Studie: Dagdrømmere har mere effektive og kreative hjerner
27 oktober 2017

»Hallo?! Sidder du og sover?«

Hvis du ofte oplever at blive vækket midt i et godt, gammeldags dagdrømmeri, er der ingen grund til at være flov over, at du var uopmærksom et øjeblik.

Ifølge amerikanske forskere kan det tværtimod være et tegn på, at du er virkelig kvik i pæren, hvis du tit falder i staver i bussen, i klasselokalet, eller hvor man nu kan komme til at stene lidt.

»Folk med effektive hjerner har måske for meget hjernekapacitet til at forhindre, at deres tanker vandrer,« siger Eric Schumacher, der er lektor i psykologi ved Georgia Institute of Technology i USA, i en pressemeddelelse fra universitetet.

Han står sammen med sine kolleger bag et nyt studie, publiceret i tidsskriftet Neuropsychologia, hvor over 100 forsøgsdeltagere blev spurgt om, hvor ofte de dagdrømmer.

Forsøgsdeltagerne blev desuden udsat for en række IQ- og kreativitetstests, og deres hjerneaktivitet blev målt i en MR-skanner.

Det viste sig, at de forsøgspersoner, der oftest dagdrømmer, scorede højest inden for både intelligens og kreativitet, og de havde de mest effektive hjernesystemer, vurderede forskerne ud fra MR-skanningerne.

Videnskab.dk har tidligere skrevet om, hvad der sker i hjernen, når man falder i staver. Selvom du mister koncentrationen, er processen ganske ufarlig for hjernen, og store tænkere som Einstein, Niels Bohr og Darwin gjorde en dyd ud af at stene, fortæller danske hjerneforskere i den artikel.

Så du kan roligt dagdrømme, lyder det også fra Eric Schumacher.

»Folk har det med at tænke på dagdrømmeri som noget skidt. Du forsøger at være opmærksom, men du kan ikke. Vores data går hånd i hånd med idéen om, at det ikke altid er sandt. Nogle har mere effektive hjerner,« siger han.

js

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.