Stol ikke på dine smagsløg
Mums...! Chokolade fra Kina, nej...hvor lækkert! Ny forskning antyder, at chokolade fra Kina smager bedre end den fra Schweiz. Men kun hvis du får chokoladens nationalitet at vide efter smagsprøven.

Hvis du serverer lækker schweizisk chokolade, så husk at sige det til dine gæster, før de putter chokoladen i munden. (Foto: Colourbox.)

Hvis du serverer lækker schweizisk chokolade, så husk at sige det til dine gæster, før de putter chokoladen i munden. (Foto: Colourbox.)

Vores evne til at smage er en svigefuld sans. Smagsløgene lader sig nemlig villigt forføre af den information, som vi får om produktet, vi propper i munden. 

Men det besynderlige er, at denne effekt ændrer sig, alt efter hvornår vi får informationen. Det tyder ny forskning fra Babson College, Massachusetts, USA, på.

Forskerne gav en gruppe studerende anonyme stykker af chokolade fra den amerikanske producent Trader Joe's. Men der blev snydt lidt med den information, som chokoladetesterne fik.

Nogle af deltagerne fik at vide, at chokoladen stammede fra gourmetgodternes hjemland, Schweiz. Mens andre forsøgspersoner fik at vide, at de brune stykker stammede fra Kina - der ikke just er berømt for at producere chokoladeluksus. Det kommer næppe som nogen overraskelse. De studerende syntes chokoladen smagte bedre, når de troede den stammede fra Schweiz.

Det bizarre er imidlertid, at denne oplevelse kun optrådte, når forsøgspersonerne havde fået informationen om chokoladens nationalitet FØR den ramte ganen. Hvis choko-spiserne fik beskeden om chokoladens oprindelse efter prøvespisningen, var de nemlig mere begejstret for Kina-chokoladen, lyder det i en pressemeddelelse fra University of Chicago Press Journals.

Samme resultat registrerede forskerne, hvis de snød choko-testerne med hensyn til, om chokoladen var billig eller dyr. De studerende, der efterfølgende fik at vide, at de havde spist billig chokolade, fortalte om større nydelse end de studerende, der blev fortalt at chokoladen var dyr.

Mums, indisk vin

Forskerne gentog derefter forsøget med vin.

Kunderne i en vinbutik troede, at de var med i en blindtest af en ny vin. Efter en smagsprøve blev halvdelen af deltagerne fortalt, at vinen var italiensk, mens resten fik at vide, at vinen stammede fra Indien.

"Som i tidligere studier, kunne folk lide vinen mere, når de fik fortalt, at den stammede fra Indien efter testen - sammenlignet med når de fik fortalt, at den var fra Italien," skriver forskerne i en artikel, der er publiceret i Journal of Consumer Research. 

Og hvad er moralen så efter denne omgang vin- og chokoladesmagning?

Hvis du serverer en svinedyr Amarone så fortæl gæsterne hvad det er, du hælder i glasset inden de smager. Hvis det derimod er den billige papvin, du byder gæsterne, så vent med at fortæl det til bagefter.

 
Fra Forskning.no oversat af Lars Bo Axelholm

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.