket gevaldigt på kontrollen med vaccinen, selvom forskernes konklusioner vedblivende fortalte den modsatte historie.

Men en række forskere kan nu endegyldigt skyde bekymringen ned: Der er ingen sammenhæng mellem de symptomer, som en række piger oplevede for en håndfuld år tilbage, og HPV-vaccinen.

Og så nåede vi til vejs ende.

Om det er frygten for gratis vacciner, 5G eller en type som Rasmus Paludan, der holder læserne vågen om natten, kan vi ikke svare på.

Men på den anden side kan vi give jer et lille håb, som I kan varme jer på i de kolde, mørke nattetimer:

I er optagede af at passe på vores klode – og på jeres logrende kæledyr.

Dét er da altid noget.  

Tilbage er der kun at sige tak for et forrygende 2019!

LÆS OGSÅ: Årets mest læste artikel på Videnskab.dk er fake news

LÆS OGSÅ: Nature: Greta Thunberg er blandt videnskabens mest betydningsfulde personer i 2019

LÆS OGSÅ: Øjeblikket før katastrofen indtræffer: Se årets sjoveste dyrefotografier

LÆS OGSÅ: »Vi kigger på helvedes port«: 'Det umulige billede' blev årets videnskabelige gennembrud i 2019

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.