Svært at leve sundt, når man egentlig bare vil dø
Mød Tea Fürstling og Toke Zandersen som deltog i livsstilsinterventionen CHANGE, der skulle give overvægtige med skizofreni et sundere og længere liv.
CHANGE livsstil livet meningsløst kamp podcast skizofreni overvægtig

Hvis det er en kamp bare at overleve, virker det helt meningsløst af have fokus på at leve sundt. Lyt til podcast længere ned i artiklen og få et kig ind i en af CHANGE-deltagernes hverdag. (Foto: Shutterstock)

Et intensivt livsstilscoachingforløb til overvægtige med skizofreni havde ingen effekt på deltagernes sundhed og risiko for at udvikle hjertekarsygdomme, viser et dansk studie.

Tea Fürstling på 32 år var en af de 428 med diagnosen skizofreni, som deltog i forskningsprojektet. Hun kom i interventionsgruppen og blev gennem et helt år fulgt tæt af en livsstilscoach.

»På det tidspunkt lå mit BMI vel omkring 40. Jeg røg, og jeg dyrkede aldrig motion,« fortæller hun.

Da coachingforløbet CHANGE startede, havde Tea Fürstling næsten lige fået diagnosen skizofreni, og hun havde taget omkring 50 kilo på, efter hun var begyndt at tage antidepressiv medicin og antipsykotisk medicin. Hun var kommet til at veje omkring 125 kilo.

Det er umuligt at fokusere på livsstilsændringer, når man kæmper for at holde sig i live

Tea Fürstling

CHANGE livsstil livet meningsløst kamp podcast skizofreni overvægtig

Tea Fürstling valgte at melde sig til CHANGE-projektet i håb om at tabe sig og leve sundere. Første mål var at spise flere gange om dagen end en. (Privatfoto)

Derudover var hun blevet smidt ud af sin lejlighed, fordi hun havde mistet kontanthjælpen og derfor ikke kunne betale husleje. Hun boede hos en veninde, men var reelt hjemløs.

»Selv om min situation var meget svær, synes jeg, at CHANGE var rigtig godt. Følelsen af, at man selv gør noget aktivt for sin egen fremgang og sundhed, at man ikke bare ser passivt til og venter på, at noget medicin skal virke, var meget tilfredsstillende. Og så er jeg nok lidt konkurrencemenneske, så det her med, at man blev vejet jævnligt, var nok også en drivkraft for mig. Der gik lidt sport i det,« siger hun.

Lige da CHANGE sluttede, havde hun tabt sig 15 kilo og var holdt op med at ryge.

Følelsen af selv at gøre noget og af at være i en konkurrence med sig selv var med til at skabe forandringerne hos Tea Fürstling.

Det er vigtigt, at nogen engagerer sig i en

Tea Fürstling var faktisk lidt et succestilfælde i CHANGE. I gennemsnit havde livsstilsinterventionen nemlig ikke skabt nogen ændringer i deltagernes sundhed – heller ikke lige efter den sluttede.

Forskning finder løsninger

Mere og mere forskning går ud på at udvikle og teste tiltag, som skal løse samfundets problemer.

Interventionsforskning kaldes det.

Videnskab.dk sætter i en artikelrække fokus på den type forskning, der skal gavne velfærdssamfundet.

Følg med i temaet her.

Støtte fra Trygfonden har muliggjort temaet. Trygfonden har dog ikke indflydelse på, hvilken forskning vi skriver om, og hvordan artiklerne skrives. 

Læs mere om aftalen her.

Da hun var til tjek hos forskerne et år efter, CHANGE var slut, var hun begyndt at ryge igen og havde taget de 15 kilo på igen.

»For mig betød det meget, det her med at have en, som jeg ligesom skulle stå til regnskab for. Da det igen kun var mig selv, så forsvandt motivationen ligesom,« fortæller hun.

Ekstern Lektor på Roskilde Universitet og psykomotorisk terapeut Ane Moltke var med til at udvikle livsstilsindsatsen CHANGE og har skrevet sin ph.d.-afhandling om seks af CHANGE-deltagernes hverdagsliv og vaner. Hun fulgte de seks personer i et helt år for at få et indblik i deres hverdag, og meningen med deres vaner. Tea Fürstling var ikke en af de seks.

Ane Moltke fortæller, at Teas erfaringer ligger fuldstændig i tråd med de konklusioner, hun nåede frem til i sit ph.d.-projekt.

»De deltagere, jeg fulgte, var ofte glade for at have regelmæssig kontakt med coachen, selvom opfordringen til at lave livsstilsændringer i nogle tilfælde ramte helt ved siden af det, der i situationen var væsentlig for den enkelte. Og så sker der jo ikke så meget. Men det blev oplevet som betydningsfuldt, at nogle professionelle engagerede sig i deres hverdag, især når engagementet ramte ned i det, deltagerne selv brændte for,« siger hun.

Sund livsstil er meningsløs, når man vil dø

Tea Fürstling er egentlig ikke så overrasket over, at CHANGE i gennemsnit ikke virkede. Hverken lige efter indsatsen var slut eller et år efter, kunne forskerne i gennemsnit måle en forskel i deltagernes sundhed.

Om forskningsprojektet og deltagerne

Deltagerne i CHANGE var 428 meget forskellige mennesker med det til fælles, at de alle havde diagnosen skizofreni, og at de alle var overvægtige.

Nogle af deltagerne i forskningsprojektet boede på socialpsykiatrisk botilbud, andre havde egen lejlighed. Nogen havde job eller var i gang med uddannelse, men størstedelen var arbejdsløse eller på førtidspension.

En tredjedel af dem deltog i CHANGE og blev fulgt tæt af en livsstilscoach i et helt år. De lavede sammen med coachen mål og delmål for deres vej mod et længere og sundere liv. Samtidig blev de fulgt tættere af deres egen læge for at holde øje med og behandle eventuelle fysiske sygdomme tidligt.

En tredjedel blev bare fulgt tæt af lægen, men fik ingen livsstilscoaching.

Den sidste tredjedel var kontrolgruppe og fik ingen særlig indsats.

»Min situation var meget svær, da jeg kom med i projektet. Udover at jeg i princippet var hjemløs, havde jeg det virkelig dårligt psykisk. Alt var uoverkommeligt og uoverskueligt. Jeg kæmpede meget med selvmordstanker og selvmordsplaner. Når man har lyst til at dø i morgen, virker det fuldstændig meningsløst at tænke over, at man skal leve sundt,« understreger hun.

Hvis andres situation har været lige så håbløs, som hendes egen var dengang, så kan det måske være en del af forklaringen på CHANGEs manglende effekt, mener hun.

»Nogle gange, når jeg skulle skrive positiv dagbog, var det eneste, jeg kunne skrive, at jeg var lykkes med at komme ud på toilettet, da jeg skulle tisse. Det var det eneste positive, der var sket den dag. Det er umuligt at fokusere på livsstilsændringer, når man kæmper for at holde sig i live,« siger hun.

Ane Moltkes forskning viser, at det er afgørende at se på hele menneskets situation.

»Det jeg kalder menneskers livsmuligheder. Livsmuligheder handler om stort som småt. Angst for at gå ud, indskrænkede normer omkring psykisk sygdom, økonomi, selvmordstanker eller noget at stå op til. Livsstil og andre af hverdagens vaner er måder, mennesker tackler en hverdag, der ofte er vanskelig. At ryge cigaretter kan være det, der får hverdagen til at hænge sammen i særlige perioder og kan derfor være en meningsfuld vane,« forklarer hun.

kæderygning intervention skizofreni overvægt usund livsstil

Mennesker med alvorlige psykiske lidelser kan måske føle, at rygningen er det sidste stabile punkt i tilværelsen. (Foto: Shutterstock)

Når kæderygning opretholder livet

Som et eksempel nævner hun Bjarne, en af de seks hun fulgte. En ung mand i midten af 30’erne, som levede et tilbagetrukket liv på et socialpsykiatrisk bosted. Bjarne var overvægtig og kæderøg. Der var ingen retning og kontinuitet i hans hverdag. Han ville egentlig gerne leve sundere og være en del af samfundet.

Samtidig var Bjarnes liv og situation så fastlåst, at rygningen var noget af det eneste stabile i hans liv.

Lyt til Ane Moltkes beskrivelse af sit møde med Bjarne:

»Når der så kommer en livsstilscoach og siger: Nu ser vi på det med rygningen, så er det klart, det 'clasher',« siger Ane Moltke.

Hun mener, at man skal give sig bedre tid til at forstå det enkelte menneskes situation, og hvad der driver det menneske, og bruge den drivkraft til eventuelt at skabe de ændringer, der er brug for.

»Bjarne havde et meget stort ønske om at være en del af samfundet. Kunne man bruge den drivkraft til at sætte nogle ændringer i gang?« spørger hun og fortsætter:

»Jeg mener, vi er nødt til at fokusere på hele det enkelte menneskes situation og ikke enkelte vaner.«

Ændrede livsstil på egen hånd

Toke Zandersen på 30 år meldte sig lige som Tea Fürstling til at være med i CHANGE.

»Jeg var indlagt, da jeg så opslaget om, at de søgte deltagere til projektet. Jeg var rigtig ked af at have taget så meget på, da jeg begyndte på antipsykotisk medicin. Så det gav god mening at komme med i projektet,« fortæller han.

Via lodtrækning blev Toke Zandersen dog udvalgt til ikke at deltage i selve livsstilsinterventionen. Han var i en kontrolgruppe, som blev fulgt tættere for at holde øje med deltagernes fysiske sundhed.

»For at være helt ærlig, så synes jeg ikke, der skete så meget. Jeg fik taget nogle blodprøver og kom til samtaler. Det var ligesom det. Jeg var selv interesseret i at tabe mig og dyrke fysisk aktivitet,« fortæller han.

På trods af at han ikke fik nogen særlig hjælp til at ændre livsstil, gjorde han det faktisk alligevel på egen hånd.

»På den måde var CHANGE-projektet rigtig godt at komme med i, for det var ligesom en anledning til, at jeg kunne have fokus på at gøre noget godt for mig selv,« fortæller han.

livsstil intervention CHANGE overvægt skizofreni

Da Toke Zandersen kom med i CHANGE, havde han taget mere end 20 kilo på af den antipsykotiske medicin. Det var han rigtig ked af, og han ville gerne tabe sig. Så det gjorde han, selvom han faktisk ikke var med i selve livsstilsinterventionen. (Privatfoto)

Mens forskningsprojektet kørte, tabte Toke Zandersen sig 23 kilo og holdt op med at ryge. Og han har holdt rygestoppet og vægttabet også i dag, tre år efter CHANGE sluttede.

Det er interessant, mener Ane Moltke – ikke mindst set i lyset af den forskning, hun selv har lavet:

»Jeg har forsket i de ønsker, CHANGE-deltagerne selv havde til deres hverdag. Her lod jeg mig ikke begrænse af livsstilsmålene. Alle mennesker har ønsker og mål for deres liv. Selv om vi ikke altid sætter ord på det, kan de ligge som en underliggende intention. Det har jeg betegnet som hverdagslige bestræbelser. Social deltagelse var en stærk og karakteristisk bestræbelse, blandt de deltagere jeg fulgte. En anden var simpelthen at opretholde livet,« siger hun.  

Den enkeltes drivkraft kan skabe ændringer

I det hele taget er der efterhånden massivt videnskabeligt belæg for, at livsstilsindsatser som CHANGE ikke har nogen som helst effekt. Hverken når de gives til helt almindelige mennesker eller til folk med svære psykiske lidelser.

Hvorfor er det så svært at ændre usunde vaner? Og hvorfor lykkedes det i højere grad for Toke Zandersen end Tea Fürstling?

Det har Ane Moltke et bud på:

»Problemet med CHANGE var livsstilsperspektivet. Det, at fokusere på at ændre specifikke vaner, har min forskning vist, er ikke en hensigtsmæssig fremgangsmåde,« siger Ane Moltke og uddyber:

»Når formålet er at forlænge levetiden og livskvaliteten for mennesker, der er diagnosticeret med skizofreni, skal vi i stedet kigge på helhedsbilledet, det hele menneske. Der er behov for, at sundhedsmyndighederne tager sig tid til at forstå det enkelte menneske, og ikke mindst hvad der driver det enkelte menneske,« siger hun.

Denne type livsstilsintervention er død

Ane Moltke kalder sin ph.d. for grundforskning i hverdagslivet. Derfor mener hun ikke, at hendes forskning kan bruges som løsningsmodel, og hun er klar i mælet, når det handler om, hvad der ikke er løsningen for denne gruppe af mennesker:

»Livsstilsintervention på denne led er død. Sundhedsprojekter, som henvender sig til mennesker med en skizofrenidiagnose, skal fokusere på øgede livsmuligheder for disse mennesker. Vi er nødt til at forstå, at selv dårlige vaner kan være meningsfulde og –dannende. Derfor er det vigtigste at være undersøgende overfor, hvad disse mennesker selv lægger vægt på. For nogle kan det have betydning at gøre noget for den fysiske sundhed, for andre er det helt andre ting, der er i forgrunden,« afslutter Ane Moltke.

Toke Zandersen er i dag rask, men tager dog stadig medicin. Han har holdt sin optimale vægt og rygestoppet og er nu ved at uddanne sig til socialpædagog. I sit arbejde i socialpsykiatrien har han fokus på, at flere skal have adgang til tilbud om motion og bevægelse i hverdagen.

Tea Fürstling har gennem intensiv terapi og hårdt arbejde kæmpet sig videre i livet og har i dag ikke symptomer på skizofreni, og hun tager ikke medicin. Hun er netop blevet godkendt til flexjob og ser frem til at kunne komme ud og blive del af arbejdsmarkedet.