Tørstig inden sengetid? Det kan skyldes dit indre ur
Kilde: 
03 oktober 2016

Forskere har længe vidst, at mus drikker mere vand i de to timer inden sengetid.

Nu viser et nyt studie, at tørsten ikke skyldes fysiologiske grunde, som for eksempel dehydrering, men derimod det biologiske ur. Det skriver Sciencedaily.com.

Selvom forskningen blev foretaget i mus, kan den stadig have betydning for mennesker, skriver forskerne.

»Resultaterne kan muligvis bane vejen for medicin, som er i stand til at ramme de receptorer, som har betydning for de problemer, som mennesker oplever ved natarbejde eller jetlag,« siger en af studiets forfattere, Charles Borque, der er professor  ved afdelingen for neurologi på McGill University Health Centre i Montreal, Canada, til Sciencedaily.com.

Forskerholdet opdagede, at hvis de fjernede adgangen til vandet i de to timer inden sengetid, blev musene dehydrerede i slutningen af deres søvncyklus. 

At musene drikker vand, inden de skal sove, er altså forebyggende mod dehydrering senere, og det hjælper dyrene med at holde sig sunde.

Med den viden i bagagen gik forskerne i gang med at lede efter mekanismen bag.

De vidste, at hjernen har en sensor med en slags ‘tørst-neuroner,’ og de undrede sig over, om hjernens biologiske ur, der regulerer vores døgnrytme, var i stand til at kommunikere med tørstneuronerne.

Forskerne have også en mistanke om, at der var vasopressin, et signalstof som bliver produceret i området med det biologiske ur, som var ansvarlig for musenes tørst.

Ved hjælp af selvlysende celler kunne forskerne se, at musenes tørstneuroner ganske rigtig blev påvirket ved frigivelsen af vasopressin.

Forskernes resultater er netop udgivet i det anerkendte tidsskrift Nature.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.