Slankepille virker sikker for hjertet, men…
27 august 2018

Lorcaserin – det aktive stof i slankepillen Belviq, som også sælges i Danmark – giver ikke flere alvorlige hjerteproblemer hos personer, som er hårdt plaget af overvægt, end placebo gør.

Det konkluderer amerikanske forskere i et nyt stort studie af 12.000 overvægtige eller mennesker med fedme – som enten har hjertekarproblemer eller har høj risiko for at udvikle dem. Studiet er publiceret i tidsskriftet New England Journal of Medicine.

Ifølge engelske The Guardian blev deltagerne inddelt i to grupper og fulgt gennem 40 måneder.

Avisen rapporterer, at forskerne fandt ud af, at 39 procent af deltagerne på det appetitsænkende lorcaserin efter et år havde tabt 5 procent af deres startvægt. I placebogruppen var det kun halvt så mange, der havde smidt tilsvarende vægt på et år.

Meldingen får andre medier til at finde store gloser frem. Det gælder blandt andre Ekstra Bladet, som med reference til nyhedsbureauet AP skriver, at studiet er »en milepæl for patienters sikkerhed som måske vil være med til at afhjælpe den fedme-epidemi, vi ser i verden.«

Der er dog flere oplysninger, du skal have med, før du bruger alle sparepengene på slankepiller eller køber de mange budskaber, som kører rundt på baggrund af studiet.

I mere konkrete tal tabte deltagerne på lorcaserin sig 4 kg mere end placebo-deltagerne på 40 måneder. Det svarer til 100 gram ekstra per måned eller godt 3 gram om dagen.

En leder i tidsskriftet New England Journal of Medicine, hvor det nye studie er offentliggjort, bemærker desuden, at det nye studie langt fra kun viser positive tal:

  • Dobbelt så mange deltagere i lorcaserin-gruppen faldt fra undervejs på grund af træthed, kvalme, hovedpine og svimmelhed – velkendte bivirkninger ved Belviq.
  • Ganske vist løb grupperne ind i nogenlunde samme antal alvorlige begivenheder (for eksempel hjertesygdomme) undervejs, men der var tre gange flere tilfælde af alvorligt lavt blodsukker i gruppen, der spiste lorcaserin (13 deltagere over for 4 i placebo-gruppen).
  • På andre mål viste lorcaserin sig ikke at være placebo overlegen som ellers forventet, og endelig så det ud til, at forhøjet blodtryk i lungekredsløbet faktisk blev forværret efter et år på lorcaserin, hedder det i lederen.

»Det ser således ud til, at det er meget vigtigt at blive ved at indhente langsigtede data med hensyn til kardiovaskulær sikkerhed, da brugen af lorcaserin sandsynligvis vil strække sig over flere år for at opretholde vægttabet,« skriver lægerne Julie R. Ingelfinger og Clifford J. Rosen i lederen.

Lægerne konkluderer i lederen, at hvis man er varsom, så kan man bruge lorcaserin på enkelte patienter, men at effekten ikke er større end et andet aktivt stof, liraglutid, som i øvrigt også giver lavere risiko for diabetes.

»Derfor er det usikkert, om studiet vil føre til flere udskrivninger af lorcaserin, ligesom det er usikkert, hvilken rolle dette stof kommer til at spille i behandlingen af overvægtige eller patienter med fedme,« slutter de.

th

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.