Sidder du meget ned? 5 minutters gåture hver halve time gavner kroppen, ifølge lille studie
Glad pige går på gaden

Korte gåture hvert 30. minut er godt for krop og sind, hvis man sidder meget ned, peger ny forskning på. (Foto: Shutterstock)

Korte gåture hvert 30. minut er godt for krop og sind, hvis man sidder meget ned, peger ny forskning på. (Foto: Shutterstock)

17 januar 2023

Et æble om dagen holder lægen fra døren, lyder et gammelt husråd. Og sidder man ned i løbet af dagen, kan en fem minutters gåtur hver halve time gøre en forskel for humøret og hvor træt man føler sig.

Det viser et lille, nyt studie publiceret i tidsskriftet Medicine & Science in Sports & Exercise, skriver det amerikanske Columbia University i en pressemeddelelse.

Det kan være vanskeligt at forbedre ens daglige motionsvaner, hvis arbejdet foregår fra en kontorstol. Men nu har forskere tilsyneladende fundet frem til det minimum af motion, der skal til for at modvirke de konsekvenser, som for meget inaktivitet har på helbredet. 

Svaret er en fem minutters gåtur hver halve time, fortæller Keith Diaz, professor i adfærdsmedicin ved Columbia University:

»Vi ved nu, at det er nødvendigt, at vi også bevæger os regelmæssigt på arbejdspladsen, udover den daglige motion, vi ellers dyrker,« siger han i pressemeddelelsen og tilføjer, at selv korte gåture gennem dagen kan mindske risikoen for hjertesygdomme og andre kroniske lidelser betydeligt.

Diaz testede fem forskellige motionsmængder på deltagere, der for de flestes vedkommende ikke led af hverken diabetes eller forhøjet blodtryk:

  • Et minuts gåtur hvert 30. minut
  • Et minuts gåtur efter en time 
  • Fem minutters gåtur efter 30. minutter 
  • Fem minutters gåtur efter en time
  • Ingen gåtur 

11 mennesker i 40'erne, 50'erne og 60'erne deltog i studiet i et laboratorium, hvor de i otte timer sad ned i ergonomiske stole, kun afbrudt af gåturene og toiletpauser. Der blev holdt øje med, at deltagerne udførte aktiviteterne ensartet. I løbet af perioden fik deltagerne lov at arbejde på deres bærbare, læse og bruge deres telefoner, og de fik standardiserede måltider.

Den optimale motionsmængde af de fem, som blev testet, var ifølge forskerne den fem minutters gåtur hvert 30. minut. Dette var det eneste interval, der sænkede både blodtryk og blodsukker.

Sammenlignet med kontrolgruppen, der ikke gik ture, reducerede de fem minutters gåture motionisternes blodsukker efter frokost med 58 procent, ifølge pressemeddelelsen.

Forskerne målte også med jævne mellemrum deltagernes humør, træthedsniveau og kognitive præstationer i løbet af testen. Og skønt gåturene ikke gjorde en forskel for deltagernes kognitive præstationer, medførte alle typerne af gåture, med undtagelse af 1-minuts-gåturen hver time, signifikante nedsættelser af træthed og forbedringer af humør.

»Effekterne på humøret og trætheden er vigtige. Folk har tendens til at gentage rare aktiviteter, der får dem til at føle sig bedre tilpas,« siger Diaz i pressemeddelelsen.

Forskerne fra Columbia University er nu i gang med at teste 25 forskellige doser af gåture, og hvad de har af effekt på helbredet for en bredere forsøgsgruppe. 

les

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.