Tip til U21-landsholdet: Moderne topfodbold kræver en ny træningsform
Tempoet i løbet af fodboldkampene varierer mere, og det nye spillemønster kræver, at spillerne får mere individuel træning, viser ny forskning.
 Fodbold sportsvidenskab tempo muskelgrupper fysiologisk tilpasning ydeevne mavemuskler individuel højintensitet holdspil kamp kompetence restituering

Ifølge nyt studie bør elitefodboldspillernes fysiske træning tilpasses, så de er bedre rustede til at takle de hastige ændringer i tempoet i løbet af kampene. (Foto: Shutterstock)

Ifølge nyt studie bør elitefodboldspillernes fysiske træning tilpasses, så de er bedre rustede til at takle de hastige ændringer i tempoet i løbet af kampene. (Foto: Shutterstock)

I dag indeholder elitefodbold betydelig flere spurter og hastighedsændringer end for blot få år siden.

Derfor mener forskeren bag en ny ph.d.-afhandling, at der er behov for en ny træningsform.

Den nye spilleform slider nemlig på musklerne – og især imod slutningen af kampene.

»Fodboldspillernes fysiske træning bør tilpasses, så de er bedre rustede til at takle de hastige ændringer i tempoet,« fortæller Dan Fransson, som er forsker ved Institut for ernærings- og idrætsvidenskab ved Göteborgs Universitet.

»Restitueringen efter kampene varierer også meget mellem de forskellige spillere,« siger han.

Forskelligt behov for restituering

Dan Fransson har analyseret, hvor langt 473 fodboldspillere på det højeste niveau i Europa løber.

Han har også gransket reparationstiden, samt hvor udmattede de forskellige muskelgrupper bliver ved hjælp af en række styrkeprøver.

Resultaterne afslører, at alle spillerne var mere eller mindre udmattede efter intensive perioder. Spillerens position på banen havde også stor betydning for, hvor udmattede de var.

LÆS OGSÅ: Forskere konstaterer: Fodbold har ændret sig markant

Mavemusklerne skiller sig ud

Alle muskelgrupperne – med undtagelse af mavemusklerne – kommer sig inden for 24 timer efter en kamp, viser studiet. Mavemusklerne havde brug for helt op til dobbelt så lang tid.

Forskningen afslørede også store forskelle i de forskellige muskelgrupper i løbet af kampen.

Der er store individuelle forskelle på, hvor meget spillerne skal anstrenge sig i løbet af en kamp. Der er også stor forskel på, hvor lang tid de har brug for til at komme sig og restituere.

Dan Fransson mener, at trænerne i højere grad bør tage hensyn til disse individuelle forskelle, når de planlægger træningsoplæg og hviletid.

Individuel højintensitetstræning kan hjælpe til at sikre fysiologiske tilpasninger og større fysisk ydeevne blandt fodboldspillerne, skriver han i sin ph.d.-afhandling.

Flere dimensioner at tage hensyn til

Mathias Haugaasen, som er lektor ved Norges Idrætshøjskole, fortæller til forskning.no, Videnskab.dk’s norske søstersite, at fodboldspillerne har forskellige forudsætninger som følge af både biologisk arv og træningsbaggrund.

»I fodbold er der ligesom i andre holdspil flere dimensioner, der skal tages hensyn til. Det er et komplekst billede, og udfordringen ligger i at balancere det individuelle med holdspillet,« siger Matias Haugaasen.

Han fortæller, at man på topniveau er meget bevidst om, hvor meget de enkelte spillere løber, og at klubber med flere ressourcer har bedre forudsætninger for at være gode til at holde det for øje.

Især Europas topklubber har stor kompetence og mange redskaber, som bliver brugt til at tilpasse træningen til de forskellige spillere, siger Mathias Haugaasen.

Han fortæller, at der er sket meget i udviklingen på fodboldbanen i løbet af de seneste 20 år.

»Vi kan først og fremmest se det på tempoet, som er meget højere. Spillerne løber nogenlunde lige så langt, men en større andel sker med høj intensitet. På et tidspunkt vil det nok flade ud, men ikke lige med det samme,« slutter Mathias Haugaasen.

©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark.

LÆS OGSÅ: Professor: En fodboldkamp svarer til et halvmarathon

LÆS OGSÅ: Topforskere skaber bedre fodboldtræning

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.