To nye studier peger på, at corona stammer fra marked i Wuhan
wuhan marked dyr corona

Forskere mener nu efter to års spekulationer, at de kan fastslå, at pandemien stammer fra et marked i Wuhan-provinsen. (Foto: Shutterstock)

Forskere mener nu efter to års spekulationer, at de kan fastslå, at pandemien stammer fra et marked i Wuhan-provinsen. (Foto: Shutterstock)

28 februar 2022

Forskere mener, at de har fundet beviser, der med al sandsynlighed afgør, at pandemien, der har hærget hele verden i over to år, stammer fra et marked i Wuhan-provinsen i Kina.

Det viser i hvert fald to nye studier - den ene med en førsteforfatter fra University of Arizona og den anden med en førsteforfatter fra University of California San Diego. Danske Kristian G. Andersen, der er professor ved Scripps Research Institute, er medforfatter på begge studier.

Studierne er dog ikke peer-reviewed. Det vil sige, at de ikke er blevet blåstemplet af uvildige forskere endnu.

Det skriver The New York Times.

Forskerne har ved hjælp af data om virusgenerne, forskellige kort over markedets boder og data om de tidlige coronapatienters aktivitet på sociale medier i Wuhan konkluderet, at coronavirussen var til stede blandt levende pattedyr, der blev solgt på Huanan Seafood Wholesale Market i slutningen af 2019.

De mener at have fundet beviser på, at virussen fra dyrene på markedet ved to tilfælde bevægede sig fra dyr til menneske og dermed fik kickstartet en pandemi, der til dags dato har medført seks millioner registrerede dødsfald verden over.

Årsagen til pandemien er i lang tid blevet diskuteret, men forskere har endnu ikke fundet de afgørende beviser. Der er både teorier om, at det stammer fra dyr på kinesiske markeder, men også at det stammer fra en lækage fra et laboratorie.

Men ifølge en af forskerne bag de to studier Michael Worobey, der er professor i evolutionsbiologi på University of Arizona, er der knap nok nogen tvivl tilbage efter de nye beviser.

»Når man ser på alle beviserne sammenlagt, kan man finde et ekstraordinært tydeligt billede af, at pandemien startede på Huanan-markedet,« siger Michael Worobey til The New York Times.

Forskerne kunne ud fra deres data blandt andet konkludere, at de første tilfælde af smitte med coronavirus var meget koncentreret omkring markedet, og ifølge forskerne er der meget stærkt statistisk bevis på, at det ikke er et tilfælde.

Forskerne kunne efterfølgende også konkludere, at mange af de steder i markedet, hvor man havde fundet spor fra corona, var centreret om de boder, hvor man solgte levende dyr.

Flere uvildige forskere har kigget på studierne og finder dem interessante. The New York Times har blandt andet talt med Thea Fischer, der er epidemiolog på Københavns Universitet, og som selv har undersøgt virussens oprindelse på rejser i Kina.

»Det er meget overbevisende. Spørgsmålet om, hvorvidt virussen kommer fra dyr, er nu blev fastslået med en meget høj grad af evidens og sikkerhed,« siger Thea Fischer til The New York Times.

Andre forskere er dog mere usikre på studierne og peger blandt andet på, at forskerne bag studierne ikke har identificeret et dyr, der gav virussen til et menneske. 

jso

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.