Sundhedsmyndigheder i USA: Giv baby peanuts, og forebyg allergi
Kilde: 
06 januar 2017

Giv dit barn masser af peanuts, lige fra det er spæd.

Sådan lyder det overraskende nye råd fra det amerikanske nationale institut for allergi og smitsomme sygdomme, skriver nytimes.com.

Anledningen til sundhedsmyndighedernes kovending ift. tidligere retningslinjer er, at flere studier har vist, at det bedste værn mod farlig peanutallergi er at blive eksponeret for peanuts fra en tidlig alder for dermed at tilvænne kroppen.

LÆS OGSÅ: Spis peanuts og undgå peanutallergi - få kat og undgå måske katteallergi

»Hvis vi kan udbrede denne praksis over de kommende år, så ville et overraske mig, hvis vi ikke så en dramatisk reduktion af forekomsten af peanutallergi,« siger institutchef dr. Anthony Fauci.

Inden du propper en håndfuld peanuts i munden på dit nyfødte barn, er det værd at få med, at du ikke må give dit barn hverken hele eller halve peanuts, da de risikerer at blive kvalt i dem.

LÆS OGSÅ: Barndom på landet beskytter mod astma og allergi

I stedet anbefaler de amerikanske sundhedsmyndigheder at drysse peanutpulver eller -ekstrakt i maden, allerede fra børnene er et halvt år gamle - eller endda tidligere, helt ned til fire måneder, hvis barnet har anlæg for allergier, og lægerne har godkendt planen.

Eksperterne anbefaler eksempelvis at røre et par teskeer blød peanutbutter sammen med varmt vand og give det tre gange om ugen.

LÆS OGSÅ: Æg og peanuts til spædbørn kan forhindre allergi

I USA lider to procent af alle børn af peanutallergi, som er ansvarlig for flere dødsfald end nogen anden type madallergi. Adskillige skoler opererer med forbud mod de populære peanutbutter og syltetøj-sandwicher.

Så sent som i 2000 lød anbefalingen fra amerikanske sundhedsmyndigheder, at man ikke skulle give peanuts til børn med høj risiko for at udvikle allergi indtil treårsalderen.

LÆS OGSÅ: Hvorfor får vi allergi?

LÆS OGSÅ: Allergi: Immunforsvaret skal lære at tage en slapper

jo

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.