Små doser af lattergas kan være lovende middel mod depression, antyder lille studie
Lattergas Behandling Depression Små Doser

Et lille amerikansk studie med 24 testpersoner viser lovende tegn på, at små doser af lattergas (dinitrogenoxid) kan bruges i behandlingen af depression. Der er dog visse forbehold ved studiet. (Foto: Shutterstock).

Et lille amerikansk studie med 24 testpersoner viser lovende tegn på, at små doser af lattergas (dinitrogenoxid) kan bruges i behandlingen af depression. Der er dog visse forbehold ved studiet. (Foto: Shutterstock).

Kilde: 
10 juni 2021

I de seneste par år har forskere set lovende resultater fra forsøg, hvor læger bruger psykedeliske stoffer som psylocybin fra svampe til behandlingen af depression.

Nu viser et nyt studie, at endnu et psykoaktivt stof muligvis kan bruges i behandlingen af depression i fremtiden, skriver ScienceAlert.

Der er tale om dinitrogenoxid – måske bedre kendt som lattergas - der er blevet brugt til lindring af depressive symptomer i et amerikansk forsøg.

I et lille forsøg med 24 deltagere, gav forskere testpersonerne en lille dosis af lattergas i starten af hver måned over en periode på 3 måneder.

Behandlingerne bestod henholdsvis af to forskellige doser lattergas eller placebo ('snyde-lattergas'). Disse tre forskellige behandlingsmetoder blev tildelt tilfældigt til deltagerne, sådan at alle deltagerne prøvede hver metode, men ikke vidste hvornår.

To uger efter behandlingen fik de deltagere, der havde modtaget lattergas i de forskellige doser, det væsentlig bedre over tid og oplevede færre symptomer på depression, sammenlignet med når de fik placebo, skriver ScienceAlert.

Den store dosis var dog ikke bedre end den lille, konkluderer forskerne. Blandt dem, der havde fået den største mængde lattergas, var der fire gange så stor risiko for at opleve bivirkninger.

Det var heller ikke alle deltagerne, der fik det bedre af lattergassen, og visse deltagere oplevede en kraftig placeboeffekt.

Der er desuden visse forbehold, man skal være opmærksom på ved studiet: 

For det første er der tale om en meget lille forsøgsgruppe, hvor man derfor ikke kan lave en bred konklusion på studiets resultater.

Samtidig har man kun målt testpersonernes symptomer to uger efter dinitrogenoxid-doserne, og derfor kender lægerne ikke til de langsigtede effekter af forsøget.

Studiet er publiceret i tidsskriftet Science Translational Medicine.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.