Hver dag sygemelder 35.000 danskere sig på grund af stress og 10-12 procent af alle erhvervsaktive føler sig dagligt stressede.
Behovet for at behandle stress er altså stort, men der findes ikke nogen dokumentation for, at behandlingen virker. Det skal et nyt forskningsprojekt lave om på.
»Stort set al stressbehandling, der foregår i dag, er udokumenteret. Man bruger typisk psykologsamtaler, men der har ikke været kontrolforsøg. Så vi ved faktisk ikke, om den stressramte også ville få det bedre uden psykologhjælp,« siger lederen af projektet, overlæge Bo Netterstrøm fra Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling på Bispebjerg Hospital.
Han forventer, at det nye projekt vil vise hvilken metode, der er den mest effektive til stressbehandling og dermed kan reducere sygefraværet i Danmark.
Stress skal kunne måles
Som en del af undersøgelsen skal forsøgspersonernes hjerterytme også måles. Håbet er at finde et objektivt fysiologisk mål for stress. Sådan et findes nemlig ikke endnu, fortæller Bo Netterstrøm.
Forskerne håber at finde en tæt sammenhæng mellem variationen i hjerterytmen og stress ved at dokumentere, at stressede personer har mindre udsving i deres hjerterytme end andre.
Undersøgelsens 280 deltagere, der alle er sygemeldt med stress, bliver inddelt i fire grupper.
\ Fakta
Den ene får traditionel behandling med løbende psykologsamtaler i fire måneder. Den anden er en kontrolgruppe, der ikke modtager nogen behandling for deres stress i løbet af de fire måneder.
De to sidste grupper får behandling baseret på erfaringer fra bl.a. Stressklinikken på Hillerød Hospital. Behandlingen består af nærværstræning (mindfulness), kropsbevidsthedsterapi og dialog med arbejdspladsen. Personerne i den ene gruppe indgår desuden i et forløb med gruppeterapi. I den anden får deltagerne individuelle samtaler om stresshåndtering.
Effekten af de forskellige behandlinger måles på ændringer i deltagernes sygefravær, symptomer og stressmarkører som f.eks. niveauet af stresshormonet kortisol. Det er også afgørende, hvor hurtigt deltagerne kan vende tilbage til arbejdspladsen og om de stadig er i arbejde et år efter undersøgelsen.
Arbejdspladsen spiller en vigtig rolle
En væsentlig del af behandlingen i to af grupperne er, at arbejdspladsen bliver inddraget. Mange ledere er nemlig i tvivl om, hvordan de skal håndtere stressen.
»Mange bliver meget famlende, når en medarbejder får stress. De ved ikke, om der skal tages en masse hensyn. Derfor er det vigtigt at få talt med arbejdspladserne. Faktisk skal der ikke tages en hel masse hensyn. Der skal bare være nogle faste aftaler,« siger Bo Netterstrøm.
Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling på Bispebjerg Hospital efterlyser stadig mennesker, som er heltids- eller deltidssygemeldte med stress, og som er ansat på en arbejdsplads.
Hvis man har lyst til at deltage i projektet skal man henvises via sin praktiserende læge.