Vinterdepression: Psykologsamtaler er bedre end lysterapi
Samtaler med en psykolog, som hjælper med at undgå triste tanker og dårligt selvværd, er bedre til at forebygge vinterdepression end lysterapi. Det er glædeligt, at psykologsamtaler har så god effekt, siger dansk forsker.

Omkring 10 procent af danskerne har symptomer på vinterdepression. Negative tanker om egen formåen er et af de tydelige symptomer. (Foto: <a href="http://www.shutterstock.com/pic-94972909.html&src=download_history" target="_blank">Shutterstock</a>)

Psykologterapi er markant mere effektiv til at forebygge vinterdepression end lysterapi, viser nyt amerikansk studie, hvis resultater er publiceret i det videnskabelige tidsskrift American Journal of Psychiatry.

177 personer med vinterdepression deltog i det nye studie. 88 gik i kognitiv terapi hos en psykolog, mens 89 fik lysterapi.

To vintre senere var næsten halvdelen (47 procent) af de vinterdeprimerede i lysterapigruppen igen ramt af vinterdepression. Det samme gjaldt kun 27 procent af dem, som fik såkaldt kognitiv adfærdsterapi (se faktaboks).

Fakta

Ida Hagemans råd til dig, der lider af vinterdepression:
Sørg for at være så meget som muligt ude, mens det er lyst fra august til og med marts måned.

Invester eventuelt i en lyslampe.

Opsøg en kognitiv terapeut, som kan lære dig redskaber til at tage vinterdepressionen i opløbet. Det er dog stadig en god idé at huske at få ekstra lys.

»Det er et stort og fint studie. Kognitiv adfærdsterapi er en god behandlingsform, som nu også viser sig at kunne forebygge vinterdepression. Det er meget glædeligt,« siger lektor på Københavns Universitet og klinikchef på Psykiatrisk Center København, Ida Hageman, der selv forsker i årsager til vinterdepression.

Terapi lærer folk at forebygge vinterdepression

At kognitiv terapi er mere effektiv end lysterapi hænger ifølge forskerne bag det nye studie sammen med flere ting:

  • For at lysterapi skal virke, skal behandlingen gentages hvert år.
     
  • I de mørke måneder skal man gå ud mindst 30 minutter om dagen, og man skal bruge sin lyslampe hver dag. Det kan virke uoverkommeligt og får måske nogen til at droppe behandlingen. Ligesom medicin stopper lysterapien med at virke, hvis man ikke tager den.
     
  • Kognitiv terapi lærer derimod den vinterdeprimerede at standse depressionen, før den for alvor får fat.

Ifølge Ida Hageman handler vinterdepression ofte om, at den ramte kan have lavt selvværd hele året, men det er først om vinteren, når lysmængden aftager, at det giver sig udslag i egentlige depressive symptomer.

Kognitiv terapi kan lære folk at forebygge vinterdepression. Mens lysterapi kun virker, når man bliver ved med at bruge det, har kognitiv terapi en forebyggende effekt. (Foto: <a>Shutterstock&lt;/a&gt;)

»Det kunne eksempelvis være, hvis man er blevet fyret eller har dumpet en eksamen. Så vil en person med tendens til både depression og vinterdepression kunne tænke noget i retning af: 'Det er klart jeg dumpede, typisk det skete for mig, den slags sker altid for mig, jeg er også bare dårligere end alle andre',« forklarer Ida Hageman.

Terapeuten vil sammen med personen afprøve de selvvurderinger og på den måde hjælpe vedkommende til at se alternative forklaringer og at det nok ikke helt passer med de meget negative grundideer, man har om sig selv.

Efterhånden bliver ens selvvurdering mere virkelighedstro. Næste vinter, når man begynder at få de negative tanker, som kan være starten på en vinterdepression, vil man selv være i stand til at korrigere tankemønsteret og standse den depressive spiral, før den starter.

Lysterapi lindrer vinterdepression hurtigere

Fakta

Kognitiv terapi
Kognitiv terapi er en terapiform, som tager udgangspunkt i patientens tanker om sig selv.

I samarbejde finder terapeuten og patienten frem til de negative tanker og tankemønstre og begynder at udforske og udfordre dem.

Vi har alle nogle idérammer i vores selvopfattelse, om hvem og hvordan vi er. Hos nogle mennesker er de rammer klart mere sortfarvede end hos andre. Det kan en god terapeut hjælpe med at lave om på.

Målet er at finde alternative måder at tænke om sig selv og sin egen værdi på.

Terapien tager typisk tre måneder med samtaler cirka hver uge.

Kilde: Netdoktor.dk, professor i psykiatri Poul Videbech

Ida Hageman mener ikke, at det nye studie bør betyde, at man dropper lysterapi, men at de to behandlingsformer sagtens kan eksistere side om side eller komplementere hinanden:

»Er man her og nu i en depressiv tilstand, så går det hurtigere med lysterapi. 14 dage så lindrer det vinterdepressionen. Og det er hurtigere end kognitiv terapi,« siger hun.

Den bedste kur mod vinterdepression kan derfor ifølge Ida Hageman være at kombinere de to typer behandling.

Lysterapi er lige så effektivt som antidepressiv medicin mod vinterdepression.
(Foto: <a>Shutterstock&lt;/a&gt;)

Lysterapien kan lindre vinterdepressionen, hvorefter man er i stand til at få noget ud af terapien og på den måde undgå at blive deprimeret næste vinter.

Lysterapi er lidt som medicin

Årsagen til, at en større andel af lysterapigruppen fik vinterdepression igen, er ifølge én af forskerne bag det nye studie, at lysterapi er en ret krævende behandling, som skal gentages hvert eneste år.

Lyset kan godt nok lindre de depressive symptomer på 14 dage, men for at effekten skal vare ved, er det nødvendigt at blive ved med at få ekstra lys hele vinteren hver eneste vinter.

»Lysterapi er en kortsigtet behandling ligesom blodtryksmedicin, som kræver, at du bliver ved med at tage behandlingen, for at den er effektiv. At følge lysterapi, samtidig med at man skal ud at gå 30-60 minutter hver dag i op til fire mørke måneder, kan være anstrengende,« siger professor på University of Vermont Kelly Rohan til Science Daily.

Lysterapi kan altså godt forebygge vinterdepression, det kræver bare en indsats hvert år.

»Som læge skal man gøre sin patient opmærksom på, at man hvert år skal sørge for at få så meget lys som muligt allerede fra august måned og i alle de mørke måneder – så man kan også forebygge med lys, hvis man bare starter i tide,« siger Ida Hageman.

Vinterdepression er en meget kompliceret lidelse

Omkring 10 procent af befolkningen i Danmark har symptomer på vinterdepression i de mørke måneder fra oktober til marts.

Har man vinterdepression, sover man mere typisk op til 12 timer i døgnet.

Øget appetit, ofte efter 'hurtige' kulhydrater, er også et symptom på vinterdepression. Man tager typisk nogle kilo på, som forsvinder igen til foråret. De fleste er i stand til at gå på arbejde, men slæber sig igennem dagene, som er præget af en følelse af tunghed og tristhed især over ens egen uformåen.

Lysterapi, hvor man sidder i kraftigt lys 30 minutter om dagen, lindrer vinterdepression lige så godt som antidepressiv medicin, viser tidligere forskning.

Øjnene spiller en vigtig rolle

Forskerne har endnu ikke kortlagt alle årsagerne til vinterdepression, men man ved, at lyset spiller en meget vigtig rolle.

I øjets nethinde sidder nemlig nogle særlige celler, som ubevidst opfanger lys og sender besked til celler i hjernen, som styrer humør og døgnrytme. Når man får mindre lys ind gennem øjnene, påvirker det formentlig også de celler i hjernen, hvilket kan være med til at starte vinterdepression. Læs også Vinterdepression starter måske i øjnene.

Samtidig spiller psykologiske faktorer selvfølgelig også en stor rolle. Har man hele året et lavt selvværd, kan det blive forstærket i de mørke måneder og udløse vinterdepression.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.