Store opdagelser: Kokopper og vaccination
Den smitsomme sygdom kopper har kostet millioner af mennesker livet. En variant af sygdommen hos malkekøer blev vigtig for forståelsen af, hvordan man med et enkelt stik kan immunisere mennesker over for en infektionssygdom. Vi er her ved opdagelsen af vaccinationen.

Malkepigen Sarah Nelmes’ hånd smittet med kokopper, som rummede nøglen til Jenners vaccinationer. (Foto: Fra Edvard Jenner: An Inquiry into the Causes and Effects of the Variolae Vaccinae 1798: 32. Wellcome Library, London.)

 

Vi skal til 1774, hvor en koppeepidemi rasede i Sydengland og dræbte børn i stort tal. Det fremkaldte en naturlig angst hos befolkningen. Man havde dog lagt mærke til, at malkepiger, som havde været smittet med kokopper, ikke blev ramt af menneskekopper – eller i hvert fald ikke ramt så hårdt.

Landmanden Benjamin Jesty (1736 -1816) førte derfor sin kone og to børn hen til en nabogård, hvor kvæget havde kokopper. Med en stoppenål ridsede han et sår på overarmen af sine familiemedlemmer, dyppede nålen i en væskende kop fra et yver og overførte materien til sine børns og sin hustrus sår.

Behandlingen er den første kendte vaccination, og man kan kalde Jesty modig eller dumdristig – men børnene og hustruen fik ikke kopper. Huslæreren Peter Plett i Holsten foretog samme behandling på tre elever år senere. Heller ikke disse børn blev syge.

Jesty og Plett så en sammenhæng og tog chancen, men ingen af dem har fået æren for at have udviklet vaccinationen.

Den ære fik den engelske læge Edvard Jenner (1749-1823), fordi han foretog systematiske eksperimenter med patienter i 1796-1798, lavede kontrolforsøg og spredte sin opdagelse til omverdenen på skrift, så metoden hurtigt kunne tages i brug af andre.

Kopper var den mest frygtede sygdom

50 opdagelser

Denne artikel stammer fra bogen '50 opdagelser - Højdepunkter i naturvidenskaben'. Bogen bringes i samarbejde med Aarhus Universitetsforlag. Køb bogen her

Vaccinationen mod kopper var den bedste medicinske opfindelse, man kunne ønske sig på den tid.

Efter pesten var forsvundet fra det europæiske fastland i begyndelsen af 1700-tallet, var kopper den mest frygtede epidemiske sygdom. Og det ikke uden grund, for børnedødeligheden ved epidemier var tårnhøj.

Ramte kopper en ubesmittet befolkning rasede sygdommen med peststyrke og kunne dræbe op mod en fjerdel. Vi ser det flere gange i historien, for eksempel da den spanske opdagelsesrejsende Hernan Cortés i 1521 angreb Mexico med få hundrede mænd og besejrede en talmæssigt overlegen aztekerhær, fordi de blev ramt af kopper. Og i Island døde en fjerdedel af befolkningen, da kopper ramte landet i 1707.

Koppeinokulation var fremskridt

Inden vaccinen blev indført, brugte man koppeinokulation (podning), som kom fra Asien. I 1500-tallets Kina blev pulveriserede skorper fra koppesår pustet ind i børns næsebor for at fremkalde milde tilfælde af sygdommen og således gøre børnene modstandsdygtige.

Og i Konstantinopel (i dag Istanbul) beskrev forfatteren Mary Wortley Montagu (1689-1762), som var gift med den britiske ambassadør,  i 1717 en tyrkisk skik, som sørgede for, at børn blev indpodet med kopper hvert efterår. Her blev børnene inficeret via et rids med en nål, der indeholdt pus fra milde tilfælde af sygdommen.

Selvom vaccinationer bekæmpede kopper effektivt, vendte sygdommen tilbage i mindre epidemier, bl.a. i København i 1894, hvor denne pige blev hårdt ramt af sygdommen. (Foto: Koppepatient. Billedarkivet, Medicinsk Museion, Københavns Universitet)

Mary Wortley Montagu, som selv var overbevist om, at man her kunne redde sit barn fra døden, offentliggjorde efterfølgende sin egen datters inokulation i London. Dermed skabte hun stor opmærksomhed omkring den nye behandling, som nu spredte sig til resten af Vesten.

Behandlingen fik i de følgende 80 år brændende tilhængere – og lige så brændende modstandere. Koppeinokulation var et fremskridt, fordi barnet i de fleste tilfælde fik et mildt sygdomstilfælde, der ofte gav livslang beskyttelse. Problemet var bare, at podningen i nogle tilfælde medførte et usvækket koppeangreb med døden som følge.

Reelt var risikoen meget lavere (1-2 %) end koppeepidemiernes høje børnedødelighed (25-50 %), men risikoen var der og betød, at koppeinokulation aldrig blev rigtig populær.

 

Jenner inolulerede børn med kokopper

Edvard Jenner begyndte selv at inokulere børn i sin praksis, da han nedsatte sig som læge i Sydengland i 1770'erne. Han lagde mærke til, at malkepiger og malkedrenge, som fik udslet på hænderne efter malkning af en koppesyg ko, blev modstandsdygtige over for menneskekopper.

I 1796 inokulerede han derfor en 8-årig dreng med pus fra malkepigen Sara, som var blevet smittet med kokopper på sin hånd. Drengen fik koppelignende blærer på inokulationsstedet og lidt feber. Seks uger efter inokulerede Jenner drengen med menneskekopper – uden nogen form for reaktion.

Man dyppede en lille skarp kniv i vaccinationsvæsken. Herefter skar man en revne i personens hud, så vaccinen kom ind i kroppen. Vaccinationslancet fra 1800-tallet med håndtag af elfenben. (Vaccinationslancet, ca. 1800-1850. Steno Museet, Aarhus Universitet. Foto: Lise Balsby, Anders Trærup og Lars Kruse, AU Kommunikation, Aarhus Universitet.)

I et andet eksperiment inokulerede han en dreng med væske direkte fra en kokop på et yver. Jenner inokulerede andre børn med koppematerien fra denne dreng og kunne bevise, at modstandsdygtigheden kunne vandre fra person til person.

I 1798 udgav han sine observationer i 'An Inquiry into the Causes and Effects of the Variolæ Vaccinæ known by the name of the Cow Pox'. Jenner kaldte inokulation fra dyr til menneske for 'vaccination' efter det latinske 'vacca', som betyder 'ko'.

Bogen blev en succes med det samme, og tre år senere var bogen udkommet på seks sprog.

 

Vaccinationerne var en succes

Den nye vaccinationsteknik tiltrak sig selvfølgelig også opmærksomhed i Danmark. Efter flere mislykkede forsøg lykkedes det i 1801 professor Frederik Chr. Winsløw (1752-1811) at fremkalde en vaccinationsreaktion hos to af fem børn ved hjælp af indtørret kokoppematerie, som en præst havde bragt til Danmark fra Jenner.

Den vellykkede vaccination indledte en omsiggribende dansk vaccinationspraksis. Det danske kancelli nedsatte en decideret 'vaccinationskommision', som i 1806 kunne indberette, at den oprindelige vaccine fra Jenner nu havde forplantet sig gennem mere end to hundrede børn uden at være blevet svækket og foranlediget 75.000 vaccinationer i kongeriget – et imponerende højt antal i et land med en million indbyggere.

Det var ikke alle, som ville lade sig vaccinere. Derfor besluttede Frederik VI i 1810, at en vaccinationsattest skulle fremvises ved skolestart og ved vielse hos præsten. Så kunne man selv vælge.(Foto: Vaccinationsattest, 1865. Steno Museet, Aarhus Universitet)

Allerede i 1810 var København helt fri for kopper, og halvdelen af alle nyfødte var vaccineret. Selv om koppeepidemierne ikke forsvandt fuldstændigt, var vaccinationerne en ubestridelig succes.

Landets politiske ledelse besluttede i 1810, at man skulle kunne fremvise en vaccinationsattest ved skolestart og vielse. Dermed blev vaccination i praksis obligatorisk.

 

Svækkede bakterier fremkaldte modstandsdygtighed over for sygdommen

Det var selvfølgelig ikke kun i Danmark, at vaccinationer vandt frem, men der var store nationale forskelle i Europa.

Forskellen kan illustreres med et enkelt gruopvækkende eksempel fra 1871 og den fransk-prøjsiske krig, hvor kun 500 prøjsiske soldater døde af kopper, mens mere end 24.000 franske soldater døde af samme sygdom. Efter denne katastrofe skulle man tro, at franskmændene hurtigt fik stablet et vaccinationsprogram på benene, men det var ikke tilfældet.

Der var flere sygdomme, som kunne forebygges med vaccination. I 1870'erne forsøgte den franske kemiker Louis Pasteur (1822-1895) forgæves at forklare Jenners vaccinationsmetode ved at finde den mikroorganisme, som han mente måtte gemme sig i kokoppevaccinen, men han måtte opgive, fordi virus er ti gange mindre end bakterier og umulig at se i et mikroskop på det tidspunkt.

Difteri, en ondartet epidemisk børnesygdom, hærgede i Europa under 2. Verdenskrig. Her venter folk på at blive vaccineret ved Statens Serum Institut i 1943.(Foto: Vaccinationskø. Statens Serum Institut)

I stedet eksperimenterede Pasteur med en vaccine mod miltbrand, som påkaldte sig stor opmærksomhed i Europa, fordi miltbrand som den første alvorlige sygdom hos dyr og mennesker havde vist sig at være forårsaget af en bakterie.

Ved at dyrke bakterien ved 42-43 grader i nogle uger fremstillede Pasteur en svækket bakteriekultur, som ikke fremkaldte nævneværdig sygdom hos dyr, når de fik indsprøjtet bakterien.

Til gengæld, og vigtigst, fremkaldte de svækkede bakterier en modstandsdygtighed over for sygdommen.

 

Vaccinen mod hundegalskab blev en verdenssensation

Pasteurs opdagelse var et gennembrud for vaccinationsforskningen, fordi han som den første viste, at immunitet over for en sygdom var relateret til mikroorganismer og ikke en gift, som Jenner ellers havde foreslået.

I 1880'erne eksperimenterede Pasteur med en vaccine mod hundegalskab, hvis årsag han heller ikke kunne identificere, fordi den også var en virus. I 1884 lykkedes det imidlertid at fremstille en svækket vaccine fremstillet af tørret rygmarv fra kaniner, som var blevet påført hundegalskab.

Lægers omgang med menneskekroppen har altid fremkaldt folkelig uro og modstand. Denne engelske karikaturtegning fra 1802 kommenterede på Jenners vaccinationer og indpodning af sygdom fra køer på mennesker. Drilleriet blev til indædt modstand, da den engelske stat i 1853 påbød vaccination af alle nyfødte. Det var et utidigt indgreb i den borgerlige frihed og skabte en levende antivaccinationsbevægelse indtil påbuddet blev ophævet 50 år senere. Vaccinationsmodstanden har dog vist sig sejlivet og har ført til modstand mod bl.a. mæslinge- og MFR-vaccinen inden for de sidste par årtier. (Foto:Karikaturtegning af James Gilray, 1802)

Efter dyreforsøg afprøvede Pasteur vaccinen i 1885 på en niårig dreng, som var blevet skambidt af en hund med rabies. Behandlingen virkede, og Pasteur vaccinerede i det næste halve år yderligere 350 patienter, som var blevet bidt af dyr mistænkt for at have hundegalskab.

Kun en patient døde, og Pasteurs behandling blev hurtigt en verdenssensation, som medførte, at patienter fra hele Europa rejste til Paris for at blive vaccineret. Vaccination blev nu en almen betegnelse for behandlinger, som fremkaldte modstandsdygtighed over for infektionssygdomme.

 

Vaccinationshistoriens største succes er stadig Jenners inokulation

I 1900-tallet, hvor immunsystemets funktion og opbygning blev kendt, udviklede videnskabsmænd en lang række vacciner mod livsfarlige sygdomme.

I dag vaccinerer man med såkaldte levende og dræbte vacciner, som kan bestå af svækkede mikroorganismer eller dele af mikroorganismer. Statens Serum Institut, som blev oprettet i 1902, har spillet en vigtig rolle for udviklingen af vacciner og var i 1955 med til at lave verdens første vaccine mod polio, som dengang var en alvorlig børnesygdom i Danmark.

Instituttet har desuden leveret vacciner til det danske børnevaccinationsprogram fra 1951. I dag vaccineres danske børn og unge mod en række potentielt dødelige epidemiske sygdomme. Det sidste skud på stammen er en vaccine mod livmoderhalskræft, som siden 2012 er blevet tilbudt 12-14-årige piger i Danmark.

Vaccinationshistoriens største succes er stadig Jenners inokulation med kokopper. Den betød, at WHO i 1980 kunne erklære kopper for udryddet. I dag vaccinerer man således ikke mere mod sygdommen.

Den næste sygdom, som man er ved at udrydde med omfattende vaccinationsprogrammer, er polio, som nu kun findes i en håndfuld lande på verdensplan, og som man håber, er forsvundet omkring 2020.

Tilbage står en række epidemiske virussygdomme, som for eksempel influenza, som vi sandsynligvis aldrig bliver fri for, fordi virus jævnligt muterer og opstår i nye, ukendte former.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.