Videnskaben bekræfter 'mandeinfluenza' - og dog..
Kilde: 
16 december 2016

Når mænd rammes af sygdom, indebærer det ofte en del mere selvmedlidenhed og klynkeri, end hvis det sker for kvinder. Det er i hvert fald en udbredt opfattelse og har givet anledning til udtrykket 'man flu', altså mandeinfluenza. 

Men der kan faktisk være noget om snakken, skriver newscientist.com.  

Mange infektioner forårsager værre sygdom hos mænd end kvinder. Eksempelvis har mænd med tuberkulose halvanden gang større risiko for at dø end kvinder. Denne forskel er tidligere blevet tilskrevet forskelle i kønnenes immunforsvar. 

LÆS OGSÅ: Derfor skal du huske at spise, når du har influenza

Men en anden forklaring er, at nogle vira forårsager svagere symptomer hos kvinder end hos mænd, fordi det øger sandsynligheden for, at de spredes. Kvinder kan nemlig videregive infektioner til deres børn under graviditet, fødsel og amning, og der er altså en evolutionel fordel i at lade virussen være mere harmløs over for dem, konkluderer et nyt studie.

Forskerne bag det nye studie brugte matematiske modeller til at vise, at naturlig selektion teoretisk set burde favorisere patogener - sygdomsfremkaldende organismer - der gør kvinder mindst syge, så længe at de kan overføres fra mor til barn.

Dette vil dog kræve, at virussen kan opfatte, om den er i en mande- eller kvindekrop. Forskerne bag det nye studie ved endnu ikke, hvordan dette foregår, men det er ikke umuligt. Der er eksempelvis mange hormonelle forskelle blandt kønnene.  

LÆS OGSÅ: Kvinder og mænd skal have forskellige medicindoser

Når det kommer til lige præcis influenza eller forkølelse, mangler mændene dog stadig en videnskabelig undskyldning for deres klynkeri.

Ifølge Vincent Jansen, som er professor i matematisk biologi ved Royal Holloway University of London og medforfatter på studiet, er influenzavirus næppe underlagt samme selektionspres, da overførslen fra mor til barn ikke er en vigtig vej for virussen. 

»For mig at se er mandeinflunza en undskyldning for mænd for ikke at gå på arbejde,« siger han til newscientist.com.  

Det nye studie er udgivet i tidsskriftet Nature Communications. 

LÆS OGSÅ: Ti myter om influenza og forkølelse

LÆS OGSÅ: Hvad gør mest ondt: en fødsel eller et hårdt spark i skridtet?

lsd

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.