Syndromet blev ikke beskrevet af videnskaben før 2006: Hyperthymesia.
Bag navnet gemmer der sig en lille gruppe mennesker med ekstremt god selvbiografisk hukommelse.
Der er ikke tale om folk med fantastiske evner til sådan noget som hovedregning eller huskespil. I almindelige hukommelsestests er disse mennesker ofte helt normale. Men når det kommer til episoder fra deres eget liv, er sagen helt anderledes.
En person med hyperthymesia kan for eksempel huske, hvad han spiste til frokost onsdag den 21. januar 1998. Eller om det virkelig var ham eller dig, der tog opvasken efter julemiddagen i 1985.
Han eller hun kan også huske begivenheder, der var omtalt i nyhederne i de dage. I de tilfælde, hvor det har været muligt at tjekke erindringerne efter ved hjælp af nyhedsarkiver, er det blevet påvist, at superhuskerne er forbløffende præcise i deres genkaldelser.
En undersøgelse fra 2012 viste, at de hyperthymesia-ramte huskede korrekt i hele 97 procent af tilfældene. Når en af deltagerne i undersøgelsen blev spurgt, hvad der skete den 19. oktober 1987, svarede hun eksempelvis straks:
»Det var en mandag. Det var dagen for det store krak på aktiemarkedet, og cellisten Jacqueline du Pré døde den dag.«
Test for falske minder
Mennesker med hyperthymesia kan bedre huske, hvad der skete for et årti siden, end resten af os husker sidste måned. Derfor har forskere spekuleret på, om superhuskerne mon skaber minder på en anden måde end os andre.
Hvis det er tilfældet, kunne det jo være, at deres erindringer er mere pålidelige og mindre foranderlige end vores. Er superhuskere i så fald beskyttet mod falske minder?
Nu har Lawrence Patihis, Elizabeth Lofthus og deres kollegaer ved University of California undersøgt sagen. De har fået fat i 20 personer med hyperthymesia - 9 af disse var i forvejen kendt af videnskabsfolk, resten måtte man finde frem til med udfordrende hukommelsestests.
Både gruppen af superhuskere og en tilsvarende flok af 'almindelige' mennesker blev udsat for eksperimenter, hvor der var lagt op til, at falske erindringer let kunne dannes.
Resultaterne viste overraskende nok, at der var en ganske lille forskel mellem personer med superhukommelse og kontrolgruppen.
Minder bliver ikke gemt som et fotografi
Falske minder er erindringer om noget, der i virkeligheden ikke har fundet sted. Tidligere forskning har vist, at sådanne erindringer nemt kan forme sig hos de fleste.
Forestil dig for eksempel, at du har været vidne til en trafikulykke. Senere læser du i avisen, at en af chaufførerne blev dræbt. Når du på et senere tidspunkt skal genkalde dig oplevelsen i din hukommelse, kan du med stor sandsynlighed huske at have set en ubevægelig skikkelse i førersædet, selvom du i virkeligheden så bilen i en vinkel, der gjorde dette umuligt.
Minder om begivenheder kan nemt ændres - eksempelvis af anden information, vi får senere.
Årsagen til falske erindringer ligger sandsynligvis i den proces, hjernen bruger til at skabe og fremkalde minder. Den åbner for fejl.
Det fungerer ikke sådan, at hjernen tegner et fast minde, som vi senere kan hente - som et fotografi fra en kasse på loftet. I stedet er vores erindringer lidt 'bløde' og modellerbare i det.
Når vi genkalder minderne, rekonstruerer vi dem. I den proces kan minderne let ændres, og forandringerne kan lagres til senere anledninger.
Gemmer minder på samme måde
Nu viser den nye undersøgelse altså, at superhuskere er lige så modtagelige over for sådanne falske erindringer som en gruppe af mennesker med gennemsnitlig hukommelse i samme aldersgruppe.
I nogle tests havde de faktisk en større tendens til at skabe falske erindringer, end kontrolgruppen havde.
Det ser dermed ud til, at folk med ekstremt god selvbiografisk hukommelse bruger de samme lagringsprocesser som de fleste andre mennesker. Og det kan igen betyde, at vi alle er overladt til disse upålidelige, bløde minder.
»Vores resultater tyder på, at det kan være usandsynligt, at nogen overhovedet er immun over for falske minder,« slutter forskerne.
© forskning.no Oversættelse: Jonas Salomonsen