Vand til den perfekte kop te skal varmes i en kedel, ifølge videnskaben
Bedste kop te varme i kedel eller mikroovnen

Kinesiske forskere har undersøgt sagen: Vand, som er opvarmet i mikrobølgeovnen, er bare ikke det samme, som når det varmes i kedlen. (Foto: Shutterstock)

Kinesiske forskere har undersøgt sagen: Vand, som er opvarmet i mikrobølgeovnen, er bare ikke det samme, som når det varmes i kedlen. (Foto: Shutterstock)

Kilde: 
06 august 2020

Brygges den bedste kop te med varmt vand fra mikrobølgeovnen eller en kedel?

I over en måned har britiske og amerikanske te-drikkere været i ’krig’ over, hvilken teknik der er den korrekte.

Konflikten blussede op, efter en amerikansk kvindes TikTok-guide til at lave varm te i mikrobølgeovnen gik viralt.  

Men nu har kinesiske forskere meldt sig i debatten med et studie, skriver CNN.

De bekræfter briterne i, at vand, der opvarmes i mikrobølgeovnen, ikke kan måle sig med vand kogt i en kedel.

Undersøgelsen er netop offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Advances from the American Institute of Physics.

Ifølge CNN viser forskernes undersøgelse, at mikrobølgeovne opvarmer væsker ujævnt. Det gør, at væsken øverst i beholderen er meget varmere end væsken i bunden.

Men når væsken opvarmes i en kedel på en kogeplade eller i en elkedel, bevæger varmen sig nedefra og op til toppen. Det betyder, at en køligere sektion af væsken således kan komme i kontakt med varmekilden i bunden af kedlen.

Denne form for varmetransport kaldes konvektion og resulterer i en mere ensartet temperatur i kedlen. Det sker ikke i en mikrobølgeovn, hvor varmekilden kommer fra alle sider.

vand til te varmet i kedel vs mikroovn

Vandet til venstre blev opvarmet i en mikrobølgeovn, mens vandet til højre viser temperaturprofilen, når det ledes af konvektion som i en elkedel. (Foto: Baoqing Zeng)

Men forskerne fra University of Electronic Science & Technology i Kina har måske en løsning til dem, som bruger mikrobølgeovnen til at brygge te, skriver CNN.

Sølvbelægning til beholder med te

Den sølvbelagte kop hjælper med at opvarme væsker ensartet i mikrobølgeovne. (Foto: Baoqing Zeng)

De har designet en sølvbelægning, som skal sidde langs kanten på koppen eller beholderen, når den kommes i mikroovnen. Sølvet mindsker det elektriske felt øverst og skaber ifølge forskerne en mere ensartet temperatur i beholderen.

Ifølge CNN udtaler forskerne, at det er ganske sikkert.

Selvom de kinesiske forskeres undersøgelse viser, at det er bedre og mere simpelt at koge vandet i kedlen, har anden forskning vist, at mikrobølgeovne kan trække mere koffein ud af teen.

Så bliver det te fra kedlen eller den kontroversielle mikrobølgeovn, du drikker næste gang?

@jchelle36

Hot tea “this American girl” likes ##americanintheuk ##fyp @nichole.caroline

original sound - jchelle36

mhc

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.