Stort studie: Pension får hukommelsen til at dale 40 procent hurtigere
Kilde: 
23 januar 2018

Efter et hårdt og langt arbejdsliv, glæder mange sig nok til endelig at kunne smide benene op og nyde en velfortjent pension.

Men før du bliver alt for magelig, bør du kende til forskningsresultaterne i et nyt studie, publiceret i European Journal of Epidemiology.

Pension lader nemlig til at skade din korttidshukommelse og senere kunne føre til sygdomme som Alzheimers, lyder konklusionen, der er udarbejdet af forskere fra University College London og Kings College London ifølge telegraph.co.uk.

Forskerne har undersøgt 3.400 pensionister igennem 30 år, hvor de blandt andet testede deres evne til at huske bestemte ord.

Resultaterne viste, at da forsøgspersonerne gik på pension dalede deres hukommelsesevner 40 procent hurtigere, end da de var aktive på arbejdsmarkedet.

Det ofte mere stilsiddende og inaktive liv som pensionist har nemlig store konsekvenser for vores kognitive funktioner, forklarer Cary Cooper, der er professor i organisationspsykologi på Manchester Buisiness School og en af forfatterne bag studiet:

»Det øger risikoen for tidlig demens (…) Vi ved, at jo mere kognitiv aktiv du er, desto mindre er risikoen for demens,« siger han til telegraph.co.uk.

Han forklarer videre, at det derfor er virkelig vigtigt, at man holder sig fysisk og intellektuelt aktiv, når man slutter sit arbejdsliv.

»Jeg taler ikke om at løse sudoko, men om at gøre noget helt anderledes, end du har været vant til på dit job. Så hvis du har været en offentlig medarbejder på et kontor, hvorfor så ikke prøve at være frivillig på et hospital eller undervise?« siger Cary Cooper til telegraph.co.uk.

ie

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.