Store doser C-vitamin kan måske hjælpe med at bremse leukæmi
Kilde: 
22 august 2017

Indsprøjtninger med store doser C-vitamin kan måske hjælpe i kampen mod leukæmi. Sådan viser et nyt studie, der er udført på mus. 

Det skriver Newscientist.com.

Forsøget på musene tyder på, at næringsstoffer i vitaminet kan hjælpe med at fortælle stamceller, som er ude af kontrol, at de skal stoppe med at splitte sig og i stedet dø.

Akut og kronisk leukæmi skyldes ofte mutationer, der påvirker genet TET2. Når dette gen er rask, hjælper det normalt stamceller med at blive til hvide blodlegemer, men når det rammes af mutationerne, kan disse celler begynde at dele sig helt ukontrollerbart – og leukæmien opstår.

C-vitamin har tidligere vist sig at virke i kampen mod forstadier til kræft, hvor det kan hjælpe med at holde TET2 i skak.

Derfor injicerede forskerne mus med store doser C-vitamin i 24 uger, til de kunne se, at det holdt udviklingen af leukæmi tilbage sammenlignet med de mus, der ikke fik vitamin-doserne. 

Forskerne forsøgte sig også med kræftmedicin på kræftramte menneskeceller i en petriskål, hvor de tilføjede C-vitamin til noget af kræftmedicinen. Den medicin viste sig at virke bedre. 

Men betyder det, at man kan spise virkelig mange appelsiner og undgå at få kræft, før det rigtigt starter, kunne man så spørge?

»Du kan ikke spise appelsiner og få de niveauer, der er nødvendige for at mærke forsøgets effekter,« svarer Luisa Cimmino, der er ansat på New York University School of Medicine og førsteforfatter på studiet, til Newscientist.com.  

Musene fik nemlig indsprøjtet 100 mg, eller det der svarer til to appelsiner, i hver indsprøjtning – men en mus vejer i gennemsnit cirka 3.000 gange så lidt som et menneske. Fordi menneskekroppen stopper med at optage vitamin efter cirka 500 mg, ville man desuden være nødt til at indsprøjte vitaminet direkte i blodet. 

Forskerne håber, at man i fremtiden vil se C-vitamin som en del af den medicinske kamp mod kræft. Det kan blandt andet være en fordel, når det handler om ældre patienter, der måske ikke kan holde til at få kemo og derfor godt kunne bruge en alternativ behandling. 

Studiet er publiceret i tidsskriftet Cell. 

sj

 

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.