Spis færre piller mod kronisk hovedpine – og undgå depression
Kronisk hovedpine får mange til at sluge smertestillende medicin i så høj en grad, at det faktisk forværrer deres tilstand. Hvis de trapper ned igen, så får de mindre hovedpine og færre symptomer på depression og angst, viser danskledet forskning.

Hvis man tager smertestillende medicin mere end 10 gange om måneden på grund af hovedpine, så kan man risikere at forværre sine smerter. Heldigvis får man det meget bedre, når man trapper ud af det igen, viser danskledet forskning. (Foto: Shutterstock)

Hvis man tager smertestillende medicin mere end 10 gange om måneden på grund af hovedpine, så kan man risikere at forværre sine smerter. Heldigvis får man det meget bedre, når man trapper ud af det igen, viser danskledet forskning. (Foto: Shutterstock)

 

Nogle gange kan en hovedpinepille være en livredder. Men for omkring 100.000 danskere er de faktisk årsag til så voldsomme smerter, at de giver symptomer på depression og angst.

Nu viser en danskledet undersøgelse, udgivet i tidsskriftet Cephalagia, at hvis folk, der overforbruger smertestillende og har kronisk hovedpine, trapper ned i forbruget, så kan de reducere deres symptomer på depression og antal fraværsdage på arbejdet med 50 procent.

Forskningen hædres med prestigefyldt pris

Flere tusinde danskere ville få et langt bedre liv, hvis de begynder at trappe ned i deres forbrug af smertestillende, fortæller Lars Bendtsen, der står bag den nye undersøgelse.

»Det er ret vigtigt, det her. Folk skal vide, at det kan være skadeligt at tage smertestillende på daglig basis, men også at det er muligt at komme ud af det igen,« siger overlæge Lars Bendtsen, lektor ved Institut for Klinisk Medicin på Københavns Universitet og Dansk Hovedpinecenter på Glostrup Hospital og Rigshospitalet. Han har lige modtaget den prestigefyldte pris inden for hovedpineforskningen, Seymour Diamond, M.D. Lectureship Award, for den nye undersøgelse.

»Man har manglet solid forskning på dette område, og det er første gang, nogen har undersøgt konsekvenserne af overforbruget så grundigt. Jeg tror, det er grunden til, at vi har fået en pris for vores forskning. Det er jo en anerkendelse af kvaliteten af arbejdet og vigtigheden af forskningen,« siger Lars Bendtsen.  

Hvis man lider af kronisk hovedpine og tager smertestillende, som paracetamol og ibuprofen, mere end 14 dage om måneden, så er det nok til et overforbrug, der kan forværre hovedpinen.

Smertestillende forværrer smerte

Fakta

Danskernes forbrug af smertestillende lægemidler, som kan købes i håndkøb, er steget med 12 pct. pr. indbygger de seneste 10 år. Hvis man spiser smertestillende mere end 14 gange om måneden pga. hovedpine, så kvalificerer det sig som overforbrug. I alt blev der i 2011 solgt smertestillende tabletter i håndkøb svarende til gennemsnitligt 166 pr. dansker. Mere end tre fjerdedele af forbruget er smertestillende midler med paracetamol. Kilde: Statens Serum Institut

I undersøgelsen kiggede Lars Bendtsen og et hold af forskere fra Chile, Argentina, Italien, Tyskland, Danmark, og Spanien på, hvordan 492 patienter med et overforbrug af smertestillende reagerede på at nedtrappe over en periode på 2 måneder. Hvis patienterne ønskede det, fik de forebyggende medicin, der skulle gøre nedtrapningen nemmere.

Før nedtrapningen testede forskerne, hvor mange fraværsdage eller halve dage patienterne havde på arbejdet og hvor højt de scorede på en depressions- og angstskala. Forskerne lavede den samme test seks måneder efter nedtrapningens begyndelse og sammenlignede så tallene med den oprindelige test.

For de 90 procent af patienterne, der klarede en nedtrapning, viste undersøgelsen, at de havde:

  • fået 50 procent færre fraværsdage på arbejdet og dage med nedsat arbejdstid, samt
     
  • reduceret deres symptomer på depression med 50 procent og angst med 27 procent.

Resultatet er overbevisende og kan forhåbentlig hjælpe læger til at blive endnu bedre til at håndtere de mange tusinde med kronisk hovedpine og et overforbrug af smertestillende, siger professor og overlæge Flemming W. Bach.

»Vi ved fra vores kliniske praksis som læger, at det er vigtigt, at folk ikke overforbruger smertestillende, når de har kronisk hovedpine. Men området er dårligt belyst af forskning, så derfor er det vigtigt at få klarlagt, hvilken betydning nedtrapning af forbruget har, og hvor mange der kan hjælpes af det,« siger Flemming W. Bach, professor på Klinisk Institut på Aalborg Universitet. Han har ikke været med til at lave undersøgelsen men forsker selv i hovedpinelidelser.

Overforbrugssmerte rammer kun hovedpinefolket

Det er ret vigtigt, det her. Folk skal vide, at det kan være skadeligt at tage smertestillende på daglig basis, men også at det er muligt at komme ud af det igen.

Lektor Lars Bendtsen

Et stort forbrug af smertestillende forårsager dog ikke nødvendigvis hovedpine hos alle.

»Det er besynderligt nok kun hovedpinepatienter, der får mere hovedpine af overforbrug af smertestillende medicin. Det rammer ikke folk med knæsmerter eller lignende. Det er i hvert fald ikke min erfaring som læge, men man har faktisk ikke undersøgt det i forskningen endnu,« siger Lars Bendtsen.

Overforbrug af smertestillende medicin lader til at ændre nervesystemet hos folk, der i forvejen lider af kronisk hovedpine, så de bliver endnu mere følsomme over for smerte helt generelt, fortæller Lars Bendtsen.

»Når man tester hovedpinepatienters smertetærskel, så kan man se, at dem med overforbrug af smertestillende har en lavere smertetærskel. Det gør også, at de får endnu mere ondt til at begynde med, når de trapper ned i medicinforbruget. Men på sigt er det altså en gevinst,« siger Lars Bendtsen og slutter:

»Det næste skridt er at undersøge, hvordan vi bedst får folk ud af deres overforbrug, og hvilken type medicin der mildner nedtrapningen på den bedste måde.«

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.



Det sker