Vi husker dårligere, når vi tager billeder
Når du finder kameraet frem og tager et billede, husker du dårligere, end hvis du bare lænede dig tilbage og nød øjeblikket, viser ny forskning.

Du husker ting dårligere, når du tager billeder af dem, viser ny forskning. (Foto: Shutterstock)

Hvis du gerne vil huske din onkels bryllup, den fede koncert du skal til eller skiferien med vennerne, skal du overveje at lade være med at tage kameraet med eller tage mobilen op af lommen for at forevige begivenhederne.

Når man knipser løs med kameraet, husker man nemlig det, man fotograferer, dårligere, end hvis man bare kiggede på det.

Det viser ny amerikansk forskning fra Department of Psychology på Fairfield University, som er publiceret i tidsskriftet Psychological Science.

Hvor meget kan du huske på et museum

Forskeren Linda A. Henkel har sendt en gruppe på en guidet tur rundt på et museum og bedt deltagerne om at fotografere nogle af tingene, mens de bare skulle kigge på andre. Herefter har hun testet, hvor gode deltagerne var til at huske de ting, de havde set, både igennem og uden om kameraets linse.

Resultaterne viser, at fotografering har en negativ effekt på, hvor godt vi kan huske det, vi tager billeder af. Deltagerne kunne både huske færre af de ting, de havde fotograferet, og samtidig også færre detaljer om hver enkelt ting, end hvis de bare havde kigget på dem.

Hvis deltagerne i stedet zoomede ind og fotograferede et udvalgt område af en ting på museet, kunne de dog efterfølgende huske lige så mange forskellige ting og lige så detaljeret, som hvis de havde kigget på tingene uden at tage et billede. Desuden kunne de også i lige så høj grad genkalde sig omgivelser omkring det, de havde zoomet ind på.

Man er ikke opmærksom, når man tager billeder

Ifølge forskeren understreger resultaterne forskellen mellem vores egen hukommelse og kameraets hukommelse – hvis vi bare tager billeder af ting, husker vi dem dårligere, end hvis vi koncentrerer os om dem. De kognitive processer, som et fokus på at udvælge et område at zoome ind på sætter i gang, gør altså, at vi er lige så opmærksomme det, vi fotograferer, som hvis vi havde kigget på dem uden kamera.

Axel Larsen, der er professor og institutleder på Institut for Psykologi ved Københavns Universitet, mener, at forskerens resultater lyder fornuftige, fordi det, du husker, som regel vil være det, du er opmærksom på.

»Det vil du huske meget bedre, end det du ikke er opmærksom på. Når du tager et snap shot, er du faktisk ikke lige så interesseret indholdet af billedet, som du er i belysning, skyggefald, om personer går ind foran kameraet, og at indholdet kommer så tydeligt frem som muligt. Du er mere opmærksom på, om du får et godt billede,« forklarer han.

Det kan også forklare, hvorfor man bedre kan huske det, man har taget billede af, når man bevidst zoomer ind på noget bestemt.

Motivationen er ikke særlig stor

En anden del af forklaringen kan være, at når man tager et billede, gør man måske ikke lige så meget ud af at huske det, der er på det.

»Motivationen og incitamentet for at huske det er ikke særlig stor, for du har jo billedet bagefter, som du kan kigge på,« forklarer Axel Larsen.

Fordi forskerens undersøgelse er foregået under meget kontrollerede forhold, hvor deltagerne har fået besked på, hvilke ting de skulle fotografere, vil hun ifølge The Telegraph nu undersøge, om man husker de ting, man fotograferer bedre, hvis man selv udvælger dem.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs mere om Goliath-frøen, som du kan se på billedet herunder.