Eksamenstid. Bøgerne hober sig op. Du er begravet i pensum. Du læser hele dagen. Men du er nervøs for, at du når at glemme det hele, før du skal til eksamen.
Det er der råd for: Forskning tyder på, at du kan blive bedre til at huske det, du læser, hvis du får pulsen op, efter at du har læst det.
»Vores forskning viser, at man kan forbedre sin hukommelse ved at dyrke sport, efter man har lært noget,« siger Gullén Fernandez fra Donders Institute, Radboud University Medical Center i Holland i en pressemeddelelse.
Læs også: Din hukommelse kan spå om din hjernes tilstand som gammel
Forsøgspersoner dyrkede intervaltræning
Gullén Fernandez har været med til at lave forsøg, som netop er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Current Biology.
I forsøgene blev 72 personer delt op i tre grupper. Alle grupper blev præsenteret for 90 billeder af bolde, der var placeret forskellige steder på en skærm.
De blev bedt om at huske, hvor på skærmene boldene var placeret.
- En af grupperne dyrkede 35 minutters intervaltræning, det vil sige, at de fik pulsen op, lige efter de havde set på billederne.
- En anden gruppe var ikke fysisk aktive efter, at de havde set billederne.
- Den sidste gruppe fik pulsen op ved at dyrke intervaltræning i 35 minutter fire timer efter, de havde set på billederne
Efter 48 timer testede forskerne, hvor gode forsøgsdeltagerne var til at huske, hvor på skærmen, boldene var placeret. Samtidig målte forskerne forsøgsdeltagernes hjerneaktivitet i en MR-skanner.
Træning fire timer efter havde bedst effekt
Det viste sig, at de, der havde fået pulsen op fire timer efter, at de havde set på billederne, var bedst til at huske, hvor boldene var placeret på skærmen.
Samtidig fandt forskerne, at aktivitetsmønstret i deres hippocampus var mere lig hinanden i de to hjernehalvdele, end det var tilfældet hos de to andre grupper, da de skulle genkalde billederne.
Læs også: Eftermiddagsluren styrker børns hukommelse
Hippocampus er et af de områder i hjernen, der er forbundet med hukommelse og med etableringen af vores langtidshukommelse.
Andre studier har også vist, at det har en gavnlig effekt på evnen til at huske noget, hvis man er fysisk aktiv, efter man har øvet sig på det, man skal huske.
Intervaller gavner motorisk hukommelse
I Danmark har forskere, deriblandt Jesper Lundbye-Jensen, der er lektor på København Universitets Institut for Idræt og Ernæring, for eksempel været med til at lave en række forsøg, som viser, at det styrker hukommelsen, hvis man får pulsen op ved at dyrke høj intensiv cykeltræning efter, at man har lært bestemte en ny færdighed.
»Vi har undersøgt effekter af fysisk aktivitet i forbindelse med færdighedsindlæring. Der har vi set positive effekter af fysisk aktivitet på den non-deklarative hukommelse. Det er den hukommelse, der blandt andet er i spil, når man skal huske motoriske færdigheder,« siger Jesper Lundbye-Jensen.
»Vi har set, at det har en positiv effekt på den non-deklarative hukommelse, når man er fysisk aktiv ved høj intensitet lige efter, at man har øvet sig på en færdighed,« fortsætter han.
Læs mere om Jesper Lundbye-Jensens forskning her: Intens træning booster indlæring
Forskere har testet forskellige hukommelser
I det nye, hollandske studie har forskerne testet den deklarative hukommelse. Det er den hukommelse, der giver os evnen til at genkalde fakta og episoder fra vores liv.
Mens den non-deklarative hukommelse gør os i stand til at genkalde følelser og kropslige reaktioner, er den deklarative hukommelse knyttet til konkret viden, som vi er bevidste om, for eksempel at London er Englands hovedstad, eller noget vi har oplevet.
Læs også: Fysisk træning styrker ældres hukommelse
I det hollandske studie viste resulaterne en positiv effekt af fysisk aktivitet fire timer efter, at forsøgspersonerne var blevet præsenteret for de billeder, de skulle huske.
»Det er et interessant fund, som bekræfter, at fysisk aktivitet efter indlæring har en positiv effekt på hukommelsen,« siger Jesper Lundbye-Jensen, som har læst de hollandske forskeres videnskabelige artikel.
Fundene er lidt modstridende
Når det er sagt, går hollændernes fund lidt imod det, han og kolleger tidligere har vist: I de danske forsøg havde intervaltræning kun en effekt på forsøgspersoners evne til at huske, når den bliver udført lige efter indlæringen - ikke når forsøgspersonerne først fik pulsen op flere timer efter indlæringen.
»Det står lidt i kontrast til de nye fund fra Holland. Forskerne foreslår, at det kan skyldes, at man her har set på en anden type hukommelse, nemlig den deklarative, mens vi har set på den non-deklarative,« siger Jesper Lundbye-Jensen.
»Vi kan dog endnu ikke sige, hvilke forskelle der er i de underliggende mekanismer i hjernen,« fortsætter han.
Under alle omstændigheder skader det ikke at få pulsen op, efter at man siddet foran bøgerne hele dagen. Tværtimod. Forskere har gentagne gange vist, at fysisk aktivitet har en positiv effekt på evnen til at lære og huske.
Fysisk aktivitet gavner både trivsel og indlæring, konkluderede Vidensråd for Forebyggelse for nyligt i en rapport, der samlede den forskning, der hidtil er lavet om effekterne af at sætte mere fysisk aktivitet på børn og unges skoleskemaer.