Unik video: Hvert sekund folder RNA sig 10.000.000.000.000.000 gange i din krop
21 januar 2021

DNA's mindre kendte fætter RNA får nu fortjent en plads i rampelyset.

RNA-molekyler er konstant på arbejde i kroppens celler, hvor de bruges til at transportere genetisk information.

Forskere fra det amerikanske Northwestern University er lykkedes med at producere en video af, hvordan RNA-molekyler folder sig for at passe ind i celler og udføre specifikke opgaver derinde. 

Det skriver Northwestern University i en pressemeddelelse.

»RNA-sammenfoldninger er en dynamisk proces, der er en fundamental del af livet,« siger professor i biokemisk ingeniør-videnskab Julius B. Lucks, der ledte studiet, i pressemeddelelsen.

»Sammenfoldningerne sker i din krop mere end 10 billiarder gange i sekundet. Det sker hver eneste gang, et gen kommer til udtryk i en celle, men alligevel ved vi så lidt om det.«

Vi gentager lige på talform: Det var 10.000.000.000.000.000 foldninger hvert sekund.

Forskerne har brugt data fra eksperimenter med RNA-sammenfoldninger og brugte dem til at lave videoerne.

På den måde opdagede forskerne, at molekylerne ofte folder sig ud på overraskende måder – blandt andet ved pludselig at binde sig selv i en knude og med det samme selv bryde ud af den igen for så at nå sin endelige struktur.

Forskerne tror, at knudedannelsen er udviklet gennem millioner af år i alle levende organismer, hvor processen findes.

»Vi tror, RNA har udviklet sig til at kunne binde sig selv ud af knuder, for hvis knuderne opstår, så virker RNA'en ikke. Strukturen er så essentiel for livet, så den har været nødt til at finde en metode til at komme ud af knuden.«

Studiet og videoen er udgivet i Molecular Cell.

På det seneste er RNA blevet kendt fra Pfizer-BioNTech og Modernas coronavacciner. Du kan læse meget mere om RNA's rolle i den nye vaccineteknologi her: RNA-coronavacciner: Kan vi stole på dem?

 

tkt

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.