Trænede kvinder vipper tynde modeller af skønhedstronen
Kilde: 
26 januar 2018

Man kan være tynd på mange måder, og ikke alle måderne er lige sunde.

Alligevel har dét, at være tynd for enhver pris, længe været det herskende, kvindelige skønhedsideal.

Men det ser nu ud til at ændre sig.

Ifølge et nyt studie er de slanke kvinder ikke længere de mest attraktive, med mindre de også samtidig er tonede eller muskuløse, skriver forlaget Springer i en pressemeddelelse.

»Der er et skift i det tynde, kvindelige skønhedsideal hen mod ét, som nu også inkluderer fysisk god form via muskuløsitet, siger Frances Bozsik, som er professor ved Department of Psychology på University of Missouri-Kansas City, USA og er den ledende forsker bag studiet.

Måske kommer nyheden ikke bag på nogen, da der de seneste år har været en spirende tendens til at hylde ikke kun tynde, men i højere grad også trænede og tonede kvindekroppe på de sociale medier under hashtags som blandt andet #fitspiration på Instagram.

Men at bevægelsen rent faktisk kan være udtryk for et større skift i det moderne, kvindelige skønhedsideal, har Frances Bozsik og hendes hold nu skabt et videnskabeligt grundlag for.

Det gjorde de ved at se på bikini-billeder af vindere fra den amerikanske skønhedskonkurrence Miss USA, hvor deltagerne ikke kun bedømmes på deres udseende, men også ud fra hvor godt de passer ind i deres samtids skønhedsidealer.

Forskerne bad en gruppe af 78 kvindelige studerende om at bedømme beauty-vinderne ud fra hvor henholdsvis tynde, muskuløse og attraktive, de var.

En anden metode, forskerne benyttede sig af, var at bruge fotoredigering til at ‘fjerne’ alle tegn på muskler eller en tonet krop på billederne af en række af beauty-vinderne.

Derefter bad forskerne en anden gruppe af 64 kvindelige studerende om at sammenligne de redigerede kvinder med de mere optegnede og muskuløse kvinder på de originale billeder.

Resultaterne viste, at:

  • Der har været en stigende udvikling i muskuløse eller tonede kroppe at se blandt beauty-vinderne over de seneste 15 år.
  • Forsøgsdeltagerne bedømte de muskuløse beauty-vindere som værende mere attraktive end de 'almindeligt' tynde kvinder.

naa

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.