Om et par år kan du gå til lægen og få en indsprøjtning, der gør det nemt at holde op med at ryge. En vaccine mod rygning - eller rettere mod nikotin - er nemlig ved at være klar.
Det amerikanske biotek-firma Nabi Biopharmaceuticals er nået længst med de kliniske forsøg, og firmaet har netop indgået en aftale med medicinal-giganten Glaxo-SmithKline. En aftale, der kan være 500 millioner dollar værd.
»Vi ser frem til at dække af de største medicinske behov i vores tid med et effektivt værktøj til at hjælpe folk med at holde op med at ryge - og forblive røgfri resten af livet,« siger dr. Raafat Fahim, der er direktør for Nabi Biopharmaceuticals, i en pressemeddelelse.
Vaccinen er til eksamen
Vaccinen NicVAX sørger for, at man ikke længere har nogen fornøjelse ved at få nikotin i kroppen. Nikotinen kan nemlig slet ikke nå frem til hjernen, når vaccinen har haft sin virkning.
Hvis man modtager en månedlig indsprøjtning af vaccinen i et halvt års tid, burde der ikke være nogen nikotinafhængighed tilbage. Og så kan man starte på en frisk som ikke-ryger.
To studier er vel overstået, og de foreløbige resultater viser, at NicVAX kan hjælpe halvdelen af rygerne til at holde op med at ryge. Nu er et fase III-forsøg startet.
ANDRE FORSØG HAR FEJLET
Det er ikke nemt at udvikle en vaccine mod nikotin. En del biotek-firmaer har forsøgt, men mange har fejlet.
I oktober fejlede en vaccine fra schweiziske Cytos Biotechnology i et fase II-forsøg, for vaccinen NIC002 virkede simpelthen ikke så godt som forventet.
Et andet fase II-forsøg foretaget af firmaet Celtic Pharma, der hører hjemme på Bermuda, blev afsluttet tilbage i februar. Her blev en vaccine mod rygning testet på 522 forsøgspersoner, men efter forsøgets afslutning har der været bemærkelsesværdigt stille fra firmaet.
At vaccinen er kommet i tredje fase betyder, at den har bestået de to første prøver - to kliniske forsøg på mennesker. Nu skal den op til den afgørende eksamen, hvor vaccinen skal testes på cirka 1.000 rygere.
Resultaterne af dette fase III-forsøg ventes i efteråret 2011, og hvis alt går efter planen, kan vaccinen hurtigt komme på markedet derefter.
Svenskerne er også i gang
Nabi Biopharmaceuticals er ikke alene om at teste en nikotin-vaccine på mennesker. Også her i Skandinavien er et forsøg med en lignende vaccine i fuld gang.
Det svenske firma Independent Pharmaceutica, der blev oprettet som et spin-off fra Karolinska Institutet i Stockholm, tester vaccinen Niccine hos 355 rygere, og resultatet af dette fase II-forsøg ventes inden længe.
Immunsystemet klarer sagen
Når man ryger, bliver nikotinen hurtigt optaget i blodet. Da nikotin er et lille molekyle, er stoffet i stand til at trænge ind i hjernen ved at krydse blod-hjerne-barrieren.
En vaccine mod nikotin fungerer ved at aktivere kroppens immunsystem, så der dannes antistoffer, der binder sig til nikotinmolekylerne.
Når nikotinen har antistoffer på slæb, kan den ikke trænge ind i hjernen - kombinationen af nikotin og antistof er simpelthen for stor til at krydse blod-hjerne-barrieren. Når nikotinen bliver neutraliseret, får rygerne ikke noget sus ud af smøgerne, og afhængigheden forsvinder efterhånden.