WHO's vaccineprogram kan redde mange flere liv
Men det kræver både bedre implementering og nye anbefalinger til, hvornår de forskellige vacciner bliver givet.
I Afrika er der 70 procent, der har fået mæslingevaccinen, før de blev et år. Efter et år har 80 procent af børnene fået tuberkulosevaccinen. (Foto: Valeriya Anufriyeva / Shutterstock.com)

I Afrika er der 70 procent, der har fået mæslingevaccinen, før de blev et år. Efter et år har 80 procent af børnene fået tuberkulosevaccinen. (Foto: Valeriya Anufriyeva / Shutterstock.com)

Tænk hvis man kunne redde én million børn om året med de vacciner, vi har nu – helt uden at bruge flere ressourcer.

Det lyder næsten for godt til at være sandt. Men vores forskning i det lille Vestafrikanske land Guinea-Bissau tyder på, at det er en reel mulighed.

Sådan evaluerer WHO sine programmer

Børnevaccinationsprogrammet er et af de mest succesfulde WHO-programmer og når ud til en stor andel af verdens børn; det forhindrer masser af sygdomsepisoder og vurderes at redde cirka 2,5 millioner fra at dø hvert år.

Det nuværende vaccinationsprogram i lavindkomstlande er sammensat, så børn vaccineres mod tuberkulose og polio ved fødslen, mod difteri, stivkrampe, kighoste (DTP-vaccinen) ved 6, 10 og 14 uger og mod mæslinger ved ni måneder.

Programmet evalueres ved, at man ser på dækningen af de forskellige vacciner, når barnet er 12 måneder – uden skelen til, hvornår og i hvilken rækkefølge vaccinerne blev givet.

Når WHO opgør, hvor mange børn, der er blevet reddet fra at dø af sygdomme, som man vaccinerer mod, sker det på baggrund af antallet af vaccinerede børn og byrden af vaccinesygdomme i ikke-vaccinerede børn.

For eksempel kunne et regnestykke lyde, at hvis mæslinger er skyld i 10 procent af dødsfald, vil indførelsen af mæslingevaccine til 90 procent af børnene medføre et fald i dødeligheden på 9 procent (90 procent af 10 procent).

Ved så at lægge antallet af forhindrede dødsfald af mæslinger til dem, man forhindrer af difteri, stivkrampe og kighoste, havner man på 2,5 millioner. Men dette tal er baseret på en masse antagelser, som, når man undersøger effekten ude i virkeligheden, ikke ser ud til at holde. 

Observationer fra virkeligheden

I virkelighedens verden er der få børn, der vaccineres som angivet. Tuberkulosevaccinen (BCG) og mæslingevaccinen er begge levende vacciner, hvor én vaccination typisk er nok til at beskytte hele livet (se mere i faktaboksen herunder).

Levende og døde vacciner

Vacciner kan enten være levende eller døde.

Levende vacciner består af en levende, svækket version af den sygdomsfremkaldende organisme – virus eller bakterie – man vil beskytte imod. Når den sprøjtes ind i kroppen, danner immunforsvaret antistoffer. Som regel er en enkelt vaccination nok til at beskytte hele livet.

En anden stor gruppe af vacciner er ikke-levende vacciner – også kaldet døde, inaktiverede eller dræbte vacciner. De består af død sygdom, for eksempel kighoste og hepatitis. Døde organismer bliver suppleret af hjælpestoffer, så kroppen danner antistoffer.

Døde vacciner er ikke så gode til at stimulere immunsystemet som levende. Derfor skal de gives 3-4 gange for at opnå beskyttelse.

De kommer i henholdsvis 20 og 10-dosis glas, der skal bruges indenfor 6 timer.

Vaccinedonorer har fokus på, at man ikke spilder vacciner. Det betyder i mange lande, at et glas tuberkulosevaccine kun åbnes, hvis der er 10-12 børn, der skal vaccineres. Et glas mæslingevaccine åbnes først, hvis der er seks børn tilstede.

Vores studier viser, at der derfor er masser af 'missed opportunities': mødre bringer deres børn til sundhedscenteret, men deres børn får ikke de vacciner, de skulle have.

Når vi har interviewet mødrene, fortæller de for eksempel, at i gennemsnit går de 1,4 gange for at få en mæslingevaccine. Ofte bruger de altså tid og penge på transport kun for at sidde og vente på at få en vaccine, som så først åbnes en anden dag, når der er flere børn, der skal vaccineres.

Det er derfor forståeligt, hvis mange helt opgiver at få vaccinen.

Vacciner beskytter mod mere end én sygdom

Mæslingevaccinen gives som nævnt efter ni måneder. I Afrika er der 70 procent, der har fået mæslingevaccinen, før de blev et år.

Tuberkulosevaccinen skal gives ved fødslen, men også her måles dækningsgraden ved 12 måneders alderen, hvor 80 procent er børnene har fået den. Under får halvdelen får den dog først mindst 1 måned efter fødslen.

Og forsinkelserne og den lave dækning er et kæmpeproblem, fordi vaccinerne beskytter mod mere end bare tuberkulose og mæslingeudbrud. 

Vores forskning tyder nemlig på, at netop de levende vacciner – såsom tuberkulose- og mæslingevaccinen – har gavnlige uspecifikke effekter.

Det vil sige, at de begge to sænker dødeligheden af andre årsager end mæslinger/tuberkulose.

Vacciner hjælper bredt

Når man vaccinerer et barn, udsætter man barnet for en levende svækket eller dræbt sygdomsorganisme. Derved opnås immunitet – barnet bliver i stand til at bekæmpe den rigtige sygdomsorganisme, hvis det efterfølgende møder den.

Men mere og mere forskning viser (se f.eks. her, her og her), at dette er kun en del af vacciners effekt: Vaccinerne ser ud til at påvirke barnets generelle modstand mod andre sygdomme. Disse effekter kaldes uspecifikke effekter af vacciner.

I vores kliniske forsøg har tuberkulosevaccine ved fødslen sænket dødeligheden den første levemåned med over en tredjedel.

Da størstedelen af børnedødsfald finder sted indenfor den første levemåned, har det stor betydning, at halvdelen af alle børn ikke får tuberkulosevaccinen indenfor den første levemåned.

Der dør ca. 1,2 millioner børn i Afrika i løbet af den første levemåned hvert år. Hvis alle fik tuberkulosevaccinen ved fødslen, ville dette tal formentlig være (en del) lavere.

Mæslingevaccinen er også forbundet med en stor reduktion i dødeligheden. Så hvis vi kunne sikre, at alle børn blev mæslingevaccineret, ville det ikke bare sikre bedre mod mæslingeepidemier – det kunne også have en kraftig effekt på den samlede dødelighed.

WHO_review_vaccine_beskyttelse_afrika

Vaccineforskere er uenige om, hvorvidt vacciner beskytter mod mere end den sygdom, der specifikt vaccineres for. Derfor er der brug for flere studier, så WHO's programmer kan blive endnu bedre. (Foto: Shutterstock)

Rækkefølgen af vacciner er vigtig

Dertil kommer, at vores forskning også viser, at rækkefølgen af vacciner er vigtig (se her, her og her).

Det er den sidst-modtagne vaccine, der især præger, hvordan immunsystemet reagerer på en ny infektion.

Er den sidste vaccine en levende vaccine, er risikoen for at dø lavere. Er det en ikke-levende vaccine, har især pigerne højere dødelighed. Den nuværende anbefaling fra WHO er, at en 'vaccinationskontakt' – altså når barnet er i kontakt med sundhedssystemet – altid skal udnyttes til at give en manglende vaccine.

Men alt tyder på, at denne anbefaling er alt for unuanceret.

Vaccineforskere er uenige

Videnskab.dk har tidligere på måneden bragt en artikel om vacciners potentielle 'uspecifikke effekter' - effekter, der antages at føre til færre dødsfald ved sygdomme, der intet har med vaccinen at gøre. Men som måske også kan gøre folk mere modtagelige for andre ting.

Både WHO og andre vaccineforskere vil dog se tydeligere beviser og stærkere studier, før de er overbeviste om, at vacciner rent faktisk har uspecifikke effekter.

Den artikel – og de andre forskeres forbehold – kan du læse her.

WHO's program virker langt fra optimalt

Det nuværende WHO-vaccinationsprogram er baseret på modeller og antagelser. Måden, det evalueres på, tager ikke højde for timing og sekvens. Vores forskning, hvor vi har studeret vaccinationsprogrammets effekter 'ude i virkeligheden', har vist, at det slet ikke er optimalt.

Baseret på de tilgængelige data kunne vaccinerne formentlig hindre endnu flere dødsfald, end de aktuelt gør, hvis vi:

  1. Sikrede at de levende vacciner blev givet så tidligt som muligt og
  2. Sikrede at de døde vacciner altid blev efterfulgt af levende.

Foruden en bedre implementering af WHO's vaccinationsprogram kan mindre ændringer i vaccinationsprogrammet formentlig sænke dødeligheden endnu mere.

Baseret på de eksisterende data har en forsker ved Melbourne University skønnet, at man ved ikke at give DTP efter mæslingevaccinen og ved at indføje en ekstra dosis tuberkulosevaccine med den 3. dosis DTP kan hindre 1,1 millioner dødsfald årligt.

WHO's eget review ser behov for nye tests

En forudsætning for at ændre programmet er, at vi kan vise, at et andet program er bedre end det aktuelle. I 2016 blev et stort review af børnevacciners effekt på børnedødelighed udgivet.

Reviewet, som blev igangsat af WHO, havde undersøgt to levende vacciner, tuberkulose- og mæslingevaccinen, samt den døde DTP-vaccine.

Reviewet konkluderede, at både tuberkulose- og mæslingevaccinen tilsyneladende sænkede dødeligheden med mere, end der kunne forklares ud fra beskyttelse mod de to sygdomme, mens den døde DTP-vaccine lod til at være forbundet med højere dødelighed.

Reviewet viste også, at det var bedre at slutte med en levende vaccine. Alt i alt bekræftede reviewet vores fund. Forskerne anbefalede, at området blev undersøgt nærmere, og potentielt bedre vaccinationsprogrammer skulle testes kliniske forsøg.

Forskerzonen

Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.

Her beretter de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.

Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.

Nye anbefalinger redder måske færre liv

Imidlertid er der endnu ikke sket noget.

Vi venter altså stadig på de studier, som er nødvendige for at gøre vaccinations-programmet endnu bedre til at redde børneliv.

Alligevel er der allerede nu planlagt større ændringer i vaccinations-programmet, nemlig en introduktion af booster-doser af DTP (en fjerde dosis DTP efter mæslingevaccinen ved ni måneder) og udfasning af den levende orale polio vaccine.

Disse ændringer er planlagt uden forudgående kliniske forsøg, der tester, om ændringerne fører til, at flere børn overlever. Hvad værre er, alle eksisterende studier tyder faktisk på, at disse ændringer vil medføre øget dødelighed.

Dels fordi man udfaser en levende vaccine, men også fordi booster-doserne af DTP så bliver den sidst modtagne vaccine.

Vi har studier, der mere end antyder, at vi ved at implementere det nuværende WHO-program bedre kan redde flere børn. Men meget tyder også på, at det nuværende program ikke er det optimale program og for at gøre det bedst muligt, må vi forske mere i vaccinernes effekt på børnedødeligheden.

Det kræver store, dyre og tidskrævende studier. Et første skridt på vejen til at komme i gang med dem er at erkende, at der er meget omkring vaccinernes effekter, som vi endnu ikke ved. Og at det, vi ved, tyder på, at WHO-programmernes antagelser og modeller kan forbedres.

Hvis en ikke-levende vaccine mod difteri, stivkrampe og kighoste (DTP-vaccinen) gives sammen med eller efter en mæslingevaccine, er dødeligheden højere, end hvis man har fået mæslingevaccinen efter DTP. Dette tager WHO-anbefalingen ikke højde for endnu.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs mere om Goliath-frøen, som du kan se på billedet herunder.