Usund mad smadrer muligvis stamcellernes hukommelse
Dårlige kostvaner kan være skyld i, at kroppens stamceller ikke ved, hvad de skal udvikle sig til, og det kan muligvis lede til fedme og diabetes.
Usund kost påvirker stamcellernes hukommelse fedme overvægt

Kosten kan muligvis ændre på cellernes epigenetik (hvordan de kommer til udtryk), så de har svært ved at udvikle sig, som de skal. (Foto: Shutterstock)

Når kroppens stamceller (ikke-specialiserede celler - se boksen længere nede i artiklen) bliver udsat for forskellige stoffer i en usund kost, kan de efterfølgende ikke finde ud af at udvikle sig til sunde og raske fedtceller. Det viser et nyt dansk studie.

Problemet i den sammenhæng er, at når stamcellerne i fedtvævet ikke ved, hvordan de bliver til velfungerende fedtceller, der på en sund måde kan lagre det fedt, vi spiser, kan kroppen finde på at lagre fedt i leveren og i musklerne i stedet for.

Det er decideret farligt for organerne og kan være medvirkende årsag til udvikling af diabetes blandt overvægtige mennesker.

Opdagelsen giver en helt ny indsigt i, hvordan en usund kost ikke bare skader os lige nu og her, men også skader stamcellerne, der med tiden skal udvikle sig til de celler, som gerne skal holde os kørende resten af livet.

»Det er en ny forståelse af, hvordan miljømæssige faktorer, som eksempelvis kosten, kan ændre på stamcellernes hukommelse, så kosten har en effekt på helbredet senere i livet,« fortæller en af forskerne bag det nye studie, Romain Barrès, der er lektor ved Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research på Københavns Universitet. 

»Lever man sundt, kan man derfor langt hen ad vejen formentlig forebygge, at stamcellerne i fedtvævet udvikler sig på en usund måde.«

Romain Barrès fortæller også, at det på nuværende tidspunkt er svært at pege på, om dårligt fungerende stamceller leder til fedme eller omvendt, men mere om det senere i artiklen.

Det nye studie er for nylig offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift International Journal of Obesity.

Historien kort
  • Kosten kan indeholde stoffer, der muligvis får kroppens celler til at glemme, hvad de skal blive til.
  • Det kan lede til diabetes og fedme.
  • Der er håb for, at den nye opdagelse kan anvendes til at lave medicin, som modvirker fedme og diabetes.

Kan hjælpe med at bryde fedmens onde cirkel

Studiet har store implikationer for at forstå, hvorfor mennesker udvikler fedme.

Det vurderer Anders Lade Nielsen, der er professor ved Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet og ikke selv har medvirket i det nye studie.

Ifølge Anders Lade Nielsen peger studiet på, at der findes en cyklus for fedme, som det er svært at bryde ud af:

Fedme leder til usundt udviklede fedtceller, som promoverer mere fedme og diabetes.

Er man først fanget, kan det være svært at slippe ud af den onde cirkel.

Der er ifølge forskeren dog et håb for, at den nye viden kan være med til at bryde den.

»Hvis vi medicinsk eller på andre måder kan bryde den onde cirkel, kan vi måske genskabe fedtstamcellernes potentiale, og det kan gøre det lettere at tabe sig,« siger Anders Lade Nielsen. 

»Andre studier har peget på denne sammenhæng før, men man har ikke vidst, hvad der lå til grund for problemet med de dårligt udviklede fedtceller. Det gør man måske nu.«

Åbner for nye behandlinger af fedme og diabetes

Romain Barrès håber også, at hans nye opdagelse kan være med til at grundlægge nye strategier til behandling af diabetes og fedme.

Hvis ødelagt hukommelse i stamcellerne er medvirkende til, at en person udvikler fedme og diabetes, kan en genskabt hukommelse måske hjælpe til med at modvirke lidelserne.

Det åbner op for nye veje at tænke medicin og forebyggende behandlinger i.

»Målet på den lange bane er at kunne kontrollere stamcellernes hukommelse med medicin, så de udvikler sig til sunde og raske celler hver gang. Der er vi dog ikke kommet til endnu,« siger Romain Barrès.

Om stamceller

Stamceller er celler, der endnu ikke har udviklet sig til specifikke celler, som eksempelvis muskelceller, leverceller, hjerteceller eller fedtceller.

De indeholder dog opskrifterne til at blive til alle celletyper og skal blot have at vide, hvilken opskrift de skal læse.

At stamcellerne læser den rigtige opskrift og bliver til eksempelvis en funktionel fedtcelle bliver afgjort af epigenetikken, der styrer måde, som arvematerialet er foldet på, så kun de rigtige dele af den genetiske opskrift kan blive læst af cellen.

Når der til gengæld går ged i epigenetikken, kan cellen ikke læse den rigtige opskrift, og så udvikler cellerne sig ikke korrekt.

Overvægtige med diabetes har ødelagte stamceller

I forskningen har Romain Barrès med kollegaer undersøgt sammenhængen mellem fedme og udviklingen af dårligt fungerende fedtvæv, der leder til en usund fordeling af fedt i kroppen.

En usund fedtfordeling betyder, at kroppen ikke lagrer fedt i sunde og raske fedtceller, som den bør gøre i en velfungerende krop, men i stedet i muskelceller, leverceller eller andre steder i kroppen, hvor det ikke hører hjemme i for store mængder.

Ved at udtage stamceller fra fedtvævet omkring organerne blandt normalvægtige, overvægtige og overvægtige med diabetes har forskerne vist, at overvægtige mennesker med diabetes har problemer med at udvikle deres stamceller til velfungerende fedtceller.

Det har forskerne opdaget ved at dyrke forsøgspersonernes stamceller i laboratoriet og efterfølgende undersøgt, hvad de udvikler sig til.

Her kunne de se, at stamcellerne blandt normalvægtige og overvægtige udviklede sig til normale fedtceller, mens stamcellerne fra overvægtige med diabetes udviklede sig unormalt.

Det betyder med andre ord, at de unormalt udviklede fedtceller er dårligere til at håndtere omsætningen af fedt i kroppen.

»Vi ved, at overvægtige personer, der er gode til at lagre fedt i kroppen, i mindre grad er i risiko for at udvikle diabetes sammenlignet med overvægtige personer, der er dårlige til at lagre fedt i kroppen. Her finder vi, at skaden allerede kan være sket på stamcelleniveau,« forklarer Romain Barrès.

Stoffer i palmeolie og kød kan smadre stamcellerne

I forsøg på celler viser forskerne fra Københavns Universitet også, at TNF-alfa (et signalmolekyle, der sender beskeder rundt i kroppen) er involveret i inflammatoriske processer (betændelse i kroppen), samt at palmitinsyre fra palmeolie på kun 24 timer kan ændre på stamcellerne, så de efterfølgende ikke udvikler sig til sunde og normalt fungerende fedtceller.

Det sker, fordi stofferne ændrer på cellernes epigenetik.

Man kan sammenligne epigenetikken med en kogebog. Alle celler i kroppen har den samme kogebog, som gør, at de kan udvikle sig til alle tænkelige celler.

Det gør de dog ikke, fordi epigenetikken fortæller de enkelte celler, hvilke opskrifter i kogebogen de skal bruge for at udvikle sig til de celler, som de gerne skal blive til.

Stamceller i fedtvævet skal eksempelvis gerne blive til fedtceller, men palmitinsyre og TNF-alfa gør, at cellerne ikke læser kogebogen rigtigt, og så bliver stamcellerne ikke udviklet korrekt.

Forskernes resultater viser, at palmitinsyre og TNF-alfa kan ændre på cellernes hukommelse, så de opfører sig som stamcellerne blandt forsøgspersonerne, der var overvægtige og havde diabetes.

»Flere studier har tidligere peget på, at stamceller har en hukommelse, som gør, at det, som de bliver udsat for tidligere i livet, har en indflydelse på, hvordan de udvikler sig til blandt andet fedtceller senere hen. Ingen har dog før nu kunnet pege på, hvad der kan ændre på stamcellernes programmering, og hvor lang tid det tager,« siger Romain Barrès.

Vil finde mål for medicin

Romain Barrès fortsætter sammen med kollegaerne med at forske i, hvordan blandt andet kosten kan ændre på stamcellerens epigenetik.

Et af målene er blandt andet at lokalisere de præcise epigenetiske ændringer, som er skyld i, at stamcellerne ikke udvikler sig normalt.

Det vil give forskere og medicinalfirmaer nogle mål at rette medicin mod.

For det andet vil forskerne også gerne fastslå, om hønen eller ægget kommer først, når det gælder dysfunktionelle fedtceller, fedme og diabetes.

»Det er selvfølgelig svært at sige, om fedme og diabetes leder til forkert udvikling af stamcellerne, eller om dysfunktionelle celler leder til fedme og diabetes. Indtil videre har vi fundet sammenhængen, og den skal udforskes yderligere,« forklarer Romain Barrès.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.