Studie: Lad være med at tvinge en kræsen person til at spise
kræsen tilgang pædagogik

Ifølge en stor amerikansk rundspørge foretrækker kræsne personer en mere positiv tilgang, når det kommer til at spise - i stedet for at blive tvunget til at spise noget. (Foto: Shutterstock).

Ifølge en stor amerikansk rundspørge foretrækker kræsne personer en mere positiv tilgang, når det kommer til at spise - i stedet for at blive tvunget til at spise noget. (Foto: Shutterstock).

Kilde: 
12 november 2021

»Hvis du ikke spiser dine grøntsager, er der ingen dessert!«

Sådan har det formentlig lydt i mange hjem med kræsne børn gennem årtier.

Men ifølge et nyt studie er denne tilgang ikke nødvendigvis den rigtige, skriver Futurity.

I en stor amerikansk rundspørge svarede voksne mennesker, der var kræsne som børn, at det i højere grad var opmuntrende og positive strategier, der gavnede dem, fremfor forcerende teknikker og tvang.

Studiet blev igangsat for mere end ti år siden, og rundspørgen blev rettet mod respondenter, der identificerede sig selv som kræsne, i håb om bedre at forstå deres oplevelser og erfaringer.

Mere end 19.200 amerikanere deltog i studiet, deraf 75 procent kvinder og 25 procent mænd – og 89 procent i alt var hvide.

Deltagerne blev bedt om at beskrive de mad-strategier, som deres forældre forsøgte at bruge overfor dem, og herefter vurdere, hvordan de opfattede strategierne.

Herefter brugte forskere AI-teknologi til at få et overblik over deltagernes svar.

I de senere år er der i videnskabens verden kommet mere fokus på kræsenhed.

I 2013 blev diagnosen ARFID defineret (Avoidant/Restrictive Food Intake Disorder, red.), da ekstreme grader af kræsenhed kan lede til vægttab, underernæring samt sociale og psykiske problemer, når måltider bliver associeret med skam og konflikt.

Ifølge forskerne kan det nye studie hjælpe familier og eksperter med at udvikle bedre metoder til at håndtere ekstreme grader af kræsenhed.

»Det er ikke overraskende, at folk foretrækker positive tilgange, men det er overraskende, hvor stor en gruppe af disse voksne (der var kræsne som børn, red.) der støtter en positiv strategi,« siger Nancy Zucker, der er professor i psykiatri og social adfærd ved Duke University i North Carolina, USA, og medforfatter til studiet, i en pressemeddelelse.

39 procent af forsøgsdeltagernes svar pegede på, at de foretrak positive strategier – for eksempel forskellen mellem at blive bedt om at gøre noget i modsætning til at blive tvunget til noget.

Følelsen af at blive tvunget til at spise noget øgede nemlig fornemmelsen af at være fanget, skriver forskerne.

Studiet er publiceret i tidsskriftet International Journal of Eating Disorders.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.