Sukkersyge skal kureres med piller

Fedmeoperationer, der trods navnet intet har at gøre med plastikkirurgiens fedtsugning, kan resultere i et vægttab på 40-50 kg efter seks måneder.

Men indgrebet ændrer også på mavetarmens hormonsignaler og kurerer på den måde diabetes 2 på få dage.

Derfor er forskere fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet i færd med at gøre fedmeoperationen kunsten efter på pilleform.

Flere end 240.000 danskere lider med diabetes 2 og det er et tal, som forventes at stige til op mod 500.000 over de næste 10-15 år.

Eftersom behandlingen allerede nu udgør næsten 10 % af de samlede sundhedsudgifter, vil en sådan pille ikke blot have stor betydning for den enkelte patient, men for os alle.

Fedmeoperation fjerner sukkersyge

At have diabetes 2 er som sagt en kronisk tilstand, og patienterne skal tage medicin resten af deres liv. Altså med mindre deres BMI er over 35, og de får en såkaldt fedmeoperation.

Sten Madsbad, der er professor i Medicinsk Endokrinologi ved Københavns Universitet, forsker i øjeblikket i fedmekirurgiens indvirkning på diabetes 2. Han har blandt andet været med til at opbygge gastrisk bypass-kirurgien på Hvidovre Hospital.

Under indgrebet skærer kirurgen maven igennem på tværs lige efter spiserøret, så mavesækken bliver ganske lille. Og så by-passer man maden uden om resten af maven og 12-finger-tarmen. En meter nede skærer man tyndtarmen over, tager det nederste stykke og sætter det op til den øverste lille del af maven.

På den måde går maden ikke gennem resten af maven og 12-finger-tarmen, men ‘falder’ næsten direkte fra spiserøret og ned gennem tarmene, forklarer Sten Madsbad.

»Det store spørgsmål er, hvordan dette indgreb får diabetes til at forsvinde fra den ene dag til den anden. Dagen før operationen kan patienten have brug for 100 enheder insulin. Dagen efter behøver de intet. Og da det tager et par måneder for dem at tabe sig, er det ikke vægttabet, der får sukkersygen til at forsvinde. Det er et resultat af det kirurgiske indgreb, der ændrer tarmkanalens anatomi,« slår han fast.

For nylig havde Sten Madsbad sammen med kollegaen Carsten Dirksen og gruppen af endokrinologer på Hvidovre Hospital og på Panum Instituttet mulighed for at undersøge præcist, hvor effektiv operationen er mod diabetes 2.

»Vi havde en patient med et BMI på over 50 og type-2-diabetes. Efter operationen fik han et flydende måltid, som nu gik gennem den nye bypassede mavetarm. Dagen efter fik han gennem slange ledt et måltid ned i sin gamle mave, så føden gik sammen vej som før operationen gennem mavesækken og 12-finger-tarmen,« fortæller Carsten Dirksen.

Stimulerer bugspytkirtlens betaceller

Resultatet var slående.

Når maden gik gennem den ‘nye’ mave, faldt patientens blodsukker to timer efter måltidet fra et indhold svarende til en diabetikers til et niveau svarende til en rask persons.

»Med andre ord var patienten diabetiker ved fødepassage gennem den gamle mave, men næsten normal ved fødepassage gennem den nye mave,« siger Carsten Dirksen.

Forskerne har allerede opdaget, at når maden går den nye vej, så sender tarmene store mængder af det såkaldte GLP-1-hormon ud i kroppen. Hormonet stimulerer bugspytkirtlens betaceller, som producerer insulin, som får kroppens muskler og organer til at tage blodsukkeret til sig.

Risiko ved indgreb

Visse privathospitaler er begyndt at tilbyde gastric bypass-operationer til normalvægtige diabetikere, men det er ikke ufarligt.

»Der er altid en lille risiko ved kirurgiske indgreb, og det samme er tilfældet her. Kun ganske få patienter er døde, men operationen medfører bl.a., at folk efterfølgende skal have visse kosttilskud, da føden nu går uden om en del af maven og 12-finger-tarmen, som bl.a. optager madens kalcium,« siger Sten Madsbad og tilføjer, at der også kan opstå andre komplikationer.

»For type-2-diabtikere vil det helt klart være en fordel, hvis vi kunne forstå, hvorfor gastric bypass kurerer patienten sukkersyge fra den ene dag til den anden. Og så gøre indgrebet kunsten efter på pilleform,« fortæller professor i medicinsk fysiologi ved Københavns Universitet Jens Juul Holst.

Hormonsignaler i kroppen ændres

Forsøget med patienten på Hvidovre viser tydeligt, at når maden går ad den nye bypassede vej, så reagerer tyndtarmen med meget høje værdier af GLP-1 – et hormon, som allerede nu bruges til behandling af type 2-diabtikere.

»Men vi vil nu forstå præcist, hvorfor vi får disse nye signaler efter operationen,« siger Jens Juul Holst og fortsætter:

Det store spørgsmål er, hvordan dette indgreb får diabetes til at forsvinde fra den ene dag til den anden. Dagen før operationen kan patienten have brug for 100 enheder insulin. Dagen efter behøver de intet.

Sten Madsbad

»Jeg mener, at en del af forklaringen skyldes, at maden hurtigt når langt ned i tyndtarmen. Når føden normalt kommer hertil, så har vi spist et stykke tid, og kroppen sender derfor signaler ud om, at vi er mætte. Vi skal stoppe med at spise, og kroppen skal til at optage næringsstoffer og sukker fra blodet. Samtidig er en gastric bypass-patients føde jo gået uden om det meste af mavesækken og 12-finger tarmen, og derfor ikke tilsat de fordøjelsesvæsker, som kommer derfra.«

Stærkt samarbejde skal skaffe resultater

Tyndtarmens nederste del er spækket med de såkaldte L-celler.

På overfladen af disse celler findes en lang række antenner (receptorer), som får cellen til at udsende forskellige hormoner, når antennerne opfanger forskellige stoffer i tarmens indhold. Det er L-cellerne, som udsender GLP-1 samt en lang række andre stoffer som fx PYY – et hormon, som fortæller hjernen, at vi er mætte.

»Vi samarbejder med forskere både på hospitalerne og i erhvervslivet for at finde ud af præcis, hvad der sker,« siger Jens Juul Holst.

Gåden skal løses

Og der er mange spørgsmål at finde svar på, siger Jens Juul Holst:

»Præcis hvilke stoffer påvirker hvilke antenner på L-cellerne, så vi får det gode GLP-1-respons? Frigiver L-cellerne andre hormoner, som hjælper med at kurere sukkersygen?

»På August Krogh Instituttet undersøger de fx kroppens insulinfølsomhed. En anden gruppe her på Panum studerer receptorerne, min gruppe og jeg undersøger hormonerne og så videre. Lige nu er jeg især interesseret i tarmhormonet oxyntomodulin. Det ser ud til at være et mæthedshormon, og det binder sig både til GLP-1- og blodsukkerreceptorerne, men præcist hvilken rolle, det spiller i kroppens metaboliske orkester, er endnu ukendt. Lige nu har vi fået sat projektet på skinner,« siger Jens Juul Holst og tilføjer:

»Der forskes på højtryk blandt kollegerne både her, på August Krogh Instituttet, på Rigshospitalet, på Hagedorn og hos Novo Nordisk. Det spændende ved forskning er, at vi aldrig på forhånd kan sige, hvor den bringer os hen, og hvad vi vil opdage. Men jeg er ret sikker på, at vi nok skal løse denne gåde til gavn for patienterne.«

Lavet i samarbejde med Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet