UV-stråling dræber coronavirus på overflader, viser nyt amerikansk studie
UV-stråling corona

Er der sammenhæng mellem det ekstremt solrige vejr i foråret 2020 og det faldende smittetryk for COVID-19? Det er der ingen beviser for, siger forsker. (Foto: Shutterstock)

Er der sammenhæng mellem det ekstremt solrige vejr i foråret 2020 og det faldende smittetryk for COVID-19? Det er der ingen beviser for, siger forsker. (Foto: Shutterstock)

Kilde: 
04 juni 2020

Overlevelsestiden for coronavirus på overflader er ifølge Statens Serum Institut omkring 48 timer, som dog kan være længere afhængig af en række faktorer.

Det har Videnskab.dk skrevet om i artiklen Så længe overlever coronavirus i luften og på plast, metal og pap.

Nu har amerikanske forskere fra University of Nebraska for første gang påvist, at UV-stråling kan inaktivere coronavirus på overflader, skriver TV 2 VEJRET.

I det nye studie, som er publiceret i det videnskabelige tidsskrift The Journal of Infectious Diseases, har forskerne brugt den ultraviolette stråling af typen UVB.

Med laboratorieforsøg har forskerne påvist, at coronavirus overlevelse i spyt på blanke overflader reduceres betydeligt efter at være blevet udsat for simuleret sollys svarende til juni måned i middelhavsegnene.

Resultatet viser, at efter syv minutter er 90 procent af virus blevet inaktiv, men mindre mængder UVB-stråling kan også slå virus ihjel, skriver TV 2 VEJRET.

»Det ser ud, som om sollyset er i stand til at slå virus ihjel, når den ligger på en overflade, og jeg er ikke overrasket over, der er en sammenhæng. Jeg er bare bjergtaget over, at det skete så hurtigt og var så tydeligt, at det faktisk slog virus ihjel,« siger Jens Lundgreen, der er professor i infektionssygdomme på Rigshospitalet, til TV 2 VEJRET.

Jens Lundgreen har tidligere fremhævet studiet i en artikel på Videnskab.dk.

Det amerikanske forsøg åbner for muligheden for, at den seneste tids solrige vejr i Danmark med rekordhøje mængder UV-stråling i april kan have haft en betydning for det faldende smittetryk blandt danskerne.

Sammenhængen med UV-stråling og nedgangen af COVID-19-tilfælde kan dog ikke bevises, påpeger Joakim Juhl, der er adjunkt og matematikforsker ved Aalborg Universitet samt talsperson for den uafhængige researchgruppe CUVAK (Covid19 Analyse & Kommunikation), overfor TV 2 VEJRET.

»Hvis noget skulle have haft betydning for smittetrykket, er det mere oplagt, at vi i højere grad har opholdt os udenfor. Det kan ikke udelukkes, at den øgede mængde UV-stråling kan have givet et bidrag til denne positive effekt af, at vi opholder os udendørs i det solrige vejr. Men det er ikke noget, vi kan se i data«, siger Joakim Juhl til TV 2 VEJRET.

mhc

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.