Millioner af mennesker verden over lider af kronisk bihulebetændelse.
Symptomerne er ikke kun stoppet næse og hovedpine, men også koncentrationsproblemer og i visse tilfælde depression, hvilket peger på, at hjernen spiller en rolle.
I et nyt studie peger forskere på, at der er en direkte forbindelse mellem bihulebetændelse og forandringer i hjerneaktiviteten, særligt i hjernens nervecenter – det biologiske neurale netværk.
Det skriver UW Medicine.
»Dette studie er første gang, man forbinder kronisk bihulebetændelse med neurobiologiske forandringer,« siger hovedforfatteren bag studiet, Aria Jafar, der er kirurg og adjunkt ved Otolaryngology – Head & Neck Surgery ved University of Washington School of Medicine, til UW Medicine og fortsætter:
»Fra tidligere studier ved vi, at patienter med bihulebetændelse typisk søger lægehjælp på grund af måden, sygdommen påvirker deres hverdag, hvor de har problemer med produktivitet, koncentration og søvn. Det påvirker deres livskvalitet, og det kan vi nu observere klinisk.«
Omkring 11 procent af voksne amerikanere lider af kronisk bihulebetændelse, ifølge UW Medicine. I Danmark forekommer lidelsen hos ca 10 procent af den voksne befolkning, ifølge sundhed.dk. Heraf har cirka 40 procent næsepolypper, svarende til cirka 4 procent af den voksne befolkning.
Studiet er publiceret i tidsskriftet JAMA Otolaryngology – Head & Neck Surgery.