Tour de France-regel giver flere farlige styrt
Man har indført regler for at beskytte Tour de France-rytterne i feltet. Men reglerne har haft den modsatte effekt, viser et studie fra sidste år.

Egentlig skulle en ny regel beskytte Tour de France-rytterne, men en ny undersøgelse viser, at den gør lige det modsatte. (Foto: Colourbox)

Egentlig skulle en ny regel beskytte Tour de France-rytterne, men en ny undersøgelse viser, at den gør lige det modsatte. (Foto: Colourbox)

Det gode knock out i boksning, Formel 1-bilerne, der kører af banen og hestene, der vælter over forhindringerne i ridekonkurrencer. Der er intet som en god ulykkes drama, der kan fylde et sportspublikum med en blanding af forfærdelse og fascination.

Også i cykelløb dominerer de spektakulære styrt de store etapeløb. De intense afslutninger med over 100 ryttere, der cykler med topfart skulder ved skulder resulterer hvert år i adskillige dramatiske styrt. Således også årets udgave af Tour de France, hvor en række ryttere allerede er udgået efter en tur i asfalten.

Der er dog ingen, der ligefrem mistænker løbsarrangører for at spekulere i styrtenes dramatiske potentiale, men et amerikansk studie fra 2012 publiceret i Journal of Sports Economics viser, at en regelændring i 2005, der ellers skulle beskytte rytterne i de kaotiske afslutninger, faktisk har fået rytterne i de store etapeløb som Tour de France til løbe endnu større risici i de farlige etapeafslutninger med flere og større styrt til følge.

'Beskyttelse' har ført til flere styrt

I etapeløb køres der hver dag en etape, hvor den rytter, der gennemfører etapen på kortest tid, vinder den pågældende etape. Men løbet har også en samlet vinder, som er den rytter, der samlet set gennemfører hele løbet på kortest tid. 

Et styrt i de enkelte etapers risikofyldte sidste kilometer har således kunnet få store konsekvenser for de ryttere, der kæmper om den samlede sejr. Derfor har en regel traditionelt sikret, at ryttere, der er styrtet på den sidste kilometer i etapeløbene, ikke mister tid i løbets samlede stilling, selvom styrtet ellers har gjort, at rytteren først er kommet ind efter den gruppe ryttere, hvor han var placeret inden styrtet.

Men i 2005 udvidede den internationale cykelunion UCI denne såkaldte neutrale zone fra området fra 0-1 kilometer fra mål til hele området fra 0-3 kilometer. Regelændringen skulle give en yderligere beskyttelse til de ryttere, der kæmper om den samlede sejr i løbene, men ifølge Travis Lybbert, der er lektor ved University of California, har reglen tværtimod været med til at udsætte hele cykelfeltet for en større risiko:

»Vi ville gerne undersøge, om regelændringen mindskede eller øgede risikoen for styrt i det område, den berører. Derfor kiggede vi på antallet og omfanget af styrt i de berørte områder før og efter regelændringen i de store etapeløb Giro d'Italia, Tour de France og Vuelta a España,« fortæller Travis Lybbert til Videnskab.dk.

»Groft sagt blev antallet og omfanget af styrt i området fra 1-3 kilometer fordoblet, mens der ikke skete nogen signifikant ændring i området fra 0-1 kilometer og 3-5 kilometer, som jo hver især ikke var berørt af ændringerne, da 0-1 kilometerzonen hele tiden var underlagt reglen, mens området fra 3-5 kilometer aldrig har været omfattet af den.«

Det udelukker ifølge Travis Lybbert, at ændringerne bare skyldes, at rytterne tager generelt større risiko, fordi der for eksempel er flere penge på spil.

Sikring fører til større risikovillighed

Rytternes adfærd efter regelændringen er ifølge Travis Lybbert formodentlig et udtryk for det fænomen, man kalder »Peltzman-effekten«. Et studie af Sam Peltzman viste allerede i 1975, at folk havde en tendens til at tage større risici, når biler fik forskellige sikkerhedsforanstaltninger.

Pointen er, at for eksempel sikkerhedsudstyr i biler ikke øger sikkerheden, så meget som man skulle tro, fordi folk justerer deres adfærd og tager større risici, når de føler sig mere sikre.

Fænomenet kendes også fra sundhedsforskning, hvor folk med fri adgang til sundhedsvæsenet, for eksempel gennem en sundhedsforsikring, har en tendens til at tage større chancer i forhold til deres helbred for eksempel ved at ryge, og ifølge Travis Lybbert er det sandsynligt, at den samme effekt er på spil i deres studie. Den neutrale zone er simpelthen en slags forsikring, som nok ikke beskytter rytterne mod skader som følge af styrtene, men under alle omstændigheder mod et tidstab:

»Det er temmelig sikkert, at ændringen i antallet af styrt skyldes regelændringen, men det er sværere at bevise, at det skyldes, at rytterne tager større risici. Det er nemlig ikke noget, vi direkte måler på, men når vi kan se ændringer i mønstret med styrt, som klart kan knyttes til regelændringen, så kunne meget tyde på, at det stigende antal styrt skyldes, at folk nu er beskyttet bedre mod tidstab i den samlede stilling, og derfor har større risikovillighed.«

Cykelfeltet skaber en domino-effekt

Der er dog én ting, der adskiller sprintafslutningerne fra Peltzman-effekten i andre eksempler. Et cykelfelt fungerer nemlig ifølge Travis Lybbert som et spil domino:

Måske er det tanken om et eventuelt styrt i 3-5 kilometerzonen, der her trænger sig på? (Foto: Colourbox)

»Peltzman-effekten er normalt en individuel effekt, men i et cykelfelt har risikoen ikke kun indflydelse på den rytter, der tager større risici. Her kan den enkelte rytters risikovillighed få store konsekvenser for de andre ryttere i feltet, fordi rytterne kører så tæt med høj hastighed. Hvis en rytter vælter, vil det som regel lave en eller anden grad af domino-effekt. Jeg har forsket en del i Peltzman-effekten og kender til det meste af den forskning, der er lavet på området, og det synes at være et unikt karaktertræk for cykling.«

Ifølge Travis Lybbert er det netop domino-effekten, der gør, at selv få rytteres øgede risikovillighed kan få store effekter netop i cykling:

»Det er ikke sikkert, vi ville se en effekt, hvis ikke det var fordi, at cykelfeltets dynamik forstørrer effekten. Vi har altså på den ene side en domino-effekt, og på den anden side et våbenkapløb, hvor enkelteryttere vil tage stadig større risici, som respons på andre rytteres øgede risikovilje.«

Våbenkapløb i front kan afværges

Normalt er det de hold, der satser på at vinde de enkelte sprintetaper, der har størst incitament til tage store risici i etapeafslutningerne. Regelændringen har som udgangspunkt ikke den store betydning for sprinterne, fordi de som hovedregel kører for en sejr i de enkelte etaper. 

Regelændringen skal primært beskytte ryttere, der kæmper i løbets samlede stilling, der afgøres af den tid rytterne har brugt på at gennemføre samtlige etaper. Et styrt i etapernes finale kan nemlig gøre, at rytterne taber tid i den samlede stilling, fordi de så bruger længere tid på at gennemføre etapen end deres konkurrenter til den samlede sejr.

Det er netop den netop den effekt regelændringen skal give yderligere beskyttelse imod, og selvom sprinterholdene altså traditionelt tager de største risici i afslutningerne af etaperne, så har de ryttere, der satser på den samlede stilling ifølge Travis Lybbert også et vigtigt incitament til at løbe en øget risiko:

»Fordi rytterne i feltet er som domino-brikker, hvor en rytters styrt langt fremme i feltet kan påvirke ryttere længere nede i feltet, så kommer der hurtigt til at være et våbenkapløb i spidsen af feltet, hvor sprintholdene vil bringe deres sprintere frem til en sejr i etapen, og de hold, der satser på en samlet sejr, vil kæmpe om en plads forrest i feltet, fordi risikoen for styrt er mindre her.«

Samtidig er der ofte ryttere med interesse i den samlede stilling på sprinterholdene:

»Sprinterne har ikke som sådan fordel af regelændringen, fordi de jo så godt som aldrig har en interesse i det generelle klassement. Men det er der ofte andre ryttere på deres hold, der har. Mange af holdene har flere forskellige dagsordener. Så de på den ene side har en sprinter og på den anden side også har ryttere, som muligvis ikke kæmper om den samlede sejr i for eksempel Tour de France, men som har en stor interesse i at slutte godt i løbets samlede stilling.«

Løsningen er ifølge Travis Lybbert ikke at rykke den neutrale zone tilbage til 1 kilometer-mærket.

»Den amerikanske cykelrytter Tyler Hamilton foreslog inden regelændringen, at man neutraliserede tiden generelt, altså stoppede tiden, når man passerede 3 kilometermærket. Med den nuværende regelændring gælder neutraliseringen kun, hvis man styrter eller får en teknisk defekt. Man mister stadig tid, hvis der opstår et hul i feltet for eksempel, så det er endnu en grund til, at favoritterne til den samlede sejr holder sig forrest i feltet.«

Det ville Tyler Hamiltons forslag ændre på:

»Hvis man stoppede uret tre kilometer inden mål, så kunne sprinterholdene slå sig løs, og så kunne favoritterne holde sig helt ude af sprinternes kampe om en plads i fronten af feltet.«

For mange stjerner fordærver...

Regelændringen i 2005 skulle altså have gavnet de ryttere, der går efter en samlet sejr i etapeløbene. Den gruppe ryttere er på mange måder etapeløbenes absolutte stjerner, og den samlede sejr står som den mest prestigefulde gevinst for de deltagende hold.

Det får fra tid til anden hold til at spille på flere heste. Historien er fuld af hold med to stjerner, der begge gerne vil vinde Tour de France. Tænk bare på Bernards Hinault og Greg Lemond, Bjarne Riis og Jan Ulrich, og senest sidste års vinder Bradley Wiggins og årets storfavorit Chris Froome.

Stjerner tænker på egne ambitioner

I år er Bradley Wiggins ikke med i Tour de France, og selvom Chris Froome altså må undvære ham som prominent hjælper i år, så kan det måske vise sig at være en fordel.

Et studie publiceret i tidsskriftet Team Performance Management i 2012 peger nemlig på, at det nok betaler sig at have stærke kolleger, men at det til gengæld er kontraproduktivt at have et hold med flere stjerner:

»Vi har sammenlignet den bedste rytter på hvert hold med antallet af andre ryttere fra holdet i top 20, og det viser sig, at hvis du har en fantastisk stjerne på holdet, men også flere andre gode ryttere i top 20, så er det i gennemsnit ikke til nogen hjælp,« fortæller professor Joakim Prinz fra Universitetet i Duisburg-Essen til Videnskab.dk.

Han er en af forfatterne til studiet 'Team and Individual Performance in the Tour de France', og han mener, at det skyldes, at de absolute stjerner har en tendens til at tænke mere på deres egne ambitioner frem for at fokusere på holdets bedste:

»Der findes mange eksempler på det gennem cykelhistorien, og man kunne tydeligt se sidste år, hvordan dette års favorit Chris Froome havde meget svært ved ikke at køre sin egen chance. Det er simpelthen meget svært for en fantastisk rytter holde sig tilbage og bare arbejde for sin kaptajn.«

Hej! Vi vil gerne fortælle dig lidt om os selv

Nu hvor du er nået helt herned på vores hjemmeside, er det vist på tide, at vi introducerer os.

Vi hedder Videnskab.dk, kom til verden i 2008 og er siden vokset til at blive Danmarks største videnskabsmedie med 1 million brugere om måneden.

Vores uafhængige redaktion leverer dagligt gratis forskningsnyheder og andet prisvindende indhold, der med solidt afsæt i videnskabens verden forsøger at give dig aha-oplevelser og væbne dig mod misinformation.

Vores journalister fortæller historier om både kultur, astronomi, sundhed, klima, filosofi og al anden god videnskab indimellem - i form af artikler, podcasts, YouTube-videoer og indhold på sociale medier.

Vi stiller meget høje krav til, hvordan vi finder og laver vores historier. Vi har lavet et manifest med gode råd til at finde troværdig information, og vi modtog i 2021 en fornem pris for vores guide til god, kritisk videnskabsjournalistik.

Vores redaktion gør en dyd ud af at få uafhængige forskere til at bedømme betydningen af nye studier, og alle interviewede forskere citat- og faktatjekker vores artikler før publicering.

Hvis du går rundt og undrer dig over stort eller småt, vil vi elske at høre fra dig og forsøge at give dig svar med forskernes hjælp. Send bare dit spørgsmål til vores brevkasse Spørg Videnskaben.

Vi håber, at du vil følge med i forskningens forunderlige opdagelser her på Videnskab.dk.

Få et af vores gratis nyhedsbreve sendt til din indbakke. Du kan også følge os på sociale medier: Facebook, Twitter, Instagram, YouTube eller LinkedIn.

Med venlig hilsen

Videnskab.dk

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Danske corona-tal

Videnskab.dk går i dybden med den seneste corona-forskning. Læs vores artikler i temaet her.

Hver dag opdaterer vi også de seneste tal.

Dyk ned i grafer om udviklingen i antal smittede, indlagte og døde i Danmark og alle andre lande.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's videojournalister med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.