Vi ved endnu ikke, om ny 'lovende vaccine' forhindrer COVID-19
vaccine corona covid19 på vej forskning

Selvom der er nyheder om, at en vaccine virker på mennesker, er der flere, omfattende faser, vaccinen skal igennem, før den kan sættes i produktion. (Foto: Shutterstock)

Selvom der er nyheder om, at en vaccine virker på mennesker, er der flere, omfattende faser, vaccinen skal igennem, før den kan sættes i produktion. (Foto: Shutterstock)

Kilde: 
21 juli 2020

En coronavaccine udviklet ved Oxford University i England skaber overskrifter i landets aviser.

Testresultater fra 1.044 forsøgspersoner viser, at den engelske vaccine udløser en respons i immunsystemet hos 90 procent af deltagerne.

Samtidig er der ingen alvorlige bivirkninger, skriver DR.

Studiet er udgivet i Lancet.

Det er gode nyheder, men man kan godt vente lidt endnu med at poppe champagnen. For selvom forsøgspersonernes immunsystem reagerer på vaccinen, er det endnu ikke bevist, at de er beskyttet mod virussen.

»Vi er tættere på, men stadig langt fra målet,« siger Thomas Benfield, der er professor og overlæge på Hvidovre Hospital til DR.

En vaccine skal igennem flere stadier, før den kan sættes i produktion. Oxford-vaccinen har rundet fase 1, da den er testet på 1.000 frivillige, og fase 2, hvor der er testet for dosering, skriver DR.

Næste skridt er tredje og mest omfattende fase. Her skal vaccinen testes på 30.000 i USA, 5.000 i Brasilien og 2.000 i Sydafrika.

I nuværende stund er tre øvrige vacciner rundt omkring i verden i tredje fase. Der er 20 forsøg i fase 1 og 2, mens 140 andre er undervejs, ifølge DR.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.