Skræmmehistorie giver forkert billede af p-piller
P-piller og hormonspiral øger risikoen for hjernesvulster, lød det for nylig i flere danske og udenlandske medier. Men forskere maner til ro: Risikoen er minimal. Desuden lever brugere af p-piller faktisk længere end andre.

Der er flere fordele ved p-piller end ulemper, forsikrer gynækolog. For eksempel beskytter de små piller mod visse kræfttyper. (Foto: Colourbox)

Tusindvis af danske kvinder tager hver eneste dag en p-pille for at kunne dyrke sex uden at blive gravide.

For nylig fik nogle af dem sikkert lyst til at kyle pillerne i skraldespanden, da det kom frem, at hormonprævention kan øge risikoen for at få svulster i hjernen:

»Yngre kvinder, der bruger p-piller eller hormonspiral, løber en risiko for at blive ramt af en hjernesvulst,« lød det for eksempel på Jyllands-Posten.dk, som henviste til en ny undersøgelse om sammenhængen mellem hormonprævention og hjernesvulster.

Også blandt andre Politiken.dk, Ekstra-Bladet.dk og Kristeligt-Dagblad.dk gengav p-pille-historien fra Ritzau.

Videnskab.dk har undersøgt, hvor stor risikoen reelt er, og om den er større end de fordele, der også er ved at tage p-piller. 

Forskere maner til besindighed

Undersøgelsen, som er lavet af forskere fra Syddansk Universitet og Kræftens Bekæmpelse, peger ganske rigtigt på en mulig sammenhæng mellem hormonprævention og hjernesvulster.

Men forskerne maner til besindighed: Der er ingen grund til at stoppe med at tage p-piller af den grund.

»Kvinder behøver ikke stoppe med at tage p-piller på baggrund af den undersøgelse, vi har lavet. Risikoen for at få en hjernesvulst for kvinder i den aldersgruppe, der tager p-piller, er stadig meget lille,« siger David Gaist, som er professor i neurologi på Syddansk Universitet.

Andre forhold kan spille ind

I undersøgelsen, som er publiceret i det videnskabelige tidsskrift British Journal of Clinical Pharmacology, har David Gaist og kolleger samlet helbredsoplysninger om danske kvinder mellem 15-49 år, som er opgjort i danske landsdækkende registre.

Mellem 2000-2009 fik 317 kvinder i aldersgruppen konstateret en hjernesvulst.

Forskerne undersøgte, hvor mange af de 317 kvinder, der har taget p-piller eller har brugt hormonspiral og sammenlignet med en kontrolgruppe på 2.126 kvinder, der ikke havde en kræftdiagnose. 

»Vi kan se, at blandt de 317 kvinder, som fik konstateret et gliom (hjernesvulst; red), var der en større andel, der har brugt hormonprævention end i kontrolgruppen af kvinder uden kræft. Det peger på, at der kan være en årsagssammenhæng, men vores undersøgelse tillader ikke en sikker konklusion. Der kan være andre forhold, der spiller ind på risikoen af gliomer hos brugere og ikke-brugere af hormonprævention,« siger David Gaist og fortsætter:

»Da det er den første undersøgelse, der hidtil er lavet om sammenhængen mellem hormonprævention og gliomer hos unge kvinder før overgangsalderen, er der behov for yderligere forskning, før vi kan vurdere, om der er tale om en direkte årsagssammenhæng mellem hormonprævention og gliomer.«

Selvom det viser sig, at der er en reel sammenhæng, er den ekstra risiko for hjernesvulster ved brug af hormonprævention meget lille, forsikrer David Gaist, for kun 5 ud af 100.000 kvinder i den fødedygtige alder bliver årligt ramt af en hjernesvulst, viser tal fra Kræftens Bekæmpelse. Tallet inkluderer kvinder, som tager p-piller eller bruger hormonspiral.

P-piller har flere fordele end ulemper

Den nye undersøgelse fra SDU og andre, for eksempel dem, der viser, at nogle kvinder har en øget risiko for at få en blodprop i de første seks måneder efter, de er begyndt at tage p-piller, får heller ikke Charlotte Wilken Jensen, der er ledende overlæge på Hvidovre Hospital og leder af Sex og Samfunds præventionsklinik, til at fraråde p-piller til unge kvinder, der er sunde og raske.

For p-piller har stadig langt flere fordele end ulemper, fortæller hun.

»Udover færre uønskede graviditeter har kvinder, der tager p-piller, lavere risiko for en række kræfttyper, og de lever i gennemsnit længere end kvinder, der aldrig har taget p-piller. Det viser store epidemiologiske undersøgelser. Men den slags positive historier kommer sjældent på avisernes forside,« siger Charlotte Wilken Jensen.

P-piller reducerer dødelighed

En af de undersøgelser, Charlotte Wilken Jensen henviser til, blev publiceret i British Medical Journal i 2010.

Her har forskere sammenlignet helbredsoplysninger fra en 39 års periode om 46.112 kvinder, hvoraf nogle aldrig har taget p-piller, mens andre har brugt p-piller i perioder.

Undersøgelsen viste blandt andet, at:

  • Dødeligheden var lavere blandt de kvinder, der i perioder havde taget p-piller sammenlignet med dem, der aldrig havde brugt p-piller.
     
  • Blandt p-pille-brugere var der en markant lavere forekomst af kræft med døden til følge. For eksempel var færre p-pille-brugere end kvinder, der aldrig havde taget p-piller, døde af tyktarmskræft, livmoderkræft og kræft i æggestokkene.
     
  • Færre p-pille-brugere var døde af kredsløbssygdomme og hjertesygdomme.

I 2013 blev et lignende studie publiceret i det samme tidsskrift. Studiet tog udgangspunkt i oplysninger om 17.032 skotske og britiske kvinder mellem 25 og 39 år og viste blandt andet, at der ikke var en øget risiko for brystkræft blandt kvinder, der havde taget p-piller.

Forskerne konkluderede desuden, at p-piller beskytter mod kræft i livmoderen samt ovariekræft.

Negative historier får piger til at droppe p-piller

Undersøgelserne beviser, at de helbredsmæssige gevinster ved at tage hormonprævention overstiger ulemperne, mener Charlotte Wilken Jensen. Derfor ærgrer hun sig, hver gang hun ser negative overskrifter om p-piller, som dem der for nyligt løb rundt i den danske nyhedsstrøm.

»Hver gang, der er en negativ historie i medierne om p-piller, er der piger, som dropper pillerne. I Sverige, hvor de negative mediehistorier om p-piller har været saftigere og mere unuancerede end i Danmark, er aborttallet steget, så det nu er på niveau med Østeuropas,« siger Charlotte Wilken Jensen og fortsætter:

»Man skal ikke underkende de psykiske konsekvenser, der er ved at få en abort. Langt de fleste bliver meget påvirkede af det,«

Ugens Podcast

Lyt til vores ugentlige podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.