Den gamle, autoritære læge eller sygeplejerske, der med en løftet pegefinger fortæller patienterne, hvordan de skal opføre sig, forsvinder i disse år gradvist fra det danske sundhedsvæsen.

Kritiske forskere har de seneste 30 år fortalt os, at sundhedsvæsenet ikke bør bruge sin magt til at kontrollere patienterne og trække deres vestlige, medicinske sandheder ned over hovedet på dem.

Men hvad sker der egentlig, når læger og sygeplejersker begynder at lytte til kritikerne og prøver at skabe et sundhedsvæsen, hvor patientens ønsker er i centrum?

Svaret er overraskende nok, at nogle af patienterne bruger deres nyvundne magt til at bede om at få det gamle sundhedsvæsens strenge formaninger tilbage.

Patienter vil have den strenge læge tilbage

Forestillingen om, at patientens ønsker skal være i centrum, har i dag vundet indpas mange steder i det danske sundhedsvæsen, men i et netop afsluttet forskningsprojekt finansieret af Det Frie Forskningsråd har forskerne taget udgangspunkt i feltarbejdet på afdelinger, hvor man allerede i begyndelsen af det nye årtusinde indførte forebyggelsesforløb med udgangspunkt i patientønskerne.

Det er adjunkt fra Institut for Sygepleje ved Professionshøjskolen Metropol Kathrine Pii, der gennem nøje observation af livet på de to afdelinger nu kan give os et indblik i, hvad fremtiden i det patientcentrerede sundhedsvæsen kan bringe.

»Man kan karikeret sige, at den her nye tankegang om, at patienten skal være i centrum, fungerer sådan, at patienterne kommer med deres problem og spørger, hvad de skal gøre, og så svarer sygeplejersken: 'Hvad synes du selv?'« fortæller Kathrine Pii.

Men ikke alle patienter lader altså til at efterspørge det frie valg, som den patientcentrede tilgang giver.

»Overraskende nok kunne jeg se, at nogle af patienterne faktisk bruger deres frie valg til at bede om en sygeplejerske, der træffer valgene for dem. En, der fortæller dem, hvad der er rigtigt og forkert, og hvad de skal gøre. Nogle af dem efterspørger endda, at sygeplejersken giver dem dårlig samvittighed for at motivere dem til at ændre deres livsstil.«

Mere ansvar til patienter

Sundhedsvæsenets nye fokus på patienten giver ifølge forskerne en kamp om ansvaret mellem patienter og sundhedsvæsen.

»Med mange livsstilssygdomme er det et enormt komplekst spørgsmål, hvad der præcis vil hjælpe. Det giver ikke sig selv, hvad virkningen vil være, hvis en patient reducerer sit indtag af fedt,« forklarer lektor Kaspar Villadsen fra Institut for ledelse, politik og filosofi på CBS, der sammen med Kathrine Pii har stået for den teoretiske del af projektet.

»Derfor kan man sige, at der foregår en kamp om, hvem der skal have ansvaret for kompleksiteten. Lægevidenskaben vil ikke længere love, at et behandlingsforløb vil virke på en særlig måde, men omvendt accepterer mange patienter heller ikke, at de nu selv skal tage hånd om deres sygdom, så derfor bruger de deres nye frihed til at forsøge at spille magten tilbage til sundhedsvæsenet.«

Ifølge Kathrine Pii er det forskelligt, hvordan sygeplejerskerne reagerer på patienternes modvilje mod at påtage sig magten over deres eget sygdomsforløb.

»Nogle sygeplejersker siger, at de ikke kan træffe valg for patienten, fordi patienten så fralægger sig ansvaret, og det virker ikke på den lange bane. Man stopper ikke med at ryge på grund af løftede pegefingre – det skal komme som et ønske indefra. Andre igen vil gerne tage den gamle rolle på sig og fortælle patienterne, hvad der er rigtigt og forkert.«

Sygeplejerskerne er splittet mellem modsatrettede krav

Men Kathrine Pii og Kaspar Villadsen afviser dog, at den patientcentrerede tankegang bare er et udtryk for, at sundhedsvæsenet har skubbet det ubehagelige ansvar over på patienterne.

»Sygeplejersken sidder på mange måder med et kæmpestort ansvar for forløbets succes. Når det går galt, kan de ikke længere bare henvise til, at den medicinske behandling har fejlet. Nej, nu er det mere sygeplejerskens evne som menneske, som har fejlet, hvis forløbet ikke bliver en succes,« siger Kaspar Villadsen.

Samtidig forventes sygeplejerskerne ifølge Kathrine Pii at opfylde modsatrettede krav i sundhedsvæsenet.

»Der foregår en konstant forhandling af, hvad det egentlige formål med forebyggelsen er. På den ene side har vi den nye tilgang, hvor det er patientens ønsker, der skal styre forløbet. Men på den anden side er der også et konstant krav om at kunne dokumentere, at forløbet har virket, at det har effekt på bestemte målbare parametre,« siger Kathrine Pii.

»Mange af sygeplejerskerne er frustrerede over, at de på den ene side har det her ideal om, at patientens ønsker er i centrum, men samtidig vil de virkeligt gerne have, at patienten stopper med at ryge, og det er også på den slags parametre, at man måler forløbets succes. Men det er bare ikke altid, at et rygestop lige passer ind i patientens liv netop nu, og så støder de to hensyn sammen.«

Korrektion til automatisk kritik

Ifølge Kathrine Pii og Kaspar Villadsen har meget sundhedsforskning haft et meget negativt billede af sundhedsvæsenet som en magtfuld institution, der på den ene eller anden måde presser deres vestlige, medicinske idealer ned over hovedet på patienterne, uanset hvad de måtte ønske.

Kathrine Pii fortæller, at hun også selv gik ind til feltarbejdet med denne forestilling.

Men et af projektets vigtigste bidrag har netop været at nuancere dette billede.

»Siden 1970'erne har mange kritiske studier af sundhedsvæsenet, inspireret af Michel Foucault, kritiseret sundhedsvæsenet for at have erstattet den gamle form for magt, hvor man påbyder patienterne at gøre noget på en særlig måde, med en ny mere subtil form for magt, hvor man forsøger at kontrollere folk ved at opstille nogle særlige muligheder for dem, som alligevel får dem til at gøre, som man gerne vil have,« forklarer Kaspar Villadsen.

»Men vi mener, at billedet bliver mere nuanceret, når vi pludselig kan se, at folk udfordrer sundhedsvæsenets præmisser ved at bruge deres magt til at skubbe magten og ansvaret tilbage til sundhedsvæsenet.«