Studie antyder: Optimisme kobles til et længere liv
happy glad levetid optimisme leve længere

Et positivt livssyn kan - måske - være medvirkende til at forlænge din levetid, lyder det fra forskere (Foto: Shutterstock).

Et positivt livssyn kan - måske - være medvirkende til at forlænge din levetid, lyder det fra forskere (Foto: Shutterstock).

Kilde: 
27 august 2019

Hvis du er en 'glasset er halvt fyldt-type', er der tilsyneladende gode nyheder:

Har man et optimistisk livssyn, lever man længere, og man har også en bedre chance for at blive 85 år eller ældre. 

Det antyder et nyt studie i hvert fald, skriver The Guardian. 

Allerede her skal det nævnes, at der kan være problemer med at konkludere, at en specifik ting fører til længere liv, da der kan være mange ting, der spiller ind.

LÆS OGSÅ: Korrelation eller kausalitet: Hvornår er der en årsagssammenhæng?

Det er dog ikke første gang, at optimisme bliver knyttet til sundhedsmæssige fordele. 

Forskerne bag den nye undersøgelse analyserede data fra to tidligere langvarige forskningsprojekter. De studier brugte man så til at undersøge, hvordan optimisme påvirker levetiden. 

  • I det første af de gamle studier havde man sporet en gruppe kvinders optimisme og levetid over en årrække.
  • I det andet ældre studie havde man gjort det for en gruppe mænd.

Du kan læse mere om, hvordan forskerne præcis gjorde for både mænd og kvinder her.

Resultaterne i det nye studie viste, at den mest optimistiske gruppe af kvinder havde en levetid, der var næsten 15 procent længere end dem, der var mindst optimistiske. 

Lignende resultater blev set hos mænd. De mest optimistiske mænd havde en levetid, der var 11 procent længere end de mindst optimistiske mænd. 

Vi ved, at personer, der er mere optimistiske, måske også fører en sundere livsstil, hvorfor forskerne lavede et nyt forsøg, hvor man tog hensyn til faktorer som træning, diæter, rygning og alkoholindtag. 

Her var resultatet mindre udtalt, selvom der stadig var forskel. For de positive kvinder var der nu en forskel i levetiden på 9 procent sammenlignet med de mindst positive, mens den var 10 procent for mændene.

For både mænd og kvinder var optimismen også koblet til en større chance for at blive 85 år eller ældre.

LÆS OGSÅ: Sand lykke handler ikke om at være lykkelig hele tiden

De fleste forsøgsdeltagere var hvide, og få havde lav socioøkonomisk status, hvilket ifølge forskerne betyder, at der er behov for mere forskning, for at se om resultaterne holder i andre grupper. 

Lektor i sundhedspsykologi ved University of London Catherine Hurt, der ikke deltog i studiet, siger til The Guardian, at undersøgelsen fremhæver vigtigheden af psykologisk velvære.

»Resultaterne antyder, at såvel som at tilskynde folk til at spise en afbalanceret diæt og motionere regelmæssigt, bør vi også fremme den psykologiske velvære. Et optimistisk synspunkt ser ud til at være en vigtig del af en sund livsstil,« siger hun. 

Studiet er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Proceedings of the National Academy of Sciences.

LÆS OGSÅ: Kvinders formodede levetid stiger

LÆS OGSÅ: De unikke danske registre kan hjælpe os med at forstå aldring

LÆS OGSÅ: Vi er ikke skabt til at være lykkelige

mho

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.