Når man skyller ud i toilettet, sender det en masse bakterier ud i luften, båret af mikroskopiske, luftbårne vanddråber.
På offentlige toiletter, som ofte er indelukkede og med dårlig udluftning, og hvor mange mennesker kommer og går, kan det muligvis være en potentielt smitsom cocktail.
Det skriver Florida Atlantic University (FAU) i en pressemeddelelse.
I et nyt studie har forskere fra FAU set på, hvordan sygdomme som COVID-19, der kan gemme sig i vores afføring, potentielt kan spredes gennem mikrodråber, som bliver slynget ud i luften, når man trækker ud.
Ved hjælp at måleapparater placeret rundt omkring toilettet i forskellige højder, kunne forskerne se, hvor mange partikler der svævede rundt i luften på et givent tidspunkt: før, under og efter udtræk.
I studiet sammenlignede forskerne udtræk i tre forskellige scenarier:
- udtræk i et åbent toilet
- udtræk i et tildækket toilet
- udtræk i et pissoir
Spredningen af mikrodråber var værst, når toilettet ikke var dækket til under udtrækning, men selv med et tildækket toilet slipper en betydelig mængde mikrodråber ud gennem sprækkerne mellem sædet og brættet.
Særligt problematisk er ifølge studiet, at selv med normal udluftning lader de luftbårne mikrodråber til at akkumulere over tid, hvor de blev hængende i luften op til flere timer.
»Efter cirka 3 timers test, hvor vi skyllede ud mere end 100 gange, fandt vi en markant stigning i de målte aerosol-niveauer i omgivelserne: For hver udskylning blev der dannet titusindvis af mikrodråber,« fortæller forsker Siddhartha Verma, ifølge pressemeddelelsen.
»Både toiletterne og pissoirerne dannede store mængder mikrodråber, der var mindre end 3 mikrometer i størrelse, som udgør en stor risiko, hvis de indeholder smitsomme mikroorganismer. På grund af deres lille størrelse kan disse mikrodråber være luftbårne i lang tid.«
Forskerne mener derfor, at der skal fokuseres på at forbedre udluftningen af offentlige toiletter som det mest effektive middel til at bekæmpe potentiel smitte.
Studiet blev offentliggjort i tidsskriftet Physics of Fluids.
cll