Studie: Dit dårlige humør gør dig måske mere effektiv
17 juli 2018

Klarer du opvasken hurtigere, når du er i dårligt humør?

Så er du måske ikke den eneste.

Ifølge et nyt studie, så har visse personer faktisk gavn af deres dårlige humør, når det kommer til at holde fokus, strukturere og prioritere opgaver.

Det skriver University of Waterloo i en pressemeddelelse.

Inden vi slår brødet for stort op, skal det siges, at resultatet kun er en indikation, og vi derfor ikke kan være sikre på, at det hænger sådan sammen. Læs mere om, hvordan du vurderer substansen af forskningsnyheder.

Men hvis man skal tro studiet, så ser det altså ud til, at såkaldt ‘høj-reaktive' personer generelt løser opgaver bedre, mens de oplever at være i dårligt humør. 

At være høj-reaktiv vil sige, at man er tilbøjelig til at have mere sensitive, intense og vedvarende følelsesmæssige reaktioner.

For de mindre reaktive var tendensen omvendt: De blev dårligere til at løse opgaver, når de oplevede at være i dårligt humør.

En mulig forklaring er, at mere reaktive personer er vant til at opleve negative følelser, og derfor bliver mindre distraheret af dårligt humør.

Men, men, men - det er ingen undskyldning for at opføre sig umuligt, påpeger en af studiets forskere.

»Man skal ikke fortolke resultatet sådan, at det er okay at fare op, overreagere eller være gnaven,« siger Tara McAuley, som er professor ved Department of Psychology, University of Waterloo, ifølge pressemeddelelsen.

naa

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.