Motionister lever længere, selvom de først begynder at dyrke idræt ved 40-50-årsalderen
Kilde: 
11 marts 2019

Det er aldrig for sent at rejse sig fra sofaen og komme i gang med at motionere.

Forskere har endda fundet ud af, at din risiko for at dø for tidligt nedsættes lige så meget, hvis du først kommer i gang, efter du har rundet de 40. Det skriver The Guardian.

»Hvis du ikke er aktiv, og først når du når 40-50-årsalderen beslutter at blive det, kan du stadig nyde godt af masser af fordele,« siger Ph.D. Pedro Saint-Maurice fra National Cancer Institute i USA til The Guardian.

Han er hovedforfatter på et nye studie om fysisk aktivitet og dødelighed.

LÆS OGSÅ: Forskere: Du kan ikke dyrke for meget motion

Studiet bygger på data fra 300.000 amerikanere i alderen 50-71.

De blev i midten af 1990'erne bedt om at besvare et spørgeskema, hvor de blandt andet skulle vurdere omfanget af deres fysiske aktiviteter, både moderate og mere energiske, på forskellige livsstadier.

Forskerne har efterfølgende brugt nationale registre til at spore, hvem der er døde hvornår, og hvad de er døde af.

LÆS OGSÅ: 15 minutters daglig motion nedsætter dødeligheden hos ældre

Efter at have taget højde for faktorer som alder, sexliv, rygning og kost er de kommet frem til, at:

  • Mennesker, der også er fysisk aktive på vej mod 40-50-årsalderen, har en lavere risiko for at dø af en hvilken som helst årsag i de følgende år end dem, der slet ikke foretager sig noget fysisk i fritiden.
  • Kvinder og mænd, der skruer op for aktivitetsniveauet - til omkring syv timer om ugen - når de bliver mellem 40 og 61 år, kan nedsætte risikoen for at dø af en hvilken som helst årsag i de følgende år med 35 procent.
  • Denne helbredssfordel er tilsvarende den, forskerne fandt hos mennesker, der har trænet på samme niveau fra de var teenagere eller i 20'erne og frem.

Risikoen for at dø for tidligt ser altså ud til at være nedsat til samme niveau, hvis du først begynder at træne, når du når 40-50-årsalderen, men så skal du også blive ved: sundhedsfordelene falmer nemlig, når du stopper med at træne.

LÆS OGSÅ: Motionsfloorball beskytter kroppen mod alderdom

En svaghed ved studiet er, at det er baseret på enkeltpersoners egen erindring om, hvordan de har trænet for flere år siden.

Forskerne har forsøgt at imødekomme dette ved at lade deltagerne besvare det samme spørgeskema igen seks måneder senere og sammenligne svarene.

Forskerne har desuden udelukkende set på dødelighed og ikke forebyggelse af sygdomme.

LÆS OGSÅ: Professorer vil vælge fodbold i stedet for medicin

En professor i humanfysiologi ved University of Bath, Dylan Thompson, har ikke været involveret i tilblivelsen af studiet, men han har læst det.

Han siger til The Guardian, at han savner, at studiet også tager højde for de fysiske aktiviteter, der er en del af dagliglivet, frem for kun at fokusere på fritidsaktiviteter.

Ellers er han positiv og mener, at studiet er endnu et bevis på, at det aldrig er for sent at komme i gang med at motionere.

Studiet er udgivet i Jama Network Open.

LÆS OGSÅ: Forskning i holdspil skal styrke sundheden

LÆS OGSÅ: Ny afhandling: Sund alderdom er mere end motion

ele

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.