'Zombie'-gen gør elefanter kræftresistente
Elefanter har vækket et dødt gen til live for at bekæmpe kræft. Opdagelsen kan måske bruges i kampen mod kræft blandt mennesker.
kræft elefanter LIF6 gen resistens

Elefanter har udviklet en snedig måde til at undgå at få kræft på. Genetikken bag det kan måske bruges til at bekæmpe kræft blandt mennesker. (Foto: Shutterstock)

Elefanter har udviklet en metode til at undgå at få kræft.

De har vækket et dødt gen til live.

’Zombie’-genet, som forskerne bag opdagelsen kalder det, kan mærke, hvornår celler er ved at udvikle sig til kræftceller, og så får genet cellerne til at begå selvmord, inden de kan blive udgangspunktet for en kræftsygdom.

Opdagelsen er med til at forklare, hvorfor elefanter ikke udvikler kræft i det omfang, som man ellers skulle tro.

»Elefanter får slet ikke så meget kræft, som de på baggrund af deres størrelse burde. Jo flere celler et dyr har, jo større bør risikoen være. Nu har vi fundet en af forklaringerne på, hvordan elefanter bekæmper kræft, og det kan vi måske også bruge til at bekæmpe kræft blandt mennesker,« fortæller hovedmanden bag det nye studie, lektor Vincent Lynch fra University of Chicago, i en mail til Videnskab.dk.

Det nye studie er netop offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Cell Reports.

Historien kort
  • Elefanter vækker dødt gen til live for at blive resistente over for kræft.
  • Opdagelse kan måske bruges til at lave kræftmedicin til mennesker, selvom der kan gå mange år, før vi kommer dertil.
  • Alligevel kan vi lære meget af den måde, som naturen bekæmper kræft, siger dansk forsker.

Elefanter vækker dødt gen til live

Skal vi gå lidt dybere ned i detaljerne omkring det nye studie, så handler det om et gen, der hedder LIF6.

Alle pattedyr har LIF-genet, men kun Elefanter, søkøer og klippegrævlinger har LIF6-genet.

Elefanterne har desuden mange forskellige kopier af LIF-genet, som ellers er ganske ubrugeligt. Sådanne ubrugelige gener kaldes for ’døde gener’, men de store dyr har fundet en måde at vække LIF6-genet til live igen, så det kan sættes ind i kampen mod kræft. Deraf navnet ’zombie’-genet.

Zombie-genet fungerer på den måde, at det kan mærke, når cellernes DNA bliver beskadiget.

Skader på DNA’et kan lede til mutationer, som i sidste ende kan udvikle sig til kræft.

I stedet for at lade det ske, trænger zombie-genet ind i cellernes mitokondrier (cellernes kraftværker) og tømmer dem for indhold. Det leder til, at cellerne begår selvmord og dermed ikke kan udvikle sig til kræftceller.

»Risikoen for kræft blandt elefanter er cirka fem procent, men i forhold til antallet af celler i de store dyr, burde det være 100 gange større. Men elefanterne får ikke kræft, fordi det her gen gør dem helt og aldeles intolerante overfor skader på DNA’et,« siger Vincent Lynch.

Zombie-gen kan udvikles til kræftmedicin

Opdagelsen af elefanternes værn mod kræft kan også være interessant for mennesker.

For selvom mennesker ikke har LIF6-genet, kan metoden til at slå kræft ned måske alligevel udnyttes i os.

Det vurderer professor i onkologi, overlæge og forsker ved Syddansk Universitet og Odense Universitetshospital, Henrik Ditzel.

»Studiet giver noget ny viden om, hvordan andre dyr undgår kræft, og det kan vi måske bruge i behandling af mennesker ved at lave lægemidler, der udnytter de samme principper,« siger Henrik Ditzel, som ikke har noget med det nye studie at gøre.

Mere specifikt forestiller Henrik Ditzel sig, at man kan lave medicin, der ligner LIF6, og som bliver aktiveret og slår celler ihjel, hvis cellerne oplever skader på DNA’et og potentielt kan udvikle sig til kræftceller.

Her snakker vi dog om et potentiale, som ligger rigtig mange år ud i fremtiden.

»Desuden er det interessant at se den rolle, som mitokondrierne spiller. I de senere år har man fundet ud af, at de spiller en større rolle i udviklingen af kræft, end man tidligere troede. En del forskere, blandt andre nogle som vi arbejder sammen med, arbejder specifikt med at udvikle lægemidler, der rammer mitokondrierne i kræft – præcis ligesom det her gen gør,« fortæller Henrik Ditzel.

LIF-gen spiller ind i graviditeten hos mennesker

Foruden at beskytte elefanter mod kræft fungerer LIF-genet i alle dyr som en vigtig del af immunforsvaret og spiller også ind under selve etableringen af en graviditet.

Forskerne bag det nye studie arbejder med at forstå graviditet, og derfor faldt de over genet, der altså også har en helt anden rolle blandt elefanter.

Mus med LIF6 bliver kræftresistente

I forskningen har de amerikanske forskere undersøgt effekten af LIF6-genet i celler fra elefanter.

De har blandt andet undersøgt, hvad der sker, når de ødelægger genet.

Her så de, at cellerne blev modtagelige overfor kræftfremkaldende skader på DNA’et, præcis ligesom andre dyrs celler.

Efterfølgende fik de genet overført til mus, og da de tændte for det der, blev musene også kræftresistente.

Zombiegenets beskyttende effekt gjaldt altså ikke bare i elefanter, men også i andre dyr og potentielt set også i mennesker.

»Skader på DNA’et tænder for p53, der er et tumorsupressor-gen (undertrykker udviklingen af kræft), som ligeledes spiller ind i cellernes forsvar mod kræft – også i mennesker. P53 tænder derefter for LIF6-genet, der slår cellerne ihjel,« forklarer Vincent Lynch.

Forskerne vil nu i gang med at undersøge, hvordan LIF6-genet kan udnyttes til at bekæmpe kræft blandt mennesker.

Andre dyr er også kræftresistente

Elefanter er ikke de eneste dyr, som har udviklet metoder til at bekæmpe kræft.

Andre dyr, eksempelvis hvaler, flagermus og østafrikanske nøgenrotter, er også helt eller delvis kræftresistente, men de benytter andre strategier til at blive det.

Henrik Ditzel mener, at vi kan lære meget af naturen, når vi skal finde nye måder at bekæmpe kræft på.

»Mennesker har jo selv udviklet metoder til at reparere på DNA’et og undgå kræft, og det har andre organismer også. Her kan vi måske skele til de metoder, som naturen har udviklet, når vi skal få ideer til nye strategier mod sygdommen,« siger han.

Ugens Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.




Det sker