Værsgo! Endnu en god undskyldning for at spise chokolade
Danske forskere står bag endnu et studie, som tyder på, at chokolade kan gavne vores helbred. Studiet indikerer, at chokolade kan forebygge hjerteflimmer.

Jep. Chokolade er lækkert. Og måske slet ikke så usundt som sit rygte. Går du op i dit helbred, bør du dog gå efter den mørke, bitre chokolade og styre udenom mælkechoklade og hvid chokolade, lyder rådet fra en ernæringsforsker. (Foto: Shutterstock) 

Jep. Chokolade er lækkert. Og måske slet ikke så usundt som sit rygte. Går du op i dit helbred, bør du dog gå efter den mørke, bitre chokolade og styre udenom mælkechoklade og hvid chokolade, lyder rådet fra en ernæringsforsker. (Foto: Shutterstock) 

Så er der godt nyt til chokoladeelskerne.

Et stort dansk studie tyder på, at det kan gavne vores hjerte at spise chokolade.

Det ser nemlig ud til, at chokolade måske kan forebygge hjerteflimmer – en udbredt lidelse, som får hjertet til at slå uregelmæssigt, og som øger risikoen for blodpropper, hjertestop og andre alvorlige hjertesygdomme.

»Din risiko for at få atrieflimmer (hjerteflimmer) ser ud til at falde, jo mere chokolade du indtager. I hvert fald op til en vis grænse,« siger Martin Berg Johansen, som er biostatistiker ved Aalborg Universitetshospital og en af forfatterne bag det nye studie.

Men du skal ikke foræde dig...

Om chokoladestudiet

Det nye studie undersøger hjerteflimmer (atrieflimmer) blandt 55.502 danske mænd og kvinder i alderen 50-64 år.

Alle forsøgsdeltagere er en del af befolkningsundersøgelsen ’Kost, Kræft og Helbred’.

Forsøgspersonerne svarede på en række spørgsmål om deres kost, da de blev en del af undersøgelsen i årene mellem 1993 og 1997.

Forskere fra universitetshospitalerne i Aalborg og Aarhus samt forskere fra USA og Canada har deltaget i studiet.

Kilder: Heart, Martin Berg Johansen

Det nye studie ligger sig i strømmen af en række studier, som tyder på, at det kan være gavnligt for helbredet at spise mørk chokolade. Ifølge ernæringsforsker Lone Brinkmann Sørensen er der bedst dokumentation for, at chokolade kan modvirke forhøjet blodtryk, men studier har også antydet, at mørk chokolade kan reducere risikoen for blodpropper og andre hjertesygdomme.

Lone Brinkmann Sørensen understreger dog, at det ikke er en undskyldning for ukritisk at fylde sig med chokoladebarer.

»Det er ikke ligegyldigt, hvilken type chokolade der er tale om. Det er den mørke chokolade, som ser ud til at have en gavnlig effekt på helbredet. Chokolade indeholder også fedt og sukker, så det skal selvfølgelig spises med måde. Ellers risikerer man at blive overvægtig,« siger Lone Brinkmann Sørensen, som er adjunkt ved Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet og ikke har været en del af den nye undersøgelse.

55.502 deltog i studiet

Det nye studie er et af de første, som undersøger sammenhængen mellem hjerteflimmer og indtag af chokolade.

Forskerne har i studiet udnyttet nogle ældre spørgeskemaer, hvor 55.502 danskere blandt andet har oplyst, hvor ofte de spiste chokolade. Herefter har forskerne tjekket i sundhedsregistre, hvorvidt forsøgspersonerne senere fik konstateret hjerteflimmer.

»Hvis du spiser chokolade 2-6 gange om ugen, og man sammenligner dig med en person, som stort set aldrig spiser chokolade, så viser vores beregninger, at din risiko for at få atrieflimmer er 20 procent reduceret i forhold til personen, som ikke spiser chokolade,« siger Martin Berg Johansen om resultatet af studiet.

Studiet er usikkert

Martin Berg Johansen understreger dog, at studiet har en række begrænsninger, og at det ikke er et endeligt bevis for, at chokolade virker forebyggende mod hjerteflimmer.

»Når man laver denne her type studie, er det en kæmpestor udfordring, at der kan være en hel masse andre faktorer end lige chokolade, som har betydning for, om man udvikler en sygdom som atrieflimmer. Det forsøger vi så godt som muligt at tage højde for i vores beregninger, men der er stadig en ret stor usikkerhed. Vi kan ikke sige med sikkerhed, at det er på grund af chokoladen, at folk får mindre hjerteflimmer. Vi kan kun sige, at der ser ud til at være en sammenhæng,« siger Martin Berg Johansen.

Ernæringsforsker Lone Brinkmann Sørensen påpeger, at en af usikkerhederne i studiet er, at forsøgsdeltagernes uddannelsesniveau kan spille ind på resultatet.

De forsøgspersoner, som spiser meget chokolade i studiet, har nemlig generelt en højere uddannelse end de øvrige forsøgspersoner.

»Det er almindeligt kendt, at folk med en højere uddannelse generelt spiser flere grøntsager og dyrker mere motion. Det forsøger de at tage højde for i studiet, men det giver stadig en usikkerhed,« siger Lone Brinkmann Sørensen.

Kakao og mørk chokolade indeholder stoffer, som kaldes flavenoider. Disse stoffer - som også findes i f.eks. frugt og grønt - ser ud til at gavne helbredet. (Foto: Shutterstock)

Forskere: Studiet er vigtigt

Mere om studiet

Blandt de 55.502 medvirkende i studiet fik 3.346 personer hjerteflimmer.

Baseret på forsøgspersonernes kost ved begyndelsen af studiet, har forskerne beregnet følgende:

  • Folk, som spiste 1 portion chokolade (28 gram) om ugen, havde 17 procent mindre risiko for hjerteflimmer sammenlignet med folk, som spiste chokolade mindre end 1 gang om måneden.
  • Folk, som spiste chokolade 2-6 gange om ugen havde 20 procent mindre risiko for at blive diagnosticeret med hjerteflimmer.
  • Hos folk, som spiste mere end 1 portion chokolade om dagen, så den gavnlige effekt af chokoladen ud til at begynde at aftage – denne gruppe havde cirka 16 procent mindre risiko for hjerteflimmer sammenlignet med folk, som spiste chokolade mindre end 1 gang om måneden.

Kilder: Heart, Martin Berg Johansen

På den positive side understreger Lone Brinkmann Sørensen, at studiet styrkes af at have mange forsøgsdeltagere, og at andre studier også tyder på, at chokolade kan have gavnlig effekt på helbredet.

I en kommentar til det nye studie, som er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Heart, skriver to amerikanske forskere også, at der er en række usikkerheder forbundet med det danske studie. Men de understreger alligevel, at studiet er vigtigt.

»Atrieflimmer er et voksende sundhedsproblem, som er svært at håndtere. Derfor er forebyggelse af atrieflimmer af høj prioritet inden for hjerte-kar-sundhed. Indtil nu har effektive forebyggende terapier vist sig at være usikre – eller ikke-eksisterende. Derfor er undersøgelser som den danske chokoladeundersøgelse vigtige, fordi vi skal identificere yderligere potentielle mål for forebyggelse af atrieflimmer,« skriver de to amerikanske forskere i det videnskabelige tidsskrift Heart.

Derfor kan chokolade være gavnligt

Det nye studie kan ikke sige noget om, hvorfor chokolade måske kan forebygge hjerteflimmer. Men ifølge Lone Brinkmann Sørensen er den generelle teori, at mørk chokolade kan have gavnlig effekt på helbredet fordi det indeholder en række stoffer, som kaldes flavonoider.

Flavonoider findes naturligt i kakao, mørk chokolade, grøn te, rødvin, grøntsager, frugter og nødder.

Tidligere studier har vist, at flavonoidernes gavnlige effekt på helbredet hænger sammen med, at stofferne kan modvirke betændelse i blodårene og dannelse af åreforkalkning. Selvom mørk chokolade generelt er kendt for at have et højere indhold af flavenoider end andre fødevarer, kan det imidlertid være svært at gennemskue, hvor stor en mængde flavenoider man får ud af et stykke mørk chokolade.

»Det står ikke angivet på pakken, hvor højt et indhold af flavenoider, chokoladen har. Studier viser, at der kan være stor forskel på det – også mellem forskellige mørke chokolader. Men det er flavenoiderne, som giver den bitre smag til chokoladen, så generelt plejer jeg at sige, at jo mere bittert, des mere sikker kan man være på, at der er de gode stoffer i chokoladen,« siger Lone Brinkmann Sørensen.

Hun understreger dog, at det »ikke giver nogen mening« at spise mørk, bitter chokolade alene for helbredets skyld.

»Man skal ikke spise det for at være sund, men fordi man kan lide det,« slutter Lone Brinkmann Sørensen.

 

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.