Skal danskere med for mange kilo på sidebenene konfronteres med deres vægt, når de eksempelvis går til lægen eller på jobcentret? 

Ja, lyder det fra Sundhedsstyrelsen i en ny rapport. Rapporten skal danne grundlag for en række anbefalinger til kommunerne.  

Anbefalingerne indebærer blandt andet, at læger og andre kommunalt ansatte fremover skal opspore og henvise danskere, der døjer med svær overvægt, til tilbud, hvor de får hjælp til at tabe sig.  

Men de praktiserende lægers videnskabelige selskab har smækket med døren og er bakket ud af den arbejdsgruppe, der skal godkende Sundhedsstyrelsens anbefalinger. 

»Vi synes, anbefalingerne er noget makværk,« siger Rasmus Køster-Rasmussen, der, udover at være praktiserende læge, er postdoc på Københavns Universitets Forskningsenhed for Almen Praksis og blandt andet forsker i overvægt.

Overvægtige føler sig stigmatiserede

Indsatser som dem, Sundhedsstyrelsen anbefaler, hvor folk eksempelvis skal på diæt og træne, kan skade mere, end de gavner, og de medfører ikke, at deltagerne taber sig særlig meget, vurderer Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM), som Rasmus Køster-Rasmussen er medlem af.

»Anbefalingerne tager slet ikke højde for hele personen. De fokuserer snævert på vægt og vægttab, men al evidens peger på, at vægttabsprogrammer ikke fører til varige vægttab,« siger Rasmus Køster-Rasmussen. 

Den nyeste gennemgang af forskning i vægttabsindsatser viser, at deltagerne kun taber sig så lidt, og at vægttabet formentlig ikke har en sundhedsmæssig effekt, siger Rasmus Køster-Rasmussen. 

Stigmatisering fører til psykisk sygdom

En del undersøgelser peger desuden på, at folk, der vejer mere end gennemsnittet, føler sig stigmatiserede, og at de får det dårligere af, at der hele tiden er fokus på deres vægt. 

Stigmatisering på grund af høj vægt kan føre til lavt selvværd, depression, angst, spiseforstyrrelser og selvmordsforsøg, siger Rasmus Køster-Rasmussen og henviser til en rapport om emnet udgivet af verdenssundhedsorganisationen WHO.

Rasmus Køster-Rasmussen har tidligere udfoldet sine pointer på Videnskab.dk i artiklen Forskere til raske overvægtige: Drop slankekuren. Læs også artiklen Forsker i kor: Stop med at stigmatisere overvægtige.

Falliterklæring at give op

Men ikke alle har samme opfattelse som DSAM. En gruppe forskere bakker fortsat op om Sundhedsstyrelsens anbefalinger om at sende svært overvægtige på diæt.

Mennesker med meget overvægt har godt nok ekstremt svært ved at tabe sig og holde vægten nede, medgiver de. 

Men det er en falliterklæring, hvis man giver op og slet ikke tager hånd om de mennesker, der døjer så meget med for meget vægt, at de risikerer at blive alvorligt syge, siger blandt andre Jens Meldgaard Bruun, der er klinisk professor, lægefaglig leder ved Nationalt Center for Overvægt samt overlæge på Aarhus Universitet og Steno Diabetes Center. 

»Vi kan ikke bare lade dem i stikken. Vi er nødt til at have tilbud til dem, der har behov for hjælp, når vi ved, at svær overvægt er forbundet med alvorlig sygdom og overdødelighed,« siger han. 

Svær overvægt øger blandt andet risikoen for type 2-diabetes, forskellige kræftsygdomme, samt hjertekarsygdomme.

»Senest har vi set, at svært overvægtige også har højere risiko for at blive alvorligt syge og dø af COVID-19-infektion end normalvægtige,« siger Jens Meldgaard Bruun. 

En kombination af kostvejledning, adfærdsterapi, fysisk akvitet og i bedste fald kalorierestriktion kan under de rette omstændigheder føre til, at svært overvægtige taber sig, konkluderer Sundhedsstyrelsen i den nye rapport.   

Deltagere har lavere risiko for diabetes

Der er også videnskabelig dokumentation for, at sådanne tiltag sænker risikoen for type 2- diabetes, står der i rapporten, som bygger på samlede forskning i livsstilsinterventioner - et fint ord vægttabsforløb. 

Op mod 90 procent af alle, der får type 2-diabetes er overvægtige, ifølge Netdoktor.dk.

»Hvis man alene ser på vægt, er effekten af livsstilsinterventioner meget begrænset. Men interventionerne har stor effekt på type-2 diabetes,« siger Thomas Meinert Larsen, der er sektionsleder på Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet og med i Sundhedsstyrelsens arbejdgruppe.

Thomas Meinert Larsen har været med til at lave en anden rapport, som samler al forskning i livsstilsinterventioner. I rapporten indgår en forskningsgennemgang fra 2017 publiceret i det videnskabelige tidsskrift JAMA. 

Den viste, at risikoen for at udvikle type-2 diabetes samlet set blev reduceret med 39 procent hos folk, der deltog i vægttabsprogrammerne. På lang sigt, når man fulgte forsøgspersonerne i op til 9 år, var risikoen for at udvikle type 2-diabetes reduceret med 28 procent. 

Lyder det underligt, at man kan forebygge type 2-diabetes uden at tabe sig særlig meget? Der er en fysiologisk forklaring på det. Den kan du læse i fold-ud-boksen herunder.

Virker bedre end medicin

Når personer med svær overvægt kommer på diæt, som indebærer kostvejledning og træning, har de tilmed lavere risiko for at få diabetes, end folk der får medicin, indikerer et stort amerikansk forsøg med 3.234 deltagere, der alle led af svær overvægt.

De, der fik vægttabsinterventionen, havde markant sjældnere type 2-diabetes 2,8 år efter sammenlignet med en kontrolgruppe, som fik Metformin - et lægemiddel, der sænker blodsukkeret. 

I et finsk forsøg blev 522 midaldrende personer med en vægt over gennemsnittet tilfældigt fordelt i 2 grupper. Den ene gruppe fik individuel kostrådgivning og træning. Den anden gruppe fik placebo. 

3 år efter havde over dobbelt så mange i placebogruppen diabetes som i interventionsgruppen. 

15 procent er bedre end ingenting

I forsøgene tabte deltagerne sig også en lille smule mere end kontrolgruppen. Men vægttabet er ikke særligt stort, og de fleste tager det meste eller mere på igen.

»Men 15 procent formår at bevare noget af det opnåede vægttab. Hvis man fokuserer på dem, er interventionerne jo en succes,« siger Jens Meldgaard Bruun og tilføjer:

»Hvis man kan få et vægttab på fem procent og forhindre eller udskyde type 2-diabetes, er det det hele værd. Jeg opponerer mod, at man bare tager det hele af bordet og dropper at tilbyde livsstilsinterventioner.« 

Tvivlsom effekt på hjertekarsygdom

Rasmus Køster-Rasmussen holder dog fast i, at livsstilsinterventioner med vægttab som mål er spild af tid og ressourcer.

Interventionerne kan godt nok sænke risikoen for at få type 2-diabetes. Men der er ikke solid evidens for, at de også sænker risikoen for hjertekarsygdom, som er det primære formål.

Når de heller ikke har signifikant effekt på vægten, er de »grænsende til meningsløse«, siger Rasmus Køster-Rasmussen.  

»De sænker ikke forekomsten af blodpropper i hjertet eller andre sygdomme. Så når man ser på det fra oven, ser det knapt så meningsfuldt ud,« siger han. 

Nogle har gavn af interventioner

Rasmus Køster-Rasmussen henviser til, at deltagerne i det største studie om vægttabsprogrammer til dato - et amerikansk studie kaldet Lookahead - ikke havde lavere risiko for at få hjertekarsygdomme, 10 år efter interventionen gik i gang, end kontrolgruppen. 

»Det er det dyreste og fineste studie, hvor deltagerne fik en meget omfattende intervention, der blandt andet bestod af coaching og sportsaktiviteter,« siger Rasmus Køster-Rasmussen.

»Efter et par år var der i gennemsnit kun 3-4 kilo forskel på vægten i interventionsgruppen og kontrolgruppen. Og efter 10 år var der ingen forskel på forekomsten af hjertekarsygdom i de to grupper,« fortsætter han. 

Men Jens Meldgaard Bruun undrer sig over, at Rasmus Køster-Rasmussen ikke nævner en opfølgende analyse af Lookahead, som blev publiceret to år senere i 2016. Den indikerer, at risikoen for at få en hjertekarsygdom faktisk var reduceret blandt deltagere, som bevarede et vægttab på over 10 kilo. 

»Jeg synes, Rasmus burde have henvist til den analyse også. Den understreger min pointe om, at nogle overvægtige rent faktisk har gavn af interventionerne,« siger han.

Professor: Svært overvægtige skal hjælpes

Thorkild I.A. Sørensen er professor i folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet og Grand Old Man inden for den disciplin, der kaldes fedmeforskning. I årtier har han forsket i de biologiske årsager til overvægt. 

Professoren har ikke siddet i den nu opsplittede arbejdsgruppe og kan derfor se spliden fra sidelinjen

Begge fløje har på sin vis ret, mener han: 

Interventioner som dem, Sundhedsstyrelsen anbefaler, batter ikke ret meget i forhold til vægttab, og forskning har endnu ikke givet solid evidens for, at de har effekt på risikoen for at få hjertekarsygdomme. 

Hvis man i øvrigt er sund og rask, er der endda tegn på, at det kan være decideret usundt at kaste sig ud i et vægttabsprojekt, siger Thorkild I. A. Sørensen.

Men hvis man er svært overvægtig og på vej mod en diabetes-sygdom, kan det være nødvendigt at omlægge sin livsstil og tabe sig.

»Der bliver for tiden skelnet mellem sund og usund overvægt. Nogle mennesker kan være svært overvægtige, men derudover fuldstændig raske. De har ingen tegn på sukkersyge, for højt blodtryk eller andet,« siger Thorkild I.A. Sørensen.

»Andre er overvægtige på den usunde måde. Så er kroppen på vej mod sukkersyge, for højt blodtryk, dårligt hjerte, skæve kolesteroltal og andre dårligdomme,« fortsætter han.

I 2014 var Thorkild I.A. Sørensen medforfatter på en forskningsrapport fra Vidensråd for Forebyggelse. Rapporten konkluderede, at slankekuren slår ihjel, skrev Videnskab.dk. 

Men rapporten fokuserede kun på folk, der vejede en smule over gennemsnittet med et BMI under 30 - det vil sige, at de var moderat overvægtige, men ikke led af svær overvægt, som er defineret ved, at man har et BMI på over 30. 

Gå efter folk i høj risiko for diabetes

Thorkild I.A. Sørensen foreslår, at lægerne nøjes med at henvise personer, som er i høj risiko for at blive alvorligt syg af overvægt, og undlader at tilbyde vægttabsprogrammer til dem, der godt nok vejer over gennemsnittet, men i øvrigt er sunde og raske.

Højrisikogruppen har helbredsproblemer som eksempelvis forhøjet blodtryk, skæve kolesteroltal og svært ved at holde blodsukkeret nede. 

»Den lille gruppe, der er i høj risiko, skal man virkelig holde fast i. Og det ser jo ud til, at livsstilsinterventionerne nytter, hvis man giver dem til folk, hvor blodsukkeret er på afveje,« siger professoren. 

»Man det skal laves ordentligt, og det indebærer nok, at der både skal være psykologer, fysioterapeauter og træningscoaches involveret. Det kan blive krævende for sundhedsvæsenet,« tilføjer han. 

Om den verserende konflikt siger Thorkild I.A. Sørensen.  

»Mit grundsynspunkt er, at konflikten intet gavner. Hverken lægerne eller patienterne. Min holdning er, at nu skal der falde ro på, og så skal parterne sætte sig om bordet igen og tale sig til rette om, hvad der kan lade sig gøre, og hvad der ikke nytter noget.«

Det er endnu uvist, hvilken type interventioner kommunerne helt konkret skal udbyde i henhold til Sundhedsstyrelsens anbefalinger, hvor mange penge der bliver sat af til det, og hvem der skal varetage dem.